Hun skulle være sygeplejerske i hele verden, ikke husmor i Vejle

Landcruiseren hopper over de hullede veje gennem bushen på vej til hospitalet i Gondama i Sierra Leone. Käthe sidder på forsædet. På bagsædet sidder en mor med sit livløse barn i sin favn, kun halvandet år gammelt.

I bilen siger ingen noget. 

Käthe ved ikke præcis, hvad der er galt, men hun ved, at det er skidt. Hun kan ikke se den lille pige heromme. Trækker hun vejret? Er det underernæring? Malaria? 

Hvis bare hun var på Skejby, ville hun for længst være intuberet.

I dag fortæller hun, at hun nogle gange spørger sig selv, om hun kunne have gjort mere. 

Men hun ved godt, hun ikke kunne. 

Næsten tyve år senere, langt fra det klæbende varme monsunklima i Vestafrika, sidder hun hjemme i Vejle, hvor minderne fra dengang træder frem i stuen og blander sig med formiddagsolens spejlinger i kopperne på bordet. 

Hjemme i Vejle 

“Ja, I skal ikke tro, at jeg slår det helt store op for jeres skyld,” udbryder hun, da vi træder ind i hendes køkken. Käthe står i køkkenet og former boller. 

Käthe bevæger sig ubesværet ind og ud mellem stuen og køkkenet, åbner en låge, sætter vand over til en kop kaffe. Glas klirrer over den brummende ovn og den raspende elkedel, der koger vand til kaffen.

Sætninger falder ind mellem bevægelserne, som om hun bruger hænderne til at holde rytmen i gang. 

Efter kaffen kommer på bordet, forsvinder hun hurtigt ud af stuen og kommer tilbage med bogen, hendes mand, Torsten, lavede ud af blogindlæggene, hun skrev, da hun var i Sierra Leone.

“Jeg havde jo en idé om, at hvis jeg ikke havde mødt ham, så skulle jeg bare rejse og være sygeplejerske i hele verden. I stedet for at blive sådan en husmor i Vejle,” siger hun.

De mødte hinanden et par måneder før, hun tog afsted og blev enige om, at hun skulle prøve det. Da hun kom hjem, og de stadig var sammen, fik hun andre planer. Hun ville stifte familie.

Stadig eventyrlysten

Fra ovnen strømmer duften af hjemmebag ud i køkkenet og hen i stuen. “De er til børnene,” siger hun. 

“Mine børn synes også, det var spændende, at I skulle komme i dag.” Hun rykker lidt tættere på bordet. 

På første side i bogen er et gammel udklip fra en artikel, der blev skrevet om hende, før hun tog afsted til Sierra Leone. Hendes søn har spurgt hende, om hun skal interviewes, fordi hun mon skal ud at rejse igen – ligesom sidst. 

Ej mor, kan du så ikke gøre det, når jeg kommer på efterskole?

“Jeg ved ikke, om han er bekymret,” siger hun.

“Jeg har faktisk rigtig meget lyst til at komme ud og rejse igen. Det er mit behov, men deres behov er, at jeg bliver hjemme. Så jeg bliver hjemme.” 

Hun løfter bogen og lægger den lidt til side. 

“Jeg er jo også bange for at blive stemplet som en dårlig mor oppe i skolen, hvis jeg tog af sted.” Det må vente til senere. 

En lysstråle hviler for på væggen for enden af stuen. Der, hvor hendes naboer måske ville hænge et tres tommers tv, hænger hos Käthe i stedet et verdenskort, der strækker sig fra væggen og over til vinduet, ud mod haven.

“Jeg tror ikke, mine børn ved, hvor rejselysten jeg er eller har været i hvert fald.” 

I dag arbejder hun på hjertemedicinsk afdeling på Vejle Sygehus.

Der er noget selvfølgeligt og måske underspillet over den måde, hun fortæller sine historier på, i de små pauser, når hun afbryder sig selv og fortsætter på en ny historie, som om de alle ligger klar i en stak, hun bare bladrer i. 

Og et sted i alt det ligger hendes rejselyst. 

En lyst, der stammer helt tilbage fra barndommen. 

Et frø i Ryslinge 

Käthe vokser op på en villavej i Ryslinge på Fyn. 

Hun går i femte eller sjette klasse og bruger meget af sin tid på at drømme sig væk i en af hendes mange bøger. Lige nu er hun i gang med at skrive en stil.

