“I skal sørge for at skabe et liv, som er værd at leve for” 

27-årige Oliver Bendiks Hansen har levet hele sit liv med en alvorlig hjertesygdom. Tre blodpropper, utallige hospitalsbesøg og en krop, der sætter grænser, har ikke fået ham til at sætte livet på pause

Oliver holder sig i gang med gåture langs vandet
Offentliggjort

En hverdag uden garantier

Oliver er udmattet. Trætheden hænger stadig i øjnene, mens han fortæller om turen til Wien, hvor han lige har været. 

Sammen med en af sine bedste venner brugte han de første timer på at slentre gennem de brostensbelagte gader, lade sig føre med strømmen af mennesker og suge byens stemning til sig. 

Da eftermiddagen glider over i aften, beslutter de sig for at spise tidligt.  

Valget falder på Figlmüller, en restaurant, som Oliver uden tøven kalder en sand wienerschnitzel-institution.  

Her finder de plads blandt gæsterne og gør sig klar til at smage en af byens mest berømte klassikere: 

“Vi var inde og spise klokken fire og fik sådan et lokumsbræt af en schnitzel. Så skulle vi hjem og vende på hotellet, inden vi skulle ud at se fodbold”.  

På vej hjem lægger Olivers ven, Sebastian mærke til at Oliver trækker lidt på det ene ben:  

“Er du okay Oliver? Du trækker på dit ben”.  

Hvor det også går op for Oliver, og samtidig begynder hans læber at summe, og han bliver svimmel. Han ser en græsplet, og beslutter sig for at han er nødt til at lægge sig ned, og lige slappe af.  

Han kan ikke rigtig bruge sit ben, i 30 minutter. Men pludselig går det nogenlunde væk:  

“Nå, det var nok ikke noget. Jeg har nok bare været træt eller haft lavt blodtryk." 

-Det skal siges at Oliver har haft fire større blodpropper, i hjernen før det her. Så han er rimelig vant til det.  

De andre gange har det været sådan at Oliver er faldet helt om, og hverken har kunne tale eller bevæge sig. Derfor tænker han det bare er lavt blodtryk, eller noget andet.  

Diagnoser

Oliver har følgende diagnoser

Højresidig atriel isomerisme med aspleni

Atrioventrikulær septumdefekt

Hypoplastisk venstre ventrikel syndrom

Pulmonal atresi

Situs inversus abdominis

Supraventrikulær takykardi

Tre hjerneinfarkter

mm.

Da de går hjem til hotellet, kan Oliver godt mærke at han er meget træt, og de vælger derfor at aflyse fodboldkampen.  

Han lægger sig til at sove klokken 18:00, og han sover så i 14 timer, før han vågner igen.  

Han kan godt mærke at han har ondt i hovedet, og nakken da han vågner, men han har lige haft hold i nakken, ugen før, så det tænker han ikke videre over.  

De forsætter deres ferie, dog med et betydeligt lavere tempo, end originalt planlagt. 

Da de kommer hjem til Danmark igen, bliver Oliver indlagt, det viser sig at der var et blodkar, som var sprunget i nakken, som havde gjort at han fik blodproppen.  

Han var indlagt i én uge. 

Barndom  

Oliver er vokset op i en lille by uden for Middelfart, hvor han husker sin barndom som ”meget lykkelig.” 

Hans forældre vidste fra begyndelsen, at deres søn var alvorligt syg. Efter hans fødsel fik hans forældre at vide, at han ikke skulle regne med, at Oliver blev mere end en uge gammel. 

Alligevel valgte familien ikke at pakke ham ind i vat. 

Oliver voksede op med sine to søstre, Annabell og Malou. De legede i naturen, byggede huler og legede med Lego ligesom mange andre børn. 

Sygdommen fyldte. Hospitalerne fyldte. Bekymringerne fyldte. Men familien forsøgte at lade livet fylde mere. 

“I skal sørge for at skabe et liv, som er værd at leve for” 

Det er en sætning, Oliver husker fra sin opvækst  

Oliver i sit køkken

- Ved hans fødsel, var det hvad lægerne fortalte hans forældre  

Som barn kunne han mærke, at kroppen ikke altid kunne det samme som de andre børn. Han kunne ikke løbe lige så hurtigt på fodboldbanen og han kunne ikke altid holde sig vågen lige så længe. Det resulterede i et fokus væk fra boldbanerne, og tættere på litteraturen. 

At leve med det 

På bordet foran Oliver Bendiks Hansen ligger en bibel, en bog om sygdom, en Rød Aalborg LED-lampe, en pilleæske med blodfortyndende medicin og udstyr til at slibe knive. 

