Hyld det uperfekte, og fiks din slidte sok med japansk broderi

”Jeg kan overhovedet ikke tegne!”

Alle omkring bordet hopper ind i kor, et hav af støtte – jo, du kan så! Aj, ikke sig det, bare prøv, det kan du altså godt...

”Kan du lave et par streger, kan du tegne!”

Det kan være svært at give slip på ideen om at være ’god nok’ til noget. Men det er opgaven i Tekstilværkstedet på Godsbanen i aften.

Damerne, som dækker alle aldre, sidder med test-stoflapper i hånden, og syer sting på størrelse med et ris korn. Bølgede vævninger, op og igennem. Der er ingen rigtige eller forkerte sting her.

Det er det første skridt mod sashiko-broderi og boro-lapning. Sashiko-broderi indebærer at sye nye sting ind i tøjet, typisk med symbolske motiver og mønstre. Boro-lapning er at tilføje nye stoflapper på samme tid.

Det hele spiller sammen som et evigt-fornyet stykke tekstil, som du får glæde af i mange flere år end du forventede. Det er oldgamle japanske teknikker, der bruges til at forstærke tekstiler. Især dem, der ellers ville ende i skraldeposen.

Hyld sokken, glem brokken

Ideen er simpel: fiks dit gamle, slidte tøj. Gør det åbenlyst at det har fået nyt liv. Ikke stress om, at det skal være perfekt. Vær stolt over at du har slidt dit tøj op, i en verden hvor de fleste smider deres sokker ud så snart der går hul i dem. Hyld sokken.

”Det går imod vores danske fejlfinder kultur, normalt må ingen se, at du har lappet noget her, og typisk smider folk bare deres tøj ud, det er både ærgerligt fordi det sagtens stadig kan bruges, og ærgerligt for kloden,” påpeger Ida Christoffersen, som er værtinde for workshoppen på Godsbanen, og arbejder med tekstiler i Re:wair Frederiksberg.

Workshoppen er holdt af Yume.ito, et upcycling mærke med fokus på japanske bæredygtighedsprincipper.

En regnbuefarvet bunke af stoflapper ligger på midten af bordet. Mørkeblå velour mikset sammen med stykker af tynd hamp og kanter med fine blonder. Nogle lapper har kaffepletter, brændte kanter, eller er slidt op til at være halvt-gennemsigtige. Andre er så tykke som gulvtæpper. 

En broderet dug med blomster fremviser maskine producerede blonder i stedet for håndlavede, og en ældre dame påpeger det som en skam.

De har alle sammen medbragt et stykke tøj til denne broderiworkshop. En trøje har mysteriøse huller i siden, nogle jeans er blevet slidt ned i lommen. 

En ældre dame løfter hjørnet af den turkise mønstrede kjole hun har på. Hun skal finde en fin lap, fordi hun elsker den her kjole, og det er jo kun et lille stykke der er galt med den.

Andre har mere svært ved at give slip på kontrollen. To ældre damer sidder og glatter deres medbragte tøj ned, og vrisser lidt af hinanden. De kan ikke forstå hvorfor de ikke får en direkte instruks, og er ikke enige i Ida Christoffersens brug af danglish-pansk – hun mikser gerne grids, borders, skema, og boro, i samme sætning. Damerne vil meget hellere forstå sashiko på rigsdansk. 

Så nålen lå stille, indtil en grundigere forklaring kom.

Craft-psykologi

 Denne type broderi vægter ikke perfektion eller et ’godt’ resultat specielt højt. Ideen er at man syer intuitivt, i de mønstre der falder en bedst ind, og nyde den meditative ro der findes i de gentagende bevægelser. Det kalder Ida Christoffersen for craft-psykologi.

”Det handler om processen, ikke produktet. Det, at være nærværende med dit stof, med din handling. Det giver ro i hovedet med de stille stunder, og gentagende bevægelser. Du forbinder dig mere med dit tøj. Det er et privilegie at have slidt et hul i en trøje,” Ida Christoffersen fungerer som en guide i denne proces, ikke som en censor.

”Sashiko er for alle. Det er en meget tilgængelig teknik. Det kræver ingen symaskiner, eller korrekte afklip. Der er ingen forkerte svar.”

Damerne bliver sluppet løs. De fleste dykker direkte ned i stofbunken. Stykker af gammelt tøj hives frem, og analyseres. Stoffet skal nulres med fingrene, glattes ud over bordet og trækkes lidt i. Hjulene drejer. De sparrer med hinanden løbende, og der er ingen forkerte ideer.

”Hvad nu hvis jeg...”

 ”Ja! Gør det, og du kan også...”

En dug med broderede lyseblå blomster fanger manges opmærksomhed. En mørkeblå indigo-farvet bluse vinder også point. Lyden af stofsakse der hakker igennem tråde, fylder lokalet. En gammel el-kede huffer og puffer i hjørnet.

Damerne lægger lapperne på tværs, med kanterne over hinanden, og begynder at sy med åbenlyse tråde i den ’forkerte’ farve. Lapperne bliver hurtigt det første man bemærker ved trøjen. En fotocollage af stof.

Når alle har fundet deres ide, falder en stille ro over bordet. Damerne begynder langsomt at læne sig mere og mere ind mod stoffet. Deres fokus skifter fra deres øre til deres hænder. En pige, som ankom med sin mor og et par slidte Levi’s, sidder med ryggen bukket, med ansigtet kun et par centimeter fra stoffet mens nålen bobber ind og ud.

Genbrug med guldtråd

Hjemmebagte japanske miso-småkager og te nydes i den komfortable stilhed. Normalt ville den lyde på japansk grøn te, men det er sent på aftenen, så kamillete er erstatningen for de koffeinsensitive.

Mønstre begynder at tage form, i bølgende og kantede linjer. Brok hviskes, når nålen ikke vil, som den burde.

Søstrene Aviaja og Nynne Borup sidder med hver sin trøje. Aviaja har broderet en kanin ovenpå de to øjenfangende lapper hun har syet på hendes slidte t-shirt.

 ”Den lå bare i skabet, med huller i. Den kan man ikke give videre, eller bruge selv. Men det er dejligt at kunne give tøjet et nyt liv.”

Nynne viser hendes lidt misfarvede Irma-bærepose, hvorpå hun selv har broderet en række blå blomster i kanten.

”Jeg bliver ofte spurgt om det var en ’limited edition’ fra Irma, men det er jo’ bare noget enhver kan gøre. Det er fedt at give det gamle et nyt udtryk.”