Hun har klippet andres hår i 25 år, nu er hendes eget faldet af

“I det mindste har du ikke fået kræft”, brummede hudlægen. 

Han satte sig i den blå kontorstol, lænede sig fremover og trak på skulderen. Han sad ansigt til ansigt med Anja Rinkenauer Berkmann. Hun var hans nye patient, som for få minutter siden trådte ind ad døren.

Hun havde lige fået konstateret sygdommen alopecia.

Hun lænede sig ind over bordet: “Okay.. Er det, hvad du har?”. Hun var chokeret over, at en læge ikke tog hendes symptomer mere seriøst. En stikkende følelse blandet med irritation og opgivenhed ramte hende.  

“Prøv at høre her, inden jeg kom, var jeg godt klar over, hvad det var. Det tror jeg de fleste ved, når man har så store skaldede pletter, men er du klar over, hvor meget min verden vælter lige nu?” 

“Der findes jo en masse Facebook-grupper, som sikkert ved meget mere om det end jeg”, konstaterede hudlægen.

En iskold fornemmelse ramte Anja. Alt den tid hun havde brugt på at tage tilløb til at bestille tid, mundede ikke ud i den forståelse og afklaring, hun havde regnet med at få. Tværtimod.

Med pixie-frisure og fylde på toppen

Hår har altid været centrum i Anja Rinkenaur Berkmanns liv. Hun er udlært frisør, og har en salon på Østerbro i København med 25 års erfaring.

Som barn havde hun ikke særligt langt hår, og hun kunne endda ikke finde ud af at flette, men alligevel havde frisørfaget altid rumsteret lidt i baghovedet.

Men selvom karrierevejen havde sine udsving, var det alligevel her hun endte.

En pixie-frisure med kort - nærmest maskinklippet - hår bagtil og i siderne med lidt mere fylde på toppen, var Anjas signatur frisure.

Men som frisør er man naturligvis ikke undtaget for sygdomme, der rammer håret. For i 2024 blev Anja som 50-årig nemlig en af de cirka to procent af verdensbefolkningen, der har sygdommen.

Alopecia er en autoimmun sygdom, hvor kroppens eget immunforsvar angriber hårsækkene. Det betyder, at nogle oplever at få pletter rundt omkring i hårbunden. Andre mister alt håret. For nogle bliver øjenbryn, vipper og skæg endda også ramt.

Dog, peger forskning på, at knap 50 procent af de ramte, får enten alt eller noget af håret tilbage, men der er ikke en reel kur mod sygdommen.

Men det starter næsten altid med én plet. 

Og for Anja var det en plet, der ændrede alt. 

“Jeg tror, mit hår falder af”

Tirsdag den 9. januar startede som enhver anden dag. Anja skulle møde ind i salonen, og var nu stået op for at gøre sig klar. Hun havde været i bad. Hun tørrede kroppen, foldede håndklædet om sit korte, kommunefarvede hår og tændte nu for føntørreren. Det var rutine, nærmest automatisk. 

Men da hun kørte hånden igennem håret, stivnede hun.

Det føltes usædvanligt tørt og næsten helt skrøbeligt, som om hendes hår gav efter mellem fingrene. Noget er helt forkert. Og så ramte hun den: en glat plet midt på hovedet.

Anja stoppede. Slukkede for føntørreren.

Dryp.. dryp.. lød det inde i bruseren.

Et kapløb mellem dryp og hendes bankende puls, lød nu hele rummet op som galoperende heste på en væddeløbsbane. 

For hvad var nu det? Det kan da ikke passe?

Med et spejl i hånden, vendte hun hovedet en smule, og der var dén. En glat hårløs plet, på størrelse med femkrone, spejlede sig tilbage.

Anja gik direkte ind til sin mand, der sad i køkkenet, som havde et telefonmøde.  Hun stampede ved siden af ham, imens hans stemme blandede sig med alle de tanker, der ellers væltede rundt i hendes hoved. Så bliv nu færdig!

Bip lød det, og endeligt blev der lagt på.

“Jeg tror, mit hår falder af” udbrød Anja.

“Nej, nej.. det kan det da ikke”, men hans øjne afslørede, at han var i tvivl.

Han prøvede at normalisere det. “Det må være noget andet. Det må være noget stress. Du har haft meget om ørerne med åbningen af salonen. Det må da vokse ud igen”.

