Hvordan holder du krop og sind sundt? Måske taknemmelighed og tilfredshed er svaret

Georges Brassens spiller og fylder stuen på Østerbro, mens efterårssolens stråler varmer. På sofabordet står kaffe, croissanter og småkager fint anrettet. Man kan nemt drømme sig væk til en lille fransk café i hjertet af Paris. 

“Vi meldte os til en rejse på et fransk hold, men kan ikke en stavelse fransk,” griner 87-årige Hans. 

Han er optaget af begreberne taknemmelighed og tilfredshed. Taknemmelighed for at være og for det, der er uafhængigt af livsomstændigheder. Taknemmelighed som udgangspunktet og et af ståstederne i livet.

”Jeg formidler mine gode erfaringer i en metode til at tilføre sig selv ekstra livsenergi og derigennem forsinke sin aldring straks, når den begynder at vise sig. Så holder man sig mere frisk og funktionsdygtig som menneske,” læser Hans op fra et sirligt udklippet stykke papir.

Det er essensen af et længere opslag, han har delt vidt og bredt på Facebook. Det skal være et aktivt valg, som man indretter sig efter. Det betyder, at man ikke vil være så optaget af at optimere sin livsmæssige situation.

”Man skal være tilfreds med det man har, men man kan sige, at utilfredshed er jo mange gange en spore til fremgang. Uden utilfredsheden falder man sgu nok bare i søvn,” siger han.

Samtalesaloner

Facebook-opslaget ender med til åben invitation til at deltage i en samtalegruppe, alle er velkomne. De skal mødes for at tale om netop taknemmelighed og tilfredshed. I øjeblikket er der to aktive hold, der bliver inviteret indenfor hos Hans og hustruen Lillian. Blandt dem der har vist interesse i at deltage er en filminstruktør, en boksetræner og en psykiater.

”Det er så spændende, at man møder alle disse mennesker, som vi ikke kender på forhånd, men som har hver deres historie. Det var været meget positivt, de gange vi har mødt de to hold,” fortæller Lillian. ”Hans er jo meget produktiv og kommer med mange gode ideer.” 

Exalon, Den Grafiske Højskole og Øresundsbroen

Hans er uddannet på Den Grafiske Højskole, der i dag hedder Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Herefter følger en lang karriere, der som en sinuskurve har budt på høj- og lavpunkter. Han har været ansat i forskellige stillinger indenfor trykkeribranchen blandt andet i Politikens hus. 

Senere bliver han hyret af kommunikationsafdelingen ved Øresundsbroen, hvor han holder hundredvis af oplæg. De sidste 20 år op mod sin pension arbejdede han selvstændig som kommunikationskonsulent. Det travle erhvervsliv, gav behov for at kunne slappe af.

Det er med hustruen Lillian, at rejsen mod taknemmelighed begynder. De rendte ind i hinanden i 1965. Club Exalon i starten af Strøget satte rammerne for deres første møde. Hans havde været i teatret med en ven, Lillian var blevet ringet op af sin veninde, der kedede sig derhjemme – bare en enkelt drink, det skulle ikke blive sent. Gennem snart 60 års ægteskab har de nu fundet vejen til taknemmelighed og livsglæde. 

Gode råd 

Da psykiateren har tilmeldt sig samtalegruppen, ringer Hans ham op og bliver efterfølgende inviteret på besøg.

”Jeg havde nogle spørgsmål til ham omkring det, jeg skriver i opslaget, som jeg ville være sikker på, jeg ikke tog fejl af,” fortæller Hans.

Psykiateren har efter samtalen i hånden nedfældet nogle af sine refleksioner over tiltag, han selv lever efter. 

”Han er jo en meget beskeden person, men begyndte at læse op af sine livserfaringer, han havde tilegnet sig i kraft af sit erhverv. Det viser sig, at det jeg skriver, er en måde at tilføre sig selv ekstra livsenergi, og det han kommer med, er en måde at administrere det på,” forklarer Hans og folder brevet ud, der indledes:

Kære Hans,

Om at blive gammel, hvor vejen ned ad bakke kan rumme mange glæder. Ved at være bevist om sig selv på en venlig og hjælpsom måde.

Herefter følger en liste med omkring 15 punkter, der spænder fra vejledninger til tankemønstre, meditation og fysisk aktivitet.