På papiret folder der sig en historie ud, hvor hun sender sin lille hovedperson afsted på et fragtskib til Afrika og videre til Brasilien – steder, hun kun kender fra det verdenskort, hun sidder med. 

Hun får ros af sin lærer, der spørger hende, om hun mon selv har lyst til at tage sådan en tur. 

Käthe ved det ikke, men et frø er begyndt at spire i hende. 

Det første spadestik 

Det var en helt bestemt bog, der skubbede Käthe ud på hendes første rejse. 

"Rejselyst" af Georg Harmsen. 

Hun var 19 år gammel og lige blevet færdig med sin HF i Svendborg. Og hun anede ikke, hvad hun ville læse. Men hun vidste, at hun skulle prøve noget nyt 

“Jeg havde jo ikke oplevet noget,” husker hun, at hun tænkte. 

I bogen finder hun en annonce for den internationale organisation, Camphill, der får skelsættende betydning for hendes liv. 

Camphill beskæftiger sig med udviklingshæmmede unge og ligger rundt omkring i verden. Bare ikke i Danmark.

Hun får et job ved Camphill i Wales. Efter Wales var hun i USA og så England. Arbejdet med omsorg gav mening for hende, og hun vidste nu, at hun ville være sygeplejerske. 

Efter næsten tre års arbejde i udlandet, læser hun på sygeplejeskolen i Silkeborg og får efterfølgende arbejde på intensivafdelingen på Skejby Sygehus.

Læger Uden Grænser 

I 2007 meldte eventyrlysten sig igen. Denne gang ville hun til en helt anden krog af verden. Se endnu mere. Opleve endnu flere kulturer. 

Så hun tog beslutningen om at søge Læger Uden Grænser - en international humanitær organisation, der rykker ud i katastroferamte områder. 

Hun tog et tropemedicinsk kursus i København for egen regning, gik på aftenskole for at lære fransk og derefter til en optagelsesprøve. 

Og hun blev optaget. Med fjorten dages varsel skulle hun blive klar til tage afsted. Først til briefing i Bruxelles og så til Freetown. 

Men det skulle hurtigt vise sig, at intet kursus – hverken tropemedicin eller fransk – kunne forberede hende på det, der ventede hende i Sierra Leone. 

Hvad laver jeg her? 

20 kilo på ryggen var alt, Käthe havde med sig, da hun sent om aftenen den 16. juli, 2007 trådte ud af flyet og ned på asfalten lidt nord for Freetown. 

De 30 grader og luftfugtigheden tæt på 100 føles som at blive ramt af et godstog, hun er lige ved at få galt i halsen. 

For første gang mærker hun et stik af tvivl. 

“Fuck, kan jeg overhovedet det her?” 

De næste seks måneder i det vestlige Afrika var pludselig mere virkelige, end de nogensinde var på kursus eller papir. Alle kontrasterne til det velkendte hjemme i Danmark stod knivskarpt. 

Papkassen 

Landcruiseren stopper foran hospitalet i Gondama, og Käthe stiger ud og tager den lille livløse pige ud af morens favn. Hun er stadig varm, da Käthe bærer hende ind i modtagelsen. Hun ved, der stadig er en chance. 

“Jeg er nok stadigvæk ret dansktænkende dér og tænker ‘okay, vi skal bare i gang med at genoplive',” siger hun. 

Ti minutter senere får de at vide, at pigen er død. De kunne ikke genoplive. 

“Vi har ikke ressourcerne til det,” fortæller en lokal sygeplejerske til hende.

Det var en hård oplevelse, men Käthe accepterede det. “Vi har bare ikke de samme ressourcer at gøre med som hjemme,” skriver hun. 

Dagen efter skal barnet og moren tilbage til landsbyen. De plejer ellers ikke at give lift tilbage – det er ikke en taxa-service, som hun selv siger. Men denne gang gør de en undtagelse.

Käthe skal sørge for liget. På lighuset er der papkasser, man lægger den døde i, men de er alle sammen i mindre størrelser. 

“Vi fik klistret to kasser sammen, så den lille pige kunne være forsvarligt pakket ind,” skriver hun i sin blog. I bilen pakker de kassen under de grå plastiksæder og kører mod landsbyen. 

Der er efterhånden mange år siden, og alle detaljer står ikke længere lysende klart for Käthe. I Sierra Leone har hun set mange døde børn og også haft nogle med i bilen. 

Men én ting, hun ikke glemmer, er morens reaktion, da de kommer tilbage til hendes landsby. 

