Hvalernes Konge

Motoren på kutteren hoster i en fast rytme. Lugten fra dieselmotoren blander sig med den salte havvind og rammer næsen som duften af et liv på havet. Ved bagbord står skipper og kigger ud over bølgerne. De er lige akkurat store nok til, at mågerne, der flyder på vandet, med få sekunders mellemrum løftes et par centimeter tættere på himlen. Havnen er stadig tæt på, men inden længe er der langt til land.

Skipper hedder Kurt Østergaard. Han har sejlet i Lillebælt de sidste enogtres år, og som han selv siger: ”Jeg er jo praktisk talt vokset op herude, ik' også.”

De seneste femogtyve år har stået på en blanding af fiskeri og hvalsafari, men det er i de seneste fem år han har omlagt til ren og skær hvalsafari.

Ifølge Kurt er det ingen hemmelighed, at fiskeri i Lillebælt er et dødsdømt erhverv. Der er ikke fisk nok til det længere. Men hvor fiskeriet er blevet sværere, er hvalsafarien paradoksalt nok blevet lettere.

”Det er som om, at vi har ti steder herude, hvor fiskene stadig gerne vil være. Så det er jo klart at, hvalerne søger derhen, de skal jo have noget at spise. På den måde er det blevet nemmere at finde hvalerne, end det har været tidligere.”

Inden motoren gik i gang, gik skipper rundt ved styrbord. Hans vanlige runde. Et håndtryk her. Et velkommen ombord der. En af bådens ti gæster, der har købt plads ombord til dagens hvalsafari, spørger, om han ikke skal se billetterne. Svaret kommer prompte:

”Den kan du sætte på køleskabet derhjemme. Så kan du huske, at dem der, skal du fandme ik’ prøve at sejle med to gange.” Mundvigene skyder mod ørerne, allerede inden han har sagt sætningen færdig.

Kurt stiller sig op på dækket og begynder at pege på et kort. Han fortæller om Lillebælt. Om iltsvindet og hvordan han har oplevet ændringerne i livet under havoverfladen, siden han startede med at sejle herude som dreng.

Nogle af gæsterne lytter opslugt. Andre har blikket rettet mod det blå vand. Kommer man tæt nok på, kan man se, at det er grønt. Ingen vil gå glip af det øjeblik, hvor en hval bryder overfladen.

Kurt kender rytmen. Som en af de efterhånden indøvede jokes, der sidder på rygraden, runder han sin fortælling af med en garanti for, at en hval nok skal vise sig i dag. For som han selv siger:

"Her er det ikke Find Holger, vi leger. Det er find hvalen."

De indøvede jokes har han mange af. De er blevet en del af turen. Ligesom kaffen. Kortet. Og motorens konstante brummen.

"Efter vi har set den første hval, plejer jeg gerne at spørge gæsterne, om alle har set en hval. Når de så siger ja, siger jeg: ’Jamen så kan vi jo godt sejle ind. Så har I fået det, I kom for.’ Den virker hver gang. Også på tysk."

Som kutteren bevæger sig fremad, bevæger gæsternes hoveder sig fra venstre mod højre og fra højre mod venstre. At kigge efter hvaler kræver de samme nakkemuskler som at se tennis. Om end hvalspotting ikke er helt så actionpacked.

”Nu må der fandme snart gerne dukke nogle hvaler op” udbryder en gæst. Kurt stemmer i med en svag stemme.

Gæsten overgiver sig til utålmodigheden og retter fødderne mod bagbord: ”Nå ja, så går jeg da bare ned og henter noget kaffe”

Kurt laver hele tiden nye tiltag på båden, for at give gæsterne den bedst mulige oplevelse. Det seneste tiltag er en kaffestation ved bagbord.

Kutteren sejler ind under Lillebæltsbroen. Er man fra området, hedder den ”Den Nye Lillebæltsbro,” for et stykke sejlads længere fremme ligger den gamle. Sådan noget ved alle bådens gæster på nær den tyske turist, der er med ombord.

Han har sin kikkert med og har endnu ikke opdaget, at vi befinder os under den store, men i sammenligning miniatureagtige, udgave af den bro, der også krydser Storebælt.

I styrehuset har Kurt stået og kigget de sidste fem minutter. Han peger ud ad vinduet. Så kommer han udbrydende ud ad døren: ”Der er hvaler tredive meter forude til venstre.” Han holder sit peg i stiv arm rettet mod hvalen. Det har han nemlig tidligere lært bådens gæster man skal gøre, hvis man ser én. 

En dame på 100 år prikker sin sidemakker på skulderen og spørger: ”hvad sagde han?” 

Hun er bådens ældste passager. Nogensinde. Det har skipper bemærket. 

Motorlyden bliver svag. Båden er nu tredive meter længere fremme og den snurrer om sig selv. Ved siden af båden springer hvalerne op en efter en. ”Øj, der var mange der,” siger en gæst med grå jakke og kasket. 

”DER!” efterfulgt af et peg, er det mest brugte ord ombord på kutteren i de næste otte minutter.

Da gæsterne alle er optaget af, at få syn for sagen med hvalerne, bryder Kurts stemme frem:

"Alle marsvin er jo født og opvokset med, at jeg sejler her. Så derfor kender de mig og ved, at der ikke er noget farligt ved båden," siger han.

Vi vender skuden og sætter kurs mod land. På vej ind deler skipper et stykke hvidt papir ud til gæsterne. "Hvad er det?" bliver der spurgt.

"Det er regningen," siger skipper med en latter og fortsætter: "Det er en QR-kode, I kan scanne, og så kan I give jeres mening til kende om turen her."

Da han når om til bådens ældste passager, sætter han sig ved siden af hende, lægger armen om hendes skulder og råber til sin søn: "Kom herud og tag et billede."

Det er ikke hver dag, man sejler hvalsafari med en 100-årig. Og mens gæsterne har fået en oplevelse, de kan tage med hjem, har Kurt også fået en, han ikke lige havde regnet med. 

Hans mulighed for at give gæsterne den slags oplevelser, som de afmønstrer med når kutteren lægger til land, afhænger af det hav, han hver dag sejler ud på. Et havmiljø, der allerede har tvunget ham til at ændre kurs.