Brevet afsluttes med rådet: Ved at have som et mål at blive et empatisk menneske og ikke et menneske, der dyrker en offerrolle. Ved at indsætte sig på, at døden ender med at blive en forløsende oplevelse. 

I barndommen vokser drivkraften

”Min største udfordring,” funderer Hans. ”Mig selv! Når jeg ikke synes, at min udvikling går derhen, jeg gerne vil. Og så havde jeg selvfølgelig nogle udfordringer som helt lille, men vi har jo alle sammen et eller andet.”

Da han er to år gammel, bliver hans forældre skilt, og begge forsvinder ud af hans liv. Moren drager mod Berlin for at søge arbejde og omkommer i bombardementer i 1943. Faren bliver han præsenteret for som 11-årig uden at kunne genkende hans ansigt, efterfølgende er han kun sporadisk til stede. Barndommen bliver reddet af bedsteforældrene og farmoren er kvinden i hans unge år.

”Det har jo selvfølgelig haft den betydning, at jeg har følt mig bagud, men det har nok også gjort, at jeg har stræbt efter noget mere - et positivt spark,” fortæller Hans med ro i stemmen om ikke at være ønsket af sin mor. ”Jeg hviler i mig selv. Jeg har accepteret og anerkendt, den jeg nu en gang er med evner og mangler.”

”Man kan tilbyde en hest at drikke, hvis den er tørstig, men man kan ikke tvinge den”

”Vi er så optaget af vores hverdag alle sammen, og for tiden går alt lynhurtigt. Det kræver, at man gør taknemmeligheden til en vane og træner den,” siger Hans. 

 Allerede under Thatcher og senere med Fogh Rasmussen herhjemme lægger han mærke til nogle samfundsmæssige ændringer. Der blev i stigende grad talt resultatorientering, og der kom en bølge af effektivisering. Samfundets udvikling de sidste 30 år kan ifølge Hans måske belyse, hvorfor flere og flere børn har højt fravær i skolerne, og at et stigende antal bliver diagnosticeret med blandet andet ADHD.

 ”Der var en dag en, der skrev til mig, at taknemmelighed er ligesom motion. Bliver man ramt af et eller andet alvorligt, er det svært at gennemføre motionen ligesom med taknemmeligheden,” siger Hans. ”Livet er fuld af behov, der skal opfyldes og derigennem stilles en tilfredshed. Jeg har en stærk fornemmelse af, at den selvopholdelsesdrift der sørger for at reparere os, når vi bliver slidte, også forstærkes.”

Han mener, at selvom livsomstændighederne ændrer sig, bliver evnerne hverken ringere eller bedre. Med taknemmelighed som udgangspunkt affødes en helt selvstændig og uafhængig tilfredshedsfølelse. 

Tankesættet er Hans overbevist om, vil afhjælpe nogle af de udfordringer, vores samfund står over for. Det er ikke kun brugbart, når alderen flytter ind og sætter sine spor. Alle vil have gavn af at indføre disse tankemønstre.

Glæden ved et langt liv

“Hvis ellers tingene kører, så er det jo livsforlængende,” siger Hans og smiler.

Lillian bryder ind. 

“Hvis lægerne opper sig, så skal det nok gå,” siger hun. Den lille stue fyldes med latter. 

“Det er jo også et held, hvis man ikke bliver ramt af et eller andet. Det kan være Parkinsons, eller det kan være en mursten,” siger han, og endnu engang bliver der trukket lidt ekstra på smilebåndene.

Lejligheden er efterhånden varmet godt op af resterne af dagens sollys. Hvis man finder taknemmeligheden, frigør man energi hos sig selv, og aldringen sættes ned i fart. Det er ifølge Hans livsforlængende. 

Fornøjelsen ved at dele deres gode livserfaringer vil fortsat være en del af Hans og Lillians liv. De nyder stor glæde ved at tilbringe tid med deres datter og barnebarn. Som Georges Brassens i Chanson Pour l'Auvergnat synger, er der meget at takke for. 

”Jeg vil gerne have, at livet bliver så langt og godt som muligt,” siger Hans. “Forhåbentligt kan vi blive boende her, hvor vi kan sidde og nyde den fantastiske udsigt.”