Hvordan endte tamilske navne såsom Anushka, Suresh og Vignesh i Fredericia, Herning og Struer?

Mange forbinder multikulturalitet med storbyerne, men i flere jyske provinsbyer finder man et aktivt tamilsk foreningsliv. Ud af de 13.723 personer med srilankansk herkomst, der i følge Danmarks Statistik bor i Danmark i dag, bor en stor del nemlig i jyske byer. Men hvordan endte de der?

Billede fra kulturfesten 2025 i Dansk-Tamilsk Venskabsforening Fredericia.
Offentliggjort

Tamil-hvad-for-en-fisk?

Tamilsk talende områder i Indien og Sri Lanka

Begrebet tamiler dækker over den etnisk-sproglige befolkningsgruppe, der taler tamil som førstesprog. Gruppen er stærkest repræsenteret i det sydlige Indien, hvor der i dag bor omtrent 69 millioner tamiler, mens der på Sri Lanka bor omkring 3,1 millioner. Langt de fleste dansk-tamiler har srilankansk baggrund, og kom hertil som følge af borgerkrigen på Sri Lanka fra 1983-2009. Her kæmpede gruppen Liberation Tigers of Tamil Eelam for et selvstændigt Tamil Ealam i det nordøstlige Sri Lanka. 

Fra Sydasien til Midtjylland 

Mange af de tamilere, der kom til Danmark som følge af krigen, faldt ind under fordelingspolitikken fra 1986-1998. Her blev 90% af asylansøgerne tildelt en kommune, fordelt rundt i de 14 danske amter, på baggrund af parametre såsom befolkningstal, mangel på arbejdskraft og tilgængeligheden af boliger. Da Jylland både bestod af flere amter og havde et mindre befolkningspres, blev en stor del af de tamilske flygtninge tildelt jyske kommuner, såsom Struer, Herning og Fredericia. I 1980’erne var det primært unge mænd, som kom hertil, da de allerede var involveret i borgerkrigen eller frygtede at blive det. Op i gennem 1990’erne blev mange fulgt af deres hustruer gennem familiesammenføring eller skiftede familie på anden vis, og i dag har 75% af folk med srilankansk baggrund dansk statsborgerskab. 

Denne artikel er en del af temaet De Jyske Tamiler, hvor du møder nogle af de mange dansk-tamiler, som er bosat rundt omkring i jyske provinsbyer. Temaet åbner en dør på klem ind til verden, som mange af os ikke opdager, overhovedet er der. Det er en verden med stærke fællesskaber og foreninger, hvor alt fra fodbold til den danske jul får sit eget tamilske islæt. Du bliver også præsenteret for dobbeltheden ved tamiler, der på den ene side værner om deres tamilske baggrund, og på den anden side er kendt som en af de mest velintegrerede indvandrergrupper.

Danske tamiler i dag

Der er både kristne, ateistiske og muslimske tamiler, men 88% er hinduister. Ifølge lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet, Marianne Qvortrup Fibiger, spiller denne faktor en stor rolle for, hvad der kendetegner dansk-tamiler i dag. Udover at srilankanske-tamilske hinduer i dag har otte indviede templer rundt omkring i landet, med stor kulturel og social betydning, giver hinduisme også et særligt mindset bland tamiler: “Når man er i det aktive arbejdsliv, så er det vigtigt, at man kan give noget igen til det samfund, som man er en del af. Der ligger simpelthen en meget stærke arbejdsetik”. Qvortrup Fibiger fortæller eksempelvis, at flere førstegenerations tamiler tog arbejde på fjerkræsslagterrier, fordi der manglede arbejdskraft, på trods af, at det går imod deres hinduistiske tro at slå ihjel. 

Udover høj arbejdsmoral, så pointerer Qvortrup Fibiger også at tilpasningsevnen bidrager til, at dansk-tamiler kan have et balanceret forhold til netop det, at være begge dele. “Jeg tror flere andengenerations tamilere ser sig selv som primært danske, men hvor den tamilske baggrund er vigtigt for dem. Det er noget, som de bærer med sig, hvor de vælger nogle ting ud, som er særlige for dem.” Hertil tilføjer hun, at bevidstheden om det tamilske ophav for mange tamiler bliver særligt udtalt, når de stifter familie: “Så får man jo et behov for at vise barnet den tradition man kommer fra, og man bliver mere opmærksom på, at man tilhører en særlig tradition, som er hinduistisk”. 

Powered by Labrador CMS