Hvem er den gode indvandrer?
Subanja Nahenthiram fortæller om det at være tamiler i Danmark. Minoriteten, der fremhæves som en integrationssucces. Bagved succeshistorien ligger både familiært pres, høje forventninger og en fortælling om borgerkrig og knuste drømme.
Integrationsdebatten ruller med velkendte påstande. Statsminister Mette Frederiksen udtalte til Socialdemokratiets årsmøde d. 13. september om de syriske flygtninge:
"Hvad er status i dag? Sammenlignet med andre befolkningsgrupper, så er der få, der arbejder, og mange der begår kriminalitet. Det er intet andet end en hån"
Tamileren - den gode indvandrer
Midt i fortællingen om utilpassede unge og parallelsamfund, står dog en ofte overset minoritetsgruppe.
Man ser med jævne mellemrum lokalartikler om tamiler, som integrationssucces i de forskellige jyske byer, hvor de slog sig ned. Dagbladet Holstebro Struer skrev i 2016 om ”Tamilernes totale integrations-triumf”, mens Folkebladet Lemvig allerede i 2012 beskrev, at "Tamilerne er bedst til at integrere sig".
Tidligere borgmester for Fredericia udtalte i 2012 til Fredericia Dagblad:
"Hvis alle indvandrere var som tamilerne, ville integration næppe være et hot emne."
Den totale integrationstriumf rummer ifølge religionsforsker Marianne Qvortrup blandt andet, at tamiler har både høj uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning.
For Subanja Nahenthiram indeholder rollen som tamiler både en anerkendelse og usynlig belastning. Hun er 33 år og uddannet logopæd. Hendes forældre flygtede fra borgerkrigen i Sri Lanka i 1980'erne og endte i Fredericia, hvor de skabte en familie og tilværelse. Subanja Nahenthiram og hendes søskende har alle sigtet højt i uddannelsessystemet.
Og det er en tendens, som hun genkender for tamilere i Danmark generelt.
”Familiemedlemmer bliver enten læger, jurister eller ingeniører”
Hun understreger, at det er en del af den fortælling, der gør tamilerne til den gode indvandrer.
Krig og knuste drømme
Forventningerne udspringer ifølge Subanja Nahenthiram af forældrenes bristede fremtidsplaner:
“De havde store ambitioner for sig selv. Så bliver landet splittet af krig, og de kommer til vesten, hvor mulighederne er åbne. Jeg tror, den ældre generation prøver at udleve deres drømme gennem os.”
Og hun ser både styrker og begrænsninger i presset fra familien og omverdenen til at klare sig godt i tilværelsen:
“Det er dejligt at blive anerkendt for at klare sig godt og bidrage til samfundet. Men nogle forældre har nok også slukket deres børns kreative drømme.”
Hermed tegnes et billede af en generation, der både mærker anerkendelsen og konsekvenserne af de høje forventninger.
For Subanja Nahenthiram viser fortællingen om familiens forventninger og egne valg, hvordan kulturelle værdier former både muligheder, men også sætter begrænsninger. Samtidig peger hendes erfaringer på, at nogle af de styrker, der bærer tamilske familier igennem migration og integration, også kan være inspiration for det danske samfund.
Vi kan lære af andre kulturer
"Fra tamilsk kultur har jeg med, at man viser gæstfrihed og åbenhed. Man er ikke så reserveret, som nogle oplever i Danmark. Netop på grund af globaliseringen skal vi være forandringsparate og mere åbne over for andre nationaliteter, vi mangler jo arbejdskraft
Dermed slutter fortællingen ikke kun som en refleksion over tamilernes tilpasningsevne og præstation som flygtninge i et fremmed land, men nærmere som en påmindelse om gensidig læring, hvor åbenhed kan styrke hele samfundet.
