"Hvis man starter med at please, finder man aldrig sin egen stemme”
Dramatikerstuderende Trine Thostrup er vokset op langt fra kulturlivet og med en alvorligt syg mor. Nu står hun på tærsklen til karrieren og kæmper for at holde fast i sin egen stemme i en branche fuld af forventninger.
"Jeg er jo mega starstruck Téo! Jeg er jo ved at dø! Det er jo ligesom at skulle møde Usain Bolt eller Justin Bieber ”
Trine Thostrup, der studerer dramatik på Den Danske Scenekunstskole, kigger intenst på sin ven Téo Lepetit. Hun har hvervet ham til at være, hvad hun kalder, følelsesmæssig “support” her til aften.
Om få minutter skal hun møde sit idol Dennis Kelly, som er forfatter og dramatiker. Over Zoom. På engelsk. Et sprog, som ikke er hendes spidskompetence at konversere i.
Samtalen skal danne afsæt for hendes bachelorprojekt. En opgave, der i al sin enkelhed handler om at sætte hjernen fri. Derfor giver det mening at tale med netop Kelly, som er et kunstnerisk pejlemærke for hende.
Trine Thostrup har tjekket hans Wikipedia-side grundigt igennem. Han er fra “North London." Hvad end det så skal betyde. Komplicerede engelske ord bliver øvet - flere gange.
Stemningen på værelset minder meget om den, man kender fra minutterne, før man sætter sig ved det grønne eksamensbord.
Mellem visioner og forventninger
Trine Thostrup er dramatikerstuderende på tredje år på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. På uddannelsen lærer man at skrive skuespil og teatertekster.
Til sommer er hun færdiguddannet og skal forlade studielivet til fordel for det, hun selv kalder den virkelige verden. Her venter ansøgninger og eventuelle afslag i en branche, hvor kunstneriske visioner ofte møder krav, forventninger og kompromiser.
For hvordan holder man fast i sin egen stemme, når andre har holdninger til det, man skaber? Når dramatik ikke kun handler om kunst, men også om normer, politik og publikums forventninger? Og når man kommer fra en baggrund, hvor højkultur aldrig fyldte særligt meget?
Det er spørgsmål, Trine Thostrup står over for i dag. Spørgsmål, hun forsøger at navigere i med det, der altid har været hendes vigtigste pejlemærke: en urokkelig tro på sin egen mavefornemmelse.
Et hjem fuld af drømme
Ti timer før sit skæbnesvangre Zoom-møde med Dennis Kelly står Trine Thostrup med en skål havregrød i hånden i sin døråbning. Hendes smil breder sig hurtigt over hele hendes ansigt. Det er et af de slags smil, der både sidder i munden og i øjnene.
Hendes mellemlange, røde hår er vokset lidt ud siden sidste farvning. Når hun smiler, glimter to små tandsmykker.
Hun viser rundt i sit køkken. På køkkenvæggen hænger et billede, hun har fundet i storskrald. Ved siden af hænger en plakat af skuespilleren Tom Holland som Spider-Man.
"Se hans søde lille stramme numse. Han er sådan en lille frækkert," udbryder Trine Thostrup med et grin, mens hun peger på plakaten.
Lejligheden føles mest af alt som et kludetæppe af lappeløsninger. Et opbevaringsrum er så fyldt, at man knap kan åbne døren til det. Et bord står skævt nok til, at man ikke helt tør læne sig op ad det.
"Jeg elsker mit køkken. Det er så dejligt grimt."
Hendes store, runde og guldfarvede øreringe gynger let, idet hun griner lidt af sig selv.
På væggen hænger en to-do-liste. Punkterne er skrevet med forskellig håndskrift.
Find en Peter Sommer-lookalike og scor ham.
Vind i Lotto.
Få bedre håndskrift.
Vind to gange i Lotto.
"Det er som om, muligheden for at give op ikke er der”
Trine Thostrup beskriver selv sin opvækst som det, hun kalder "dansk fattigdom". Hun er født og opvokset i Kalundborg, men flyttede efter sine forældres skilsmisse til Sorø sammen med sin mor og søster. Her boede de i ni år.
Gennem store dele af opvæksten har hendes mor kæmpet med alvorlig sygdom. Da Trine Thostrup var barn, fik hendes mor konstateret kræft, og siden har hun været på både kontanthjælp og førtidspension.
