Hver tirsdag er der krig i Aarhus N

Et sværd rammer hårdt mod en skjoldkant, og en blå kæmpe dukker sig i sidste sekund. Hilbert Humlebo er presset helt ud til kanten af slagmarken. Rundt om ham våben, væsner og beslutninger. Ét forkert skridt kan betyde døden.

Så snart terningen standser, forsvinder magien et øjeblik.

For alt dette foregår i en lejlighed på fjerde sal i Aarhus N. Her dystes der i verdens mest kendte bordrollespil: Dungeons & Dragons.

Rummet hvor virkeligheden slipper

Slaget skal finde sted i stuen. Stemningen er allerede nu højintens, ikke fordi der er mange mennesker, men fordi rummet er levende. Planterne i bogreolen hænger ud som nysgerrige tilskuere, mens et tæppe under bordet sluger alle hårde lyde. Kaffe og chips står mellem terningesæt og figurer, og temamusikken fra spillet siver ud over højtalerne og kreerer en eventyrlig stemning i rummet.

På væggen hænger et whiteboard, tætpakket med streger, navne og tidslinjer. Det ligner en efterforskningstavle. For en udenforstående ligner hele setuppet mest et brætspil med for mange regler.

For dem er det et sprog.

Hendes blå alter ego

Midt i det hele er Nina, i dette regi kendt som “Hilbert Humlebo”.

En stor blå “bamseko”. Klodset, nysgerrig, varm og altid lige ved at komme galt afsted.

Nina spiller ham med en blanding af mildhed og mod. Når han fumler, smiler hun. Når han fejler, ryster hun lidt på hovedet og accepterer slaget. Og når han meget sjældent lykkes med noget stort, er hendes begejstring næsten ikke til at skjule.

For Hilbert er mere end blot en karakter for hende.

“Der var en periode, hvor alt gik Hilbert imod. Der kunne jeg mærke, at det også påvirkede mig som person,” siger hun, uden dramatik. Bare nøgternt.

Når man har spillet den samme karakter i fire år, sætter han sig et sted i brystet.

Nina skifter ind og ud og af ham, som tager hun en jakke af og på. Med så mange år som “partnere” kan det tit være svært for Nina at adskille de to. Som når hun stopper op midt i en strategidiskussion, peger på tavlen og siger:

“Det her siger Nina. Det siger Hilbert ikke.”

Et fællesskab bygget på ritualer

De mødes hver tirsdag. Uden undtagelser.

“Jeg tror, det er min uges højdepunkt,” fortæller Nina, mens hun ruller med øjnene over, at folk i hendes frivillige bestyrelse altid forsøger at lægge bestyrelsesmøder om tirsdagen.

Stemningen omkring bordet er tiltalende og gruppedynamikken, som rækker helt tilbage til højskoletiderne, mærkes tydeligt. De afslutter hinandens jokes. De husker hinandens gamle karakterer. De har interne fortællinger, der er længere end nogle venskaber overlever.

Snakken glider naturligt ind på karakteren Jens Allan: en kvindehadende ridder, der efterlod sine spor i gruppen for år tilbage.

Nina griner og fortæller, at hun har fået en ny kollega, Jan Ahlam, som hun konstant kommer til at kalde Jens Allan. Hun har endda kommet til at skrive det i en mail.

“Hvem er Jens Allan, Nina?” havde kollegaen spurgt.

Hele stuen kaster hovedet tilbage af grin.

Det er sådan et slags fællesskab.

Når intensiteten stiger

Da spillet efter en halvanden time bevæger sig fra planlægningsfasen til handling, tager rummet form af noget helt andet. Det er, som om alle trækker vejret en anelse lavere. Terningerne får hårdere afsæt, og stolene knirker svagt, hver gang nogen læner sig frem for at se slagmarken tydeligere. De farverige figurer stilles på bordet i formationer, der i de næste timer kommer til at føles lige så alvorlige, som var de virkelige soldater.

På et tidspunkt rejser Nina sig uden et ord og går hen til vinduet. Intensiteten har bygget sig op gennem den lange strategidiskussion, og hænger som et tæppe i stuen. Hun vipper håndtaget ned og lader kulden udefra ramme dem som en dyb indånding. Ingen reagerer, ingen kommenterer det. De er alle for langt inde i historien til at gøre andet end at lade luften passere hen over dem. Det er ikke længere et hyggeligt tirsdagsrum, det er en slagmark.

Ingen rejser sig.

Ingen kigger på telefoner.

Selv chipsposerne bliver liggende urørte.

Det er sjældent, man ser voksne mennesker være så opslugte af noget.

Slaget lægger sig

Det er først da game masteren siger “vi stopper her”, at rummet giver slip. Som om en kollektiv spænding, der har været holdt tilbage gennem tre timers kamp, endelig får lov at fordampe. Nogen synker sammen i stolen, en anden gnider sig i øjnene, som om de først nu opdager, at det er blevet sent.

Kampen har stået på i 3 timer og 7 minutter. Ingen har været på toilettet. Ingen har hentet vand. Det er først nu, hvor terningerne ligger stille, at man kan mærke, hvor intenst det egentlig har været.

En af de andre spillere løfter armen og viser sit pulsur frem med et grin:

“I skulle have set mit pulsur,” siger hun. “Det plejer at sige, jeg skal slappe af, når vi er i combat.”

De andre griner og nikker genkendende. De har sammen gennemlevet noget, der føltes større, end det objektivt var.

Figurerne bliver pakket ned én efter én, som små karakterer, der nu skal hvile, mens karakterark og landkort ryger tilbage i taskerne. Der er en særlig nænsomhed over bevægelserne, som om ingen helt vil bryde den stemning, der stadig hænger i luften.

Det er et frirum, et fællesskab, en fortælling, de bygger sammen.

Whiteboardet står tilbage med sine streger, pile og planer. Ingen nænner at viske det ud. Det får lov til at blive dér og vente.

For alle ved, at næste tirsdag fortsætter historien.