Det er ting, der på hver sin måde fortæller noget om manden på den anden side af bordet. 

27-årige Oliver har levet med en alvorlig hjertesygdom hele sit liv.

Alligevel er det ikke sygdommen, der fylder mest, når han fortæller om sit liv.

“Det er en del af mig, men det er ikke mig.”

Det er måske netop derfor, han har travlt.

Olivers arbejdsstation

Han skriver bøger, holder foredrag, besøger venner, tager på ture og opsøger de oplevelser, han kan få plads til. Nogle gange bliver tempoet for højt. Det ved han godt.

“Jeg ved ikke, om det er en latent dødsangst, som har gjort, at jeg skal ud og gøre noget.”

Han holder en kort pause.

For måske handler det ikke kun om frygten for at dø. Måske handler det lige så meget om ønsket om at få så meget som muligt ud af den tid, han har.

De gode ting i tilværelsen 

God mad og Bourgogne står stadig på indkøbslisten. Det samme gør gåture, venner og en god bytur. 

“Lev dit liv, gør lige hvad du har lyst til,” siger han.

Det er ikke altid let. Kroppen tvinger ham indimellem til at sætte tempoet ned.

Men Oliver forsøger at se anderledes på de begrænsninger, sygdommen giver ham.

Jeg har tilgivet den lidt.

For ham handler det ikke længere om at vinde over sygdommen. Det handler om at finde ud af, hvordan livet kan leves med den.

Når Oliver taler om de ting, der har stor betydning i hans liv, er vin, natur og familie nogle af de ting, der fylder for ham.

I vindueskarmen står der gamle vinflasker udsmykket som stearinlys. Et sort vinkøleskab med plads til 65 flasker gemmer sig i hjørnet og en stor krukke af gamle korkpropper står ved siden af.

I Olivers køkken hænger en plakat med citatet fra Johnny Madsen: "Lige meget hvor sort livet er, så der altid lys i køleskabet"

“Det er vigtigt at få fyldt noget andet ind i tilværelsen, men også at hælde noget godt i glasset”

Når Oliver har overskud og tid, tager han nogle vagter på det lokale værtshus, hvor han står ude i køkkenet, og smører smørrebrød.

Naturen er også noget, der har fyldt meget for Oliver.

“Jeg går ofte lange ture i skoven. Både fordi min læge anbefaler det, men også fordi jeg elsker det.” 

Og selvom Oliver ikke har “de grønne fingre”, så er plastikplanter et klart “no-go”. Autenciteten er vigtig. 

Samarbejde med andre patienter 

Igennem de seneste år har Oliver besøgt flere patienter, der har mange af de samme udfordringer som ham selv. 

“Jeg synes, at jeg kan spejle mig selv i meget af det arbejde som jeg har lavet” siger Oliver. 

Ligesom meget andet er der sjældent enkelte løsninger på, hvordan mennesker som Oliver formår at se mening i deres liv. 

“Jeg har ikke de vise sten, men jeg håber at der er nogle som ser en mening i det jeg har lavet.” 

At give videre 

I foråret udgav Oliver bogen: ‘De skjulte ars fortællinger’ i samarbejde Børnehjerteforeningen, Stine Buje og Erickae Sommerhill.  

Bogen skal være med til at fortælle livshistorien på ti kroniske patienter og hvordan de stadig formår at leve et meningsfuldt liv og ikke lader deres diagnoser definere dem.  

Oliver har gennem sin bog, foredrag og samarbejde med European Society of Cardiology mødt mange mennesker, der deler en livshistorier, som ligner hans egen.  

Det er noget, der ikke bare har fortalt ham meget om patienternes liv, men også om hans eget. 

“Man reflekterer mere over sin egen eksistens, når man snakker med andre.” 

En stopklods fra fødslen 

For mange er det angsten for ikke at lave nok, der fylder, men for Oliver er det noget andet.  

Jeg er ikke så god til ikke at lave noget.  

For Oliver er det desværre en nødvendighed, at man nogle gange bliver nødt til at bremse op og give kroppen en pause.  

Det er noget han har fået fortalt af adskillige læger, men for ham er der en højere mening med det han laver.  

“Men jeg vil jo heller ikke bare kæfte op, bare for at kæfte op.” 

siger han imens han trækker på smilebåndet.  

“Humor har altid fyldt meget for mig og min familie” 

Humoren var en måde, hvor Oliver og familien kunne tale om de ting, der var svære.  

Når pulsen steg for Oliver, fulgte der typisk et obligatorisk hospitalsbesøg med. Dog havde Oliver og hans far en metode, der kunne få pulsen ned uden udrykning.  