Morens sygdom betød også, at hun tidligt fik et stort ansvar. Hun hjalp sin mor gennem sygdomsforløb og lærte både værdien af omsorg og nødvendigheden af at sætte grænser.
Nogle gange måtte hun sige fra og fortælle, at hun ikke kunne hjælpe hele tiden.
"Det er som om, muligheden for at give op ikke er der."
Samtidig beskriver hun sin mor som en af de største inspirationskilder i sit liv.
At se den person, der stod hende nærmest, kæmpe så hårdt for sit liv, har sat sig dybt i hende.
En ølbong fra mor
Rundvisningen i lejligheden fortsætter. Det roder på altanen. I hvert fald hvis man spørger Trine Thostrup. Men mellem krukker, stole og cigaretskodder føles den mere beboet end rodet.
Herude står også en af hendes yndlingsejendele: en ølbong, som hun fik af sin mor i 25-års-fødselsdagsgave.
Hun læner sig ud over gelænderet og peger ned mod gården.
"Nogle gange tænker jeg, at hvis nogen bryder ind, så kan jeg altid stikke af ud over her. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal redde min roomie. Hun ligger jo inde ved siden af."
Trine Thostrup lukker døren til altanen igen. Hun pakker sin røde taske, husker det vigtigste. Hendes manuskript og en dåse vegansk makrel. Klar til afgang.
At finde sit talent ved et tilfælde
Vejen til dramatikeruddannelsen var langt fra planlagt, og hun beskriver selv sit barndomshjem som "meget antikreativt".
Efter gymnasiet tog Trine Thostrup på teaterhøjskole i 2021 for at afprøve, om skuespil var noget for hende.
Det viste sig dog hurtigt ikke at være tilfældet. Til gengæld blev højskoleopholdet skelsættende af en helt anden grund.
Her fik hun for første gang at vide, at hun havde talent for at skrive, selvom hun er ordblind og først fik diagnosen i 3.g. En lærer introducerede hende til et forfattergrundkursus i Holstebro.
I første omgang afviste hun idéen, da hun ikke vidste, hvad hun ville med sit liv. Senere valgte hun dog alligevel at give det en chance.
Senere deltog hun i Dramatisk Lab, som er et kursus med fokus på optagelse på dramatikeruddannelsen. Her opstod en spirende fornemmelse af, at hun havde fundet den rigtige vej, og hun tænkte: “Det er jo dét, jeg skal!”
Den første opsætning på teateret
Ved frokosttid står Trine Thostrup i køkkenet i kælderen under Den Danske Scenekunstskole.
Hun er lige blevet færdig med dagens prøver med instruktør og skuespillere på det nye stykke, hun har dramatiseret til Aarhus Teater.
“Det er mærkeligt at blive ramt af noget, man selv har lavet, når man ser en anden person få replikkerne til live.”
Det er Thomas Manns novelle Wälsungblod fra 1905, som hun har fortolket. Stykket har premiere om lidt over en måned, så hun er stadig med til prøverne, hvor hun i samarbejde med instruktøren finpudser replikkerne.
Stykket Wälsungblod følger tvillingerne Siegmund og Sieglinde, der er fanget i en følelseskold og lukket overklasses verden.
Først gennem hinanden finder de en måde at føle på. Trine Thostrup opsummerer selv stykket ganske enkelt.
“Kontrol og seksuelt begær som selvskade.”
Et ensomt fag og et magisk skrivebord
Frokosten, en vegansk makrelmad med estragonmayo, er nu spist, og hun bevæger sig op mod sit kontor i gavlen af bygningen.
Et stort hvidt rum med fem gavlvinduer. Et vindue for lidt til, at de seks studerende på uddannelsen hver især har kunnet lave en hyggekrog i vindueskarmene.
“Det kan godt være et meget ensomt fag,” siger hun, da hun sætter sig ned ved sit skrivebord. Hun er den eneste på kontoret her til eftermiddag.
“Da jeg var til optagelsesprøve på skolen, sad jeg ved præcist det her skrivebord. Så det var skæbnen. Jeg ser det lidt som et magisk bord.”
Skrivebordene er opdelt med opslagstavler. Hendes er dækket til af minder og små finurligheder. På bordet ligger to brugte stykker snus, et krus med en sjat kaffe, der har ordene “fucking genius” printet på sig.