Hun løber ud af bilen, rundt i hele landsbyen og skriger, så det løber koldt ned ad ryggen, som for at fortælle hele verden, at hun har mistet sit barn.

Fem dage senere reflekterer Käthe i sin blog: "Hvordan bliver fremtiden for de mennesker jeg møder her - hvad venter dem og hvor meget kan de stå imod? Jeg er stolt over at prøve og hjælpe, og håber bare at fremtiden kommer til at se lysere ud for dem.” 

Det er måske her Käthe mærker, hvordan hendes egen motivation bliver tydelig.

“Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe nogen, men jeg fik jo også noget ud af det selv,” siger hun i dag.

“Jeg kom ikke ud som en eller anden Florence Nightingale. Jeg kom og hjalp på et projekt, der faktisk kører rigtig godt. Så det var en god oplevelse for mig.”

Käthe efterlader kvinden hos familien og går tilbage mod bilen. Arbejdet fortsætter. 

“How your body?” 

Som udsending gennem Læger Uden Grænser, foregår Käthes daglige arbejde i de klinikker, hun har ansvaret for, som ligger ude i bushen, ude på landet, i delstaten Bo.

Turene hver dag går fra hospitalet i Gondama og ud til klinikkerne, men det er nogle vanskelige ture. 

Vejene i bushen i Sierra Leone er ujævne. Hullede. Fyldt med sten. 

Et dansk kørekort er ikke tilstrækkeligt. Så hun har sin egen chauffør, Mahmoud.

“Mahmoud og jeg fandt ret hurtigt hinanden. Vi blev hurtigt et fint makkerpar.” 

Også sproget lærer hun hurtigt.

“Broken english,” kalder hun det og griner. 

I Sierra Leone er det mest talte sprog krio, som er en blanding af engelsk, som de frigivne slaver bragte med sig til Sierra Leone, og forskellige lokale sprog. 

“How your body betyder 'hvordan har du det', og så kan man svare 'fine, fine',” forklarer Käthe.

Men sproget er kun én del af tilværelsen i Sierra Leone. 

En anden og langt sværere del møder hun på klinikkerne. 

 En fremmed kultur 

I Sierra Leone spiser faren først, så moren og derefter børnene. 

“Børnene var underernærede,” siger Käthe. “Hvis man nu havde ladet børnene spise først, så havde der nok været knapt så mange underernærede.” 

Underernæring kan måles på mange måder. Men i Sierra Leone har de ikke tid til mange måder. 

De måler armene. 

Sygeplejersken tager barnets arm frem. Lægger båndet rundt om den lille overarm. 

Farverne afgør resten. 

Grøn. Gul. Orange. Rød. 

Farverne taler hurtigere end nogen journal. 

Rød er akut underernæring med risiko for død. 

For Käthe var nogle af prioriteringerne svære at acceptere. Det stred imod alt, hvad hun kendte fra sit arbejde som sygeplejerske i Danmark 

Det har sat spor i hendes rolle som mor. 

“Hjemme hos os er det altid vores børn, der spiser først. Og hvis der ikke er nok til at mætte min mand og jeg efter, så tager vi bare noget senere.” 

Men hvad gør man, når forskellen ikke handler om vilje, men om kultur? 

“Der er ikke andet for end at arbejde med det,” siger hun. “Prøve at få vendt deres syn. Få dem til at forstå, at når man har en baby, kan man ikke lade dem finde mad og klare sig selv.” 

Alligevel oplevede hun, at mødet med patienterne og de ansatte ikke var svært. 

“Jeg mindes ikke, det var svært, for de var imødekommende,” siger hun. “Jeg fik også meget ros, da jeg rejste, fordi de sagde: 'Du forstår os godt'. Jeg kunne godt lide dem – og de klinikker, jeg havde ansvaret for, dem prøvede jeg selvfølgelig at gøre det bedste for.” 

Eventyret forsætter... en dag 

Käthe lukker bogen. Langt fra Vestafrika, i stuen i Vejle, hvor solen efterhånden har bevæget sig over mod væggen, op på det store landkort. Ikke alle minderne står lige skarpt længere, men eventyrlysten bærer hun stadig med sig. 

“Der er ingen, der siger, at jeg ikke skal tage afsted igen på et tidspunkt. Min mand er meget støttende. Indtil videre drømmer jeg mest om en tur til Grønland. Fordi det kunne jeg godt tænke mig, inden Trump han overtager,” siger hun med et skævt smil. 

“Ja, så vi må se, hvad det bliver.”