Unge tilvælger Citykirken i en verden af uro og usikkerhed
Fredag aften samles 70 unge til sang, bøn og fællesskab i Citykirken, i Aarhus vest. Her finder nogle af dem et fast holdepunkt i en tid præget af uro og usikkerhed.
Bagerst i lokalet står der to mænd med 10 cm imellem hver deres pander. De har begge lukkede øjne.
Den ene mand med fladt brunt hår og midterskilning, har én hånd på skulderen af en anden mand med langt tilbageslikket blondt hår.
Han fører ordet overfor den blonde mand der forholder sig helt passivt.
Manden med det brune hår taler med så stor lidenskab, at spyttet flyver over i hovedet på modtageren.
Men den blonde mand gør ikke noget.
Han står modtagende og lader velsignede ord om Jesus trænge ind i hans bevidsthed, mens han svajer let i kroppen.
Han kunne godt forveksles med en person under hypnose.
Eller en person i stoftrance.
Men begge mænd er fuldkomment ædruelige. Også selvom de er i start tyverne og klokken slår fredag aften efter 21.
Musikken toner ud og deres øjne mødes da de åbner.
Den ene mand har netop bedt en ’forbøn’ for sin kammerat.
Flere og flere unge tilvælger Citykirken
Hver fredag mødes Citykirkens ungdomsafdeling i Hasle, i det vestlige Aarhus. Det gør de til arrangementet "Nærvær", der bedst kan betegnes som en gudstjeneste. Deres version af gudstjeneste indeholder både taler, prædikener og lovsange.
Lovsange er ikke helt det samme som salmer, men minder mere om popsange tilsat tekster om Jesus.
Citykirken er en del af Pinsekirken og laver disse arrangementer for alle 20-30-årige, der har lyst til at dukke op.
Og det er der mange der har.
De seneste år er antallet af unge mennesker der opsøger Citykirken, nemlig steget.
Også selvom de blandt andet lagde hus til et arrangement om Israel, der gav anledning til en stor demonstration i sommer.
Når fundamentet ryster
Citykirkens ungdomsafdeling er styret af Peter Kozma, 29, der har været en del af kirken i seks år, siden han flyttede til Aarhus.
Han er oprindeligt fra et kristent hjem i Thisted og kommet i kirke hele sit liv.
Han er én af aftenens talere.
I grå T-shirt og strømpesokker.
Når han uden sko bevæger sig rundt i kirken mellem prædikestol og de mange gæster, virker han hjemmevant og udadvendt.
Han retter lidt på de runde briller med gennemsigtigt stel, når han vil igennem med en pointe og taler ellers høfligt med alle fremmødte.
Peter er gift med sin kone, der naturligvis også er fra kristen familie.
Han tror, at forklaringen på unges nyfundne interesse i kirken, blandt andet kan findes i den moderne verdens urolige tilstand:
”Vi er en del af en generation, der har levet i den nok mest fredfyldte tid i menneskehedens historie. Når det fundament så ryster, så er der nok mange der søger mod nogle fællesskaber.”
Denne fredag står Peter også på scenen og prædiker mellem de musikalske lovsange.
Ud af højtalerne strømmer der akustisk guitar, trommer, piano og inderlig sang. Lovsangsbandet er på scenen til at udføre aftenens hovednummer.
Den ene sanger, en mand med mullet-frisure og kridhvid skjorte, kommer med en klar opfordring inden den musikalske fremførelse:
”Nu skal vi synge så meget igennem, at vi ikke kan tale med hinanden bagefter.”
Han tilføjer:
"Lige nu skal vi bare synge og lovprise Jesus. Tak Jesus. Amen"
Ude på tilhørerpladserne befinder sig en divers flok af unge fra Aarhus og omegn. Der er tilskuere på tværs af både hudfarve, hårfarve og højdemeter.
Det internationale skær over arrangementet kommer til udtryk igennem prædikener og sange, der fortrinsvist er på engelsk.
”I praise him, I praise the lord”, lyder det igen og igen fra scenekanten.
Hele salen står op og synger med på aftenens sidste lovsang. En enkelt ung gut, har en sort t-shirt med teksten:
"For God Saved Us All and Called Us". Han synger entusiatisk med, mens han vipper overkroppen fra side til side og klapper taktfast med på sangen.
Musikken intensiveres gradvist op af livebandet mod det endelige klimaks.
En pige har lagt sig ned på gulvet i den stilling man indenfor yoga-verdenen ville kalde 'childs pose', med armene udstrakt og hænderne foldet over hovedet. Men hun træner ikke, hun takker Jesus.
Resten af de 70 unge tilstedeværende har allerede lukket deres øjne. Mange har også løftet deres håndflader op imod himlen. Nogle få har endda tårer løbende ned ad kinderne.
"Helligånden" har overtaget deres sjæl, som de selv forklarer efter aftenens gudstjeneste, er slut.
Sociale medier skaber usikkerhed
Én af dem der utvivlsomt tror på helligånden og Gud er Cecilie Roswall på 24. Hun er iklædt en moderne Adidas træningstrøje, store bukser og læser psykologi på universitet.
Ved første øjekast ville nogle måske ikke tro, at hun var religiøst forankret.
Hun betegner på mange måder noget der er ungt, moderne og ikke minder om en kold søndagsgudstjeneste i folkekirken.
Cecilie kommer regelmæssigt i Citykirken og er vokset op i troen ligesom Peter Kozma. Hendes kæreste Daniel er flyttet fra Hillerød til Aarhus for hendes skyld. De mødte hinanden på kristen efterskole.
Cecilie tror på at mange unge søger troen, da de er urolige for den verden de lever i. Hun kender selv til følelsen.
Hun pointerer dog også, at unges nyfundne interesse for kristendommen, ligeså godt kan skyldes det faktum, at unge bliver præsenteret for mange ’sandheder’ på de sociale medier:
”Alle har deres egne sandheder i dag, hvilket nok kan gøre mange unge i tvivl om hvad der er rigtigt. Der tror jeg, at nogle synes det er rart, at der findes én sandhed."
"At man kan sige: jeg tror på Gud og den sandhed der ligger i det.”