Selvfølgelig havde Anja jo ikke lus

Anja kørte mod salonen med en klump i halsen. Hun kunne næsten ikke holde hænderne på rattet. Hendes frisørpartner Mette var allerede mødt ind og Anja nåede ikke engang indenfor, før tårerne væltede frem.

Det var ikke længe siden, at Mette havde tjekket Anja for lus, fordi hun dengang døjede med kløe i hovedbunden. Det havde været hurtigt overstået, og de havde begge grint af det. For selvfølgelig havde Anja jo ikke lus.

Men nu sad Anja i stolen igen, hvor grinene nu var erstattet med alvor og anspændthed.

Mette løftede de korte totter. Hun arbejdede i små bevægelser, nærmest stille.

Og så standsede hun.

“Anja..” sagde hun lavt. “Der er altså en plet mere.”

Alle Anjas tanker drejede sig nu om det, der manglede: hendes hår.

Frygten for skulende blikke

Hår er for mange en af de mest synlige og sårbare dele af deres identitet. Det er noget, man bærer ud i verden hver dag, og som andre ser, før man når at sige et ord.

For Anja er hår ikke bare en kosmetisk detalje, men noget der er tæt forbundet med identitet, både for hende selv, men også når hun er med til at forme andres som frisør.

Der er derfor ikke noget at sige til, at ufrivilligt hårtab kan føre til negative påvirkninger. For smukt og velplejet hår, er ofte noget, man forbinder med kvindelig skønhed. Det er med til at signalere hvem man er, at man føler sig attraktiv og at man har et godt selvværd.

Hårtab kan derfor skabe en usikkerhed og føre til at man trækker sig fra sociale relationer i frygt for en dom, skulende blikke eller anden form for negativ opmærksomhed på grund af ens udseende.

Parykmareridtet

I begyndelsen stod hun om morgenen foran spejlet med en lille touch-up spray fra L’Oréal Paris. Et par hurtige pust, og pletterne var en anelse mindre synlige. Andre gange gemte hun pletterne under en kasket eller turban. Hun gik aldrig barhovedet. Hverken i salonen eller hjemme i sit helle. 

Allerede få uger efter første plet, måtte Anja indse, at camouflering af pletterne ikke var nok. Hårene på øverste del af hovedet var næsten borte.

Tiden var inde til en paryk – troede hun. En henvisning sendte hende til en parykmager. Indehaveren var en kvinde, der selv havde alopecia. Anja havde forventningen om at blive omfavnet af en, der forstod hende.

“Du er da sådan lidt københavnersmart, hva’?”, lød det i stedet fra indehaveren. Det vidste Anja ikke hvad hun skulle svare til. Hun blev helt paf. Kommentaren prikkede til hendes usikkerhed. 

Den første paryk indehaveren fandt, var lang og mørk med midterskilning. “Jeg ligner Arne fra Terkel i Knibe,” sagde Anja smilende med sammenbidte tænder.

Den næste var kort og kommunefarvet med uægte hår. Denne gang sagde Anja ingenting. Hun følte sig presset, sagde ikke fra og endte med at tage den med hjem. 

8000 kroner fattigere. En dårlig oplevelse rigere. Og helt grådkvalt i bilen på parkeringspladsen. Det var hvad, det førte til. 

Hun følte sig alene. Alt hvad hun havde brug for, var en snak og et kram. Hun skulle ikke have haft den paryk. 

De sidste hårstrå

En måned senere skete der noget uventet: Hun mødte Michael. 

Han driver en toupé-forretning på samme gade som hendes salon.

Deres første møde varede tre timer. Ingen hast, ingen dømmende blikke. Bare samtale. Og forståelse.

Med Michaels vilde personlighed og hans spirituelle tilgang til livet i kombination med Anjas egne ønsker blev der skabt en toupé, der passede hende perfekt. Den havde  rette længde, rette farve, og vigtigst: hun følte sig grebet, da hun var allermest sårbar. 

Men alopecia er en ubarmhjertig sygdom. Og til sidst var der kun få totter tilbage. 

Anja begyndte at indse, at det, hun troede skjulte pletterne – kasketten, turbanen, toupéen – begrænsede hende mere end alopeciaen selv. 

For i blæsevejr holdt hun konstant hånden på hovedet. Hun stillede sig ikke ved siden af høje mennesker. Hendes spontane væsen var forsvundet og hver gang hun skulle udenfor en dør, skulle der findes en praktisk løsning, der kunne skjule håret.

En morgen vågnede hun og tænkte: Nu er det nok.

