I de nepalesiske bjerge fandt Siv en yoga, der ikke kun blev praktiseret – men levet

Saltvandet brænder allerede i halsen, da Siv løfter det femte glas. Ved siden af sidder hendes veninde og er i gang med samme ritual, mens solen langsomt farver bjergtoppene i Pokhara. Om få minutter skal hun kaste det hele op igen. Et ritual, instruktørerne kalder rensende, og som her er lige så naturligt som meditationen før daggry eller de lange timer med filosofi og anatomi.

Det er langt fra den yoga, hun kender hjemme fra Danmark, hvor en session typisk ender med en stille meditation, før hverdagen igen kalder. I Nepal er alt yoga: praksissen, teorien, rytmen, ritualerne. Selv når vandet løber én vej gennem næsen og ud gennem munden, giver det mening i den verden, hun er trådt ind i.

Da hun rejser videre til Indien, fortsætter den samme intensitet. Røgelsen ligger tungt i luften, mantraerne synges på sanskrit, og lokale kvinder står urokkeligt i stillinger, hvor Siv selv begynder at ryste. Yogaen føles anderledes her, som noget, der ikke kun handler om kroppen, men om sindet, hverdagen og måden, man bevæger sig gennem verden på. En spirituel dybde, siger hun, “man godt kan mærke.”

Tilbage i Danmark føles kontrasten tydelig. Her er yoga ofte blot et punkt i kalenderen. I Nepal og Indien er det en livsstil. Og selvom Siv nu er hjemme igen, drømmer hun om at tage de næste 300 timers uddannelse. For hun er langt fra færdig med den verden, hun trådte ind i ved solopgang i Pokhara.