Hvor er fokusset på beredskabsugen i Herning?
En tur i Herning gågade viser, at borgerne ikke er bekendte med beredskabsugen, der ellers finder sted i denne uge.
”Vi er der for Danmark.”
Sådan lyder overskriften for beredskabsugen, som Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab tilbage i slutningen af februar meddelte ville finde sted i uge 19 i 2026.
Formålet med den nye temauge er, at gøre danskerne bevidste om deres rolle i totalberedskabet.
Hvad med Herning
Dog er der ikke meget beredskabsuge at finde i Herning.
Vibeke Jensen fra Herning er en af de borgere, der ikke har hørt om beredskabsugen.
"Det kunne ellers have været meget interessant, hvis der skete noget", uddyber Vibeke Jensen.
Ifølge Henrik Kæregaard, der er beredskabskoordinator i Herning Kommune, skyldes den manglende indsats for beredskabsugen prioriteringen af kommunens ressourcer.
Henrik Kæregaard fortæller, at tiden har været brugt på blandt andet at falde til i sin nye stilling, som kommunen har oprettet.
Også hos Brand og Redning Midtvest har der ikke været mange aktiviteter planlagt i forbindelse med beredskabsugen. De forklarer, at det er et spørgsmål om planlægning og ressourcer, og at de til næste år vil forsøge at planlægge flere aktiviteter i forbindelse med beredskabsugen.
Flere forventninger til næste år
Herningenserne kan derfor godt forvente mere fokus på beredskabet næste år.
”Vi glæder os til 2027 og tror på formatet”, udtaler Henrik Kæregaard, der er positiv stemt over for det nye tiltag, der skal være med til at sætte fokus på beredskabet og starte en samtale blandt borgerne.