I 2023 blev Annamarie ramt af en hjerneblødning: "Livet kan stadig leves"

”Hvis jeg gerne vil leve, så skal jeg leve livet.”
Det siger jeg ofte til mig selv.

For to år siden fik jeg en hjerneblødning i lillehjernen. Pludselig kan kroppen ikke som den plejede. Ordene kommer langsomt. Det er hjerneblødningens skyld.
Det ’hakker’ også lidt når jeg taler - særligt lange sætninger er svært. Jeg arbejder hver dag på at blive bedre.

Jeg synes det er vanskeligt at blive gammel. At miste sine kompetencer. 
Men jeg har lært noget vigtigt. Ingen gør tingene for dig: hvis jeg vil noget, må jeg selv tage ansvar.
Min hjerneblødning har gjort, at jeg nu skal holde mig i gang. Det har jeg gjort hele livet. Men nu går jeg ture og svømmer.
Da jeg var 57 år, valgte jeg at blive skilt fra min mand. Det var en modig beslutning, men lige siden har mit omdrejningspunkt været mig selv. Det er sådan, jeg lever videre. 

Kunst har altid været min passion. Som ung gik på Kunstakademiet og underviste senere på gymnasiet i mange år. Jeg har holdt utallige foredrag om kunst. Det gav mig en særlig glæde, at vise elever, hvordan farver kan spille sammen, og hvordan en blyantsstreg kan blive til kunst.
I dag tegner jeg ikke længere og holder ikke foredrag, men kunsten lever videre gennem mine børn, som både er kreative og musikalske.
Når jeg ser dem skabe deres egne former for kunst, ved jeg, at noget af mig fortsætter med at inspirere videre. 

Jeg tænker ofte på en ældre kvinde, der engang ville gå helt til Rom. Jeg skal ikke til Rom. Men hendes mod motiverer mig til at livet stadig kan leves, og at vi altid har valg, selv når kroppen ikke længere kan alt. Nu er jeg 84 år og nu skal jeg finde nye måder at være ’mig’ på. 
Nogle dage, når jeg sidder og hører P1 morgen, mærker jeg, at livet stadig har noget at give.