Hun tog barbermaskinen frem. Bzz bzz. Og væk var de sidste totter.

Med lidt humor føles byrden lettere

Det tog fire måneder, før alt håret var væk.

Fire måneder, hvor hver tot, der forsvandt, føltes som et lille tab i sig selv og samtidig som en mærkelig form for forberedelse. 

I starten klamrede Anja sig til tanken om, at “det vender nok tilbage om lidt”. At hun ville vågne en dag, og det hele ville være gået i sig selv igen.

Det gør hun ikke længere. I stedet taler hun om en ny form for accept, der voksede frem i takt med at håret forsvandt, og en ny identitet begyndte at tage form.

For de fleste forbinder en skaldet kvinde med sygdom eller et markant statement. Og som frisør har Anja længe set hår som noget praktisk, “det er bare noget man klipper, og så vokser det jo bare ud igen”, som hun selv beskriver det. 

Men da hendes eget hår forsvandt, gik det op for hende, hvor indgribende en sygdom alopecia faktisk er.

Ikke bare fysisk, men i alt det, den prikker til: selvbillede, udseende, mod, identitet.

Siden har hun lært, at accept kommer hurtigere når man ikke gemmer sig. Når man tør sige det højt. Og det gør hun nu til alle kunder, både hendes og Mettes. Ikke for at få medlidenhed, men for at dræbe den første tanke, mange får, når de møder en skaldet frisør. 

I starten sagde hun: “Jeg har ikke kræft,” for at fjerne enhver misforståelse. Men hun mærkede selv, hvordan sætningen godt kunne lægge en tyngde i rummet. 

Nu siger hun det bare, som det er. Alopecia. Punktum. Gerne tilsat lidt humor, fordi det kan få byrden til at føles lidt lettere.

Derfor var det også grænseoverskridende første gang hun var i salonen uden noget på hovedet. Tanken om, hvad folk ville tænke om en skaldet frisør, var næsten lammende. Hun kunne mærke usikkerheden i kroppen, en uro hun ikke havde kendt før.

Men i dag er den tanke borte. Ikke fordi omgivelserne er ændret, men fordi hun har taget kontrollen tilbage. 

Nu er det hende, der sætter tonen, når kunder træder ind i salonen. Hende, der forklarer sygdommen åbent, før nogen når at danne deres egne konklusioner. Hende, der styrer fortællingen om sit eget udseende.

Kontrol er noget, Anja først for alvor har fundet i sin alopecia-rejse det seneste år. 

For da hun havde en kunde med samme sygdom, der første gang kom med en bar plet, anden gang med små dun og tredje gang med håret igen. Da mærkede hun alligevel et lille stik i sig selv. En kort, ubehagelig fornemmelse, hun næsten skammede sig over. 

Hvorfor rammer det hende? Hun har jo accepteret sin situation?

Anja glædede sig oprigtigt på kundens vegne, men oplevelsen mindede hende om, at ikke alle får samme udfald. Hun mærkede derfor en kort, stille reaktion indeni, ikke misundelse, men en form for sorg over det, der ikke vender tilbage hos hende. En følelse hun hurtigt genkendte og lod passere, men som alligevel satte sig som en lille klump i halsen.

Accepten sejrede over frygten 

Et år efter besøget hos hudlægen, var Anja nu klar til at vise sig offentligt uden noget på hovedet.

Kursen blev sat mod Restaurant Tårnet i toppen af Christiansborg.

Aftenen skulle være noget særligt. Middag med manden og gode venner. Det var et slags pusterum efter måneder med ubehag, skjul og selvbevidsthed.

På vej gennem den kolde aftenluft havde Anja trukket huen godt ned over ørene. Men da hun trådte ind i restauranten, hvor lyset var varmt, og de rå murstensvægge glødede, vidste hun, at huen ikke kunne blive siddende på. 

Hun tog jakken af. Lagde huen i den. Og stod et øjeblik i sit gullige jakkesæt, med sine store øreringe og markante briller. Outfittet skulle kompensere for den manglende frisure.

Blandt mørke Y-stole, dæmpet belysning, en summen af stemmer og et menukort med retter fra det nordiske køkken, havde Anja allerede valgt sin plads.

Hun sad med ryggen mod rummet. Men med ansigtet mod dem, hun elskede. Ingen uvedkommende blikke. Ingen medlidenhed. Denne aften var ikke om hårtab. Det var en fejringsaften, hvor accepten sejrede over frygten.