I en støvet østjysk biografsal åbnede sig et vindue til Vestbreddens besættelse

Et virvar af gråhvide og enkelte brune frisurer pryder de ellers monotone rækker af røde biografsæder. Lyden af bolsjeposer afbrydes af enkelte host. Luften er tør og støvet, og der lugter af gamle møbler. 

Lyset dæmpes en smule, og op på scenen træder Ole Jessen. Han skal præsentere dagens program; Åbningen af dokumentarfestivalen, PAL:DOK. 

PAL:DOK er en Århus-baseret festival, hvor der forskellige stedet i byen laves fremvisninger af en række palæstinensiske dokumentarfilm. Festivalen opstod som et sidestykke til Palæstina Film Festival, der foregår i flere danske byer om foråret. 

Tidligere socialdemokratisk minister Mogens Lykketoft indleder aftenen med et oplæg, hvor han kortlægger den nuværende situation i de besatte palæstinensiske områder. Hver sætning høres gentaget på engelsk af en kvinde, der oversætter for et par palæstinensiske gæster. Hver gang, der efterlades et tomrum i lydbilledet, høres bekræftende rømmen blandt publikum. Enkelte gange efterfølges hans anmærkninger af stor applaus – særligt efter Lykketoft giver en stikpille sin nuværende stedfortræder hos Socialdemokratiet for, ifølge ham, at være for sløv i optrækket til at give kritik af Israel. 

Mogens Lykketofts telefon ringer efter en halv time. ”Så var der ikke mere tid tilbage,” siger han, og publikum bryder ud i grin. Den 80-årige socialdemokrat forlader salen iklædt jakkesæt og rygsæk, og filmen sættes i gang. 

Der er sort i et par sekunder. Stilheden er total. En stjerneklar nattehimmel vises på storskærmen. Man opdager hurtigt, at nogle af stjernerne er i bevægelse; Det er missiler. 

Filmen ”House of Hope”, som er første dokumentar på festivalens program, fortæller historien om en skole på Vestbredden. Den drives af et ægtepar, der forsøger at køre en Rudolf Steiner-lignende skolegang med fokus på intellektuel, praktisk og kunstnerisk indlæring. Filmens handling spænder 3 år og starter før besættelsen i 2023. Filmen varer i alt halvanden time og der er nærmest bomstille i salen undervejs. Publikum giver ikke de store reaktioner – måske på grund af, at de store følelser, der vises på skærmen, gør det svært at give plads til ens egne. Da filmen slutter, tændes lyset ikke før rulleteksterne er rullet igennem. 

I foyeren til biografsalen står et langbord udsmykket med krydrede småkager, dadler, eksotisk frugtsaft og dekorationer i palæstinensiske farver. Publikum inviteres ud af salen, og der opstår en hidtil uset larm. 

 Generationer mødes på tværs af hinanden i form af pensionister og studerende, der deler deres oplevelser af dokumentaren. Nogle fortæller om, hvor stærke de synes hovedpersonerne var, imens andre begiver sig ud i større politiske debatter.  Man står ikke alene længe, før man inviteres med ind i en samtale, og i et godt stykke tid er denne forhal forum for levende samtaler. 

Iblandt menneskemængden går Ole Jessen, som på skift fra gruppe til gruppe deltager i samtalerne. Ifølge ham, har festivalen udviklet sig, siden den opstod i 2014.  

”Vi er kommet bredere ud. Vi har kunnet mærke at vores publikum også er blevet mere mangfoldigt, og folk i forskellige aldre er begyndt at deltage,” siger Ole Jessen.  

Han er en central mand bag både PAL:DOK og Palæstinensisk Filmfestival, og har været med lige siden dens undfangelse, som skete imellem ham og kulturrådmand i Århus Kommune, Rabih Azad-Ahmad. 

For Ole Jessen er det vigtigt, at de to årlige festivaler sætter fokus på dagligdagen for palæstinensere og ikke bare på den igangværende krig.  

”Debatten er tilspidset de sidste 3 år, men vi vil gerne understrege, at vi driver kulturelle arrangementer.  Vores koncept fra starten har jo været, at vi bare ønsker at nuancere billedet af Palæstina. Folk må mene hvad de vil, det er jo ikke fordi, at vi til hver forestilling går rundt og råber på befrielsen af Palæstina,” siger Ole Jessen. 

Efter en time bliver der efterhånden mere stille, og efterhånden tømmes forhallen. Bakkerne af småkager og dadler er udtømte. Rundt omkring står tomme glas og brugte servietter. Lugten er gået fra støv til sved, og temperaturen i forhallen er steget i hvert fald med et par grader. Som de sidste står Ole Jessen og et par studerende, der har været med bag arrangementet. De efterlades med røde kinder og store smil.