Minidokumentarer:
Hvis væggene kunne tale: Aalborgstuens historier
Midt i Aalborgs pulserende byliv gemmer sig en sjælden perle. Et levn fra byens Renæssance. Aalborgstuens paneldækkede vægge har dannet ramme om utallige fester, handler og gæster. Fra ejermænd til købmænd og nu, museets gæster.
En kvinde træder over det knagende dørtrin til det 424 år gamle rum. Hendes ildrøde hår og rygsæk i dyb kontrast til rummets mørke fyrre- og egetræsinventar. Hun slubrer sin bubble tea, og kvæles næsten i en af de skrøbelige smagsbomber, ved synet en dame på en plakat i hjørnet. Til sin mand, iført en limegrøn regnjakke, udbryder hun ” Jeg ved virkelig ikke hvad det her er”.
”Det svarer til at have et par Porscher holdende i indkørslen”
Rummet kaldes ’Aalborgstuen’, et navn, der afspejler dets geografiske oprindelse. Aalborgstuen stod på hjørnet af Østerågade og Borgergade indtil huset i 1866, skulle rives ned. Her opdagede en håndværkerforening to historiske stuer fra renæssancen. Nationalmuseet fik den ene, og Aalborg Historiske Museum den anden. Siden påsken 1900, har flere tusindvis af gæster besøgt den, men få kender til de historier den gemmer på. Når købmanden, hvis butik lå i stueetagen, handlede med andre købmænd, skulle stuen vise hans rigdom og pragt. Museumsinspektør Inger Bladt fortæller om rummet:
”Det svarer til at have et par Porscher holdende i indkørslen, at kunne vise sådan en stue her frem”.
Alt i rummet skulle udstråle rigdom, men også gudsfrygt. De nu matte guldindskrifter på stuens panelvægge vidner tydeligt om det. Ordene ’barmhjertighed’, ’gud’ og ’herren’ pryder inskriptionerne over døre og under vinduer, fra Davids salme 105 og Esajas kapitel 53.
Pragtdøren
Inger Bladt smiler og peger mod Aalborgstuens dør hvorpå årstallet ’1620’ er indgraveret:
”Kan du huske jeg sagde, at stuen blev bygget i 1602?”
Hun fortæller at rummet var offer for historieforfalskning under skiftet fra første til anden ejermand og sætter scenen: En mand ligger på knæ og høvler mod rummets trædør. Små stumper af egetræ flyver til højre og venstre i rummet. Foroven ser små englebørn ned på mandens arbejde, mens han fjerner årstallet ’1602’, og erstatter det med et guldbelagt ’1620’.
Døren er en ’pragtdør’, udskæringerne er komplicerede, forgyldte og overlæssede med de små englebørn og pragtfulde søjler. Det blankpolerede, ridsede egetræ vidner om mange års berøring og brug.
En tidslomme
Stuens omslutter dens gæster øjeblikkeligt. Et yngre, tysk par går, mellem museets øvrige udstillinger og stuen, fra en næsten råben, til lavmælt hvisken. Kun et hviskende ”wauw” undslipper den unge tyskers læber, da gulvet knirker under hendes fødder midt på trægulvet og hun ser op loftets udskårne træmønstre. Støvet hænger som et tungt tæppe i luften og lugten af gammelt træ indhyller næseborene, mens ’Der er et yndigt land’ spiller fra en nærliggende udstilling om industrialiseringen.
Inger Bladt mindes, hvordan hun engang måtte smide en ung fyr ud af museet, fordi han, lige der hvor den unge tysker står nu, sad og røg hash.
”Han synes bare rummet havde sådan en dejlig stemning, så han sad der og mediterede, men han forstod jo så også godt, at det jo nemt kunne brænde op.”
Aalborgstuens fremtid
På trods af en omfattende renovering af Aalborg Historiske Museum, er Aalborgstuens fremtid sikret. For efter renoveringen, der er planlagt til at være færdig i år 2029, forklarer Inger Bladt at en ny udstilling vil stå klar, med Aalborgstuen som centralt element.
”Det er det eneste der kommer til at blive stående, man skal kunne gå fra et torvemiljø, med tiggere og handelsmænd, ind i stuen – så kontrasten virkelig bliver synlig.”
Indtil renoveringens påbegyndelse i starten af 2027, vil turister og nysgerrige aalborgensere kunne besøge Aalborgstuen og med egne øjne, ører og næse, opleve en lille bid af renæssancen. Endda helt gratis.