Helt til venstre hænger det vigtigste på opslagstavlen. Et tegnet aura-portræt hun har fået lavet af sig selv for år tilbage.
Da hun så, at det ikke blev tegnet med en rød farve, som ellers symboliserer seksualitet og frihed, besluttede hun sig endegyldigt for at slå op med sin ekskæreste.
Hendes blik vender tilbage til computerskærmen. Det eneste, man kan høre i lokalet, er en lav brummen fra en kaffemaskine, der brygger.
Manuskriptet til stykket ligger slået op fyldt med gule post-it notes med noter fra prøverne.
Hun har været til samtale med sin dramaturg fra teateret i dag, som er kommet med en forespørgsel. Starten på stykket skal skrives om, så det bliver lettere forståeligt for publikum.
På jagt efter sin egen stemme
I starten af sit forfatterskab skrev Trine Thostrup aldrig på publikums vegne. Om de forstod teksten, var underordnet. Hun ville skrive dét, der føltes rigtigt. Det absurde. Det behøvede ikke at være spændende for nogle andre end hende.
"Jeg har meget svært ved at gøre noget, som ikke føles rigtigt. Man skal jo også kunne stå inde for det, man skriver."
Den tilgang hænger tæt sammen med den måde, hun ser verden på. Hun voksede op langt fra kulturmiljøer og litterære saloner og har aldrig følt sig hjemme i forestillingen om, at kunst nødvendigvis skal kunne forklares.
Til gengæld har hun altid været optaget af mennesker, der står uden for. Mennesker som hendes mor, der kæmpede med sygdom og systemer. Mennesker, der sjældent får lov til selv at fortælle deres historie.
"Jeg har brug for at fortælle de mærkelige sjæle og lade dem vokse. Jeg er så træt af, at de bliver gjort forkerte."
På skolen har hun lært at tænke mere på publikum og fortællingens struktur. Men hun kan stadig blive frustreret over en del af den danske dramatiktradition, hvor alle valg skal forklares.
"Hvis man skriver en karakter på en bestemt måde, skal man hele tiden begrunde det. Hvorfor taler de sådan? Hvorfor gør de sådan? Hvorfor bander de?"
Den frustration er også en del af forklaringen på hendes fascination af den britiske dramatiker Dennis Kelly. Når hun selv sidder fast i en tekst, vender hun ofte tilbage til hans værker.
Kelly skriver voldelige, absurde og grænseoverskridende universer, som ikke altid følger en logik, der kan forklares trin for trin. Det tiltaler hende.
Snart begynder hendes bachelorprojekt. Et projekt hvor hun har fået stillet opgaven: Sæt din hjerne fri. Det er også derfor hun gerne vil snakke med sit idol.
Zoom-mødet
Der bliver grinet højlydt ved bordet. De sidste minutter tikker ned til mødet med Kelly. Imens tager Trine Thostrup en tår af sit glas rødvin, idet hun læner sig tilbage i stolen, der har noget hvidt, pelslignende stof liggende over sig.
"Vi kan ikke sidde og drikke rødvin foran ham," siger Trine Thostrup i et højt tonefald og bryder selv ud i grin. "Kan vi ikke hælde det over i en Ribena-saftevand?"
Téo Lepetit griner.
"Do you wanna know a Danish specialty called snuffles?" fortsætter hun på bevidst gebrokkent engelsk med en overdreven dansk accent og henviser til den lillafarvede pakke Snøfler med halloweentryk på bordet.
Småsnakken hopper fra det ene emne til det andet. Egentlig handler den ikke om noget særligt. Måske netop derfor. Som om de begge forsøger at holde nervøsiteten på afstand, inden videosamtalen begynder.
Mavefornemmelsen
Trine Thostrup ringer tidligt næste morgen med tydelig begejstring i stemmen. Samtalen er gået godt.
"Jeg fældede en tåre bagefter, det må jeg sige."
Noget af det, der ramte hende mest, var Kellys råd om ikke at skrive for at gøre andre tilfredse.
"Han sagde, at hvis man starter med at please, så finder man aldrig sin egen stemme."
Hun har fået bekræftet noget, hun måske allerede vidste.
At hun skal fortsætte med at gøre det, hun altid har gjort.
Følge sin mavefornemmelse.
Indtil videre har den ført hende fra en opvækst, hvor kunsten fyldte meget lidt til et skrivebord på Den Danske Scenekunstskole.
Og den har sjældent taget fejl.