"Hvis man vil have noget til at lykkedes, så må man hjælpe til"
Hver fredag eftermiddag emmer det af weekend og børnefamilie i Brabrandhallen. Særligt kl 16.45, hvor U4 indtager banen med grønne skumbolde, blinkende sko og lyden af Kaj og Andrea.
16.30
Brabrandhallen er fyldt godt op en fredag eftermiddag.
De høje, røde murstensvægge er tilplastret med lokale sponsoreres firmalogoer. Buus, OK og den lokale Netto er blevet naboer på de tårnhøje vægge og de signalerer, at du er kommet til provinsen. Tilsammen udgør de arenaen for børnefamiliens fredag eftermiddag.
Hal-lyset fra tyve store loftslamper lyser den blålige bane op, hvor tredive 5-6-årige spæner rundt. De har 15 minutter tilbage, og så er der hold-skifte.
16.40
En familiefar kommer stille gående ned ad hallens stentrapper. Habitbukserne med den hvide, nedstoppet skjorte fortæller, at arbejdsdagen netop er gået på hæld. I hans venstre hånd holder hans datter fast i de to yderste fingre. Han sætter sig ned og placerer hende foran sig. Hurtigt hives den lyserøde trøje hives over hovedet. Hun klapper stolt på den lille mave, da hun pludselig står der helt bar, inden hendes far ifører hende en lyserød Hummel-trøje. Det fine, lyse hår sættes op i en tot. Af med de polkaprikkede gamacher og på med Hummel-shorts og håndboldsko.
”TRE, SEKS, NI, TOLV. VI ER VERDENS BEDSTE HOLD. ÅHHH BRABRAND,” lyder det fra banen.
”Skal jeg sætte banen op igen i dag?” spørger en mand, et trappetrin længere nede.
Jesper Andersen er far til Ida, der netop er begyndt på holdet. Iført hvide håndboldsko, sorte løbetights og den obligatoriske sorte trænertrøje melder han klar til dagens træning.
Han har aldrig selv spillet håndbold. Faktisk har han kun spillet tennis og dyrket gymnastik. Men nu manglede der altså en hjælpetræner på u4.
”Det handler for mig ikke så meget om, at Ida skal lære at spille håndbold endnu. Nu skal hun bare være glad og tryg ved at være i hallen,” fortæller han.
Idas storesøster spiller på u6 og når hendes egen træning er slut, er hun med som hjælper på lillesøster Idas hold.
”For mig er det vigtigt at vise pigerne, at hvis man vil have noget til at lykkedes, så må man hjælpe til,” fortæller Jesper Andersen.
I hjørnet af hallen står store orange kegler, farverige hulahopringe, gule agilitystiger og lyserøde overtrækstrøjer klar til at blive taget i brug.
16.45
En anden træner ved navn Joachim, går ind på banen og sætter sig på sine knæ. Han slår hænderne i gulvet. Skiftevis højre og venstre. Der går ikke længe før han er omsværmet af de små børnehænder, der gør bevægelsen efter.
Nu begynder træningen for U4.
Trænerne guider børnene, akkompagneret af deres forældre, længere ned i hallen. Der skal jo være plads til småsøskende rundt omkring.
De arrangerer sig i en rundkreds, og lader en navnerunde begynde. De grønne skumbolde flyver rundt, mens nogen nu altså hellere vil kravle fremfor at fortælle deres navn.
”Han hedder William,” informerer en mor. William kryber sig ind til hende.
16.50
”Kan du strække dine arme højt mod loftet op? strække, strække, strække,” synger Andrea.
Langt de fleste af håndboldspillerne strækker ivrigt armene op i luften, med undtagelse af en pige i lilla adidas-tøj. Hun har hvide blinke-sko på, og i dag er de altså sjovere end hvad end Kaj og Andrea spørger hende om.
16.55
”Nu skal årgang 22 blive i den her ende og årgang 23 skal gå ned i den anden,” råber dagens tredje træner, Eva.
Koncentreret klemmer børnene om bolden og kaster den efter mor eller far, der ihærdigt forsøger at gribe bolden, for at undgå et skuffet barn. Nogle nøjes med at trille bolden over det blålige halgulv, mens andre bare kæmper for at holde deres barns opmærksomhed på banen bare lidt endnu.
17.05
Joachim klapper igen i gulvet. Nu er det tid til dagens tredje øvelse: banen.
I selskab med sin ældste datter, viser Jesper resten af holdet, hvilke øvelser banen i dag indebærer.
Første stop er agilitystigen. Én fod i hver. Hop over trapperne, skyd på mål. Selvfølgelig med den rigtige fod forrest. Fat i bolden. Hurtigt. Slå med en stor gul terning. Den landede på seks. Skyd seks gange på den lave mur. Zigzag gennem keglerne, en aflevering og skyd så på bål. Gå forsigtigt og balancerende over bommen. Hop ned igen. Hop fra den ene hulahopring til den anden. Forfra.
”FORDEL JER UD PÅ BANEN,” råber Jesper og Børste skråler ud i hallen ”Kom med! Det er min sang til dig. Syng med!”.
Foran målet står en dreng klar. Med højre hånd flytter han det mørke pandehår mod højre. Han placerer sin venstre fod på pletten, og rejser sin højre arm. Som en katapult fyrer han bolden direkte ved siden af målet. Far tager sig til hovedet. Drengen kigger op på sin far og tager sig nu også til hovedet, inden de begge bryder ud i grin. Far henter bolden og drengen er allerede videre.
17.15
Igen lyder der en banken i halvgulvet. Nu er de 30 minutters håndboldtræning slut.
”Hvor var i gode i dag håndboldspillere,” roser trænerne og dirigerer spillerne ind i midten til et afsluttende kampråb:
”NU GÅR VI TIL HÅNDBOLD. TAK FOR I DAG,” skriger alle. Også dem der ikke fik rørt en håndbold.
