Hvor intet vover, intet vindes

Udenfor kryber forårskulden op gennem sålerne, op ad benene og under trøjen, som en påmindelse om, at vinteren ikke har sluppet sit greb endnu.

På Harald Jensens Plads suser søndagstrafikken forbi konstant i en tæt koreograferet rytme.

Midt i det hele står en sort boks, næsten tilfældigt placeret, som en klods nogen har sat fra sig og siden glemt at flytte. Men den har slået rødder på Harald Jensens Plads.

I en periode stod stedet her tomt, men nu er der lys inde bag ruderne på Børnenes Kontor. Den sprøde duft af grillmad spreder sig nu igen ud over pladsen, som en varm fristelse i det kølige vejr. Herinde er luften tæt og klæbrig.

Bag det pletfrie glas, ligger pølserne på stegepladen på rad og række og steger langsomt.

Stegepladen sender en let tåge op omkring Jan Mønsted Jensen, der står i sin mørke hættetrøje og vender en pølse i svøb. “Man vænner sig til det," siger han.

“Den første september sidste år anede jeg ikke noget om pølsevogne,” fortæller han over lyden af udluftningen, der skratter træt over frituren. Han er 65 år og egentlig pensioneret, men han er alt andet end færdig med at arbejde. 

“Jeg fik at vide, at jeg skulle have noget for hånden efter jeg blev pensioneret, og en ven sagde, at pølsevognen her stod tom, så jeg tænkte: Hvor svært kan det være?”

Fra loftet hænger ketchup, remoulade og sennep stille fra kæder i loftet. Der har ikke været kunder i et stykke tid, men Jan skifter sennepen alligevel. Hænderne skal have noget at lave.

“Det tjener ikke helt nok endnu, men det går fremad. Ting tager tid. Det hele skal køres i gang.” Et smil breder sig langsomt under det tykke grå overskæg.

Jan er vant til at kaste sig ud i det ukendte. Som ung rejste han jorden tynd og opdagede, at de mest mindeværdige oplevelser kommer uventet.

Først var der den stormende nat i det nordlige Island, hvor vinden tog så voldsomt fat i hans telt, at han måtte skære teltdugen op indefra, lade det flyve væk og søge ly i en sprække for at holde varmen.

Så var der dengang i Papua Ny Guinea, hvor hans vej krydsede nogle af de indfødte ude midt i junglen. Han løfter hånden og markerer to parallelle linjer i luften for at vise længden på pusterørene, som de bar rundt på.

Han forklarer, hvordan man fjerner en blodigle uden at efterlade giftstoffer. “Du skal have cigaretter og en lighter med i junglen, men ikke for at ryge dem,” siger han og venter et øjeblik. “Du tænder cigaretten og holder den tæt på iglen. Ikke for at brænde den, bare for at få den til at slippe.”

En ældre mand kommer ind i varmen for at få noget at spise, og fanger det sidste af fortællingen. “Hva’ er du ved at fortælle? Din livshistorie?” spørger han. “Nej,” siger Jan med et grin, “det er vist en røverhistorie.”

Men man skal huske at få en på opleveren mens man kan. Indsamle nogle røverhistorier.

”Man skal passe på med at binde sig til noget”. Når først forpligtelserne melder sig, bliver drømmen om at rejse ofte lagt væk, siger han.

Jan vender endnu en wienerpølse, færdiggør en bestilling, nikker, smiler og byder næste kunde varmt velkommen. 

“Hvor intet vover, intet vindes,” siger han. Sådan endte han i junglen og det er også hvorfor han nu står her. “Man er nødt til at prøve det af." 

Nogle siger, det han han laver i dag er dårlig forretning. Men hvis det ikke fungerer, så prøver jeg noget andet. "Jeg stopper ikke her," siger han bestemt.

Da vognen lukkes for dagen, bliver den tætte varme afløst af den gennemtrængende forårskulde udenfor.

Inde bag de duggede ruder står Jan og lukker for i dag.

Et menneske, der stadig vover, bare på en ny måde.