“Min far sagde til mig at hvis jeg kunne brække mig uden at vi tog på hospitalet, så ville jeg få tusind kroner. Det var jo lette penge.” 

Sådan siger Oliver mens han griner. Og så var alle hospitalsforsøg ikke helt forfærdelige.  

Jeg fik jo legetøj efter hvert besøg… Det var ikke så dårligt. 

Familien ville også ofte smide Oliver ud i naturen, hvor faren ville sige.

“Drengen skal jo have noget frisk luft, når han er dårlig til at trække vejret.” 

Selvom Oliver uden tvivl har haft et liv, der har været meget hårdere end de fleste af os kommer til at opleve, giver det ikke mening for ham at “pive over sin egen tilstedeværelse” 

“Selvom nogle dage er hårdere end andre, er det noget jeg har lært at leve med. Nu fokuserer jeg på fremtiden.” 

Oliver får sig noget 'frisk luft' imens han tager os ned til havnen.

Fremtiden 

Oliver arbejder på, hvordan han skal navigere i den opmærksomhed han pludselig har fået. Nu er det foredrag, møder med patienter og dumsmarte journalister der vil høre hans historie.  

“Når du som hel ung konstant bliver sat i fokus grundet din sygdom, kan det være svært at søge opmærksomhed.” 

Når Oliver tænker over hvad der skal ske i fremtiden, er der altid fyldt med planer og problematikker.

Jeg skal holde et foredrag i Irland, men det er ikke helt så let, at få en rejseforsikring for sådan en som mig. 

Det er nogle af de udfordringer han desværre støder på som kroniker, der er med til at begrænse ham.  

For Oliver er sygdommen ikke ham, men en del af ham. I meget af hans professionelle liv har sygdommen været i fokus, men det vil han gerne ændre. 

“Jeg kunne godt tænke mig at skrive noget skønlitterært. Jeg elsker at skrive, men det er tit min sygdom, der er i fokus.” siger Oliver imens at blikket falder tilbage på hans knivsliber 

“Men det kan jo være, at jeg bliver skidegod til at slibe knive og bliver knivsliber.” 

Den ikke-pensionerede førtidspensionist 

I 2025 får Oliver en besked, der ændrer hans forestilling om fremtiden. Under en samtale med sin læge får han at vide, at han skulle på førtidspension.  

Kroppen kan ikke holde til et fast arbejde og en travl hverdag, lyder vurderingen. 

Beskeden rammer hårdt. Oliver har gennem store dele af sit liv været afhængig af det offentlige system, og derfor har han længe haft en følelse af, at han en dag skulle give noget tilbage. 

Jeg har jo været sponsoreret af velfærdsstaten hele mit liv

Han står med en cand.mag. i religionsvidenskab, men får samtidig at vide, at arbejdsmarkedet ikke længere er en mulighed.  
For mange ville det være et punktum. For Oliver bliver det snarere et komma. 

Mens lægerne råder ham til at sænke tempoet, sidder han allerede fordybet i arbejdet med bogen De skjulte ars fortællinger, som han har skrevet i et samarbejde med Børnehjertefonden. 
Her samler han historier fra ti unge mennesker med komplekse hjertesygdomme, som trods udfordringerne har skabt sig liv med uddannelse, karriere, familie og drømme. 

Oliver læner sig lidt tilbage og smiler forsigtigt. 

"Jeg er jo ikke meget for at hovere, men jeg er ret stolt af den bog" siger han lavmælt. 

Bogen er langt fra det eneste projekt på skrivebordet. Ved siden af er han med vært på podcasten Unge Hjerter for Hjerteforeningen. Her fortæller unge med hjertesygdomme deres historier med egne ord.
Samtalerne kredser om sygdomsforløb, hverdagsliv og de store spørgsmål, der uvægerligt melder sig, når livet ikke følger den plan, man havde forestillet sig. 

Engagementet har også ført ham ud over Danmarks grænser.

Oliver er blevet inviteret som paneldeltager ved European Society of Cardiology i Dublin, hvor han skal dele sine erfaringer og fortælle om livet med hjertesygdom. 

Selvom han officielt er blevet førtidspensionist, virker pensionisttilværelsen stadig langt væk. Han nævner flere projekter, der ligger og venter i kulissen, men holder kortene tæt ind til kroppen. 

Dem må vi høre om en anden gang. 

Oliver arbejder på fremtidige projekter

Et halvfyldt glas 

Måske er det netop sådan, Oliver forsøger at leve. Med plads til sygdommen, men uden at lade den fylde det hele.

Der skal stadig være plads til Bourgogne, knivslibning, venner, madlavning og ture til Wien. Også selvom kroppen indimellem minder ham om, at den sætter sine egne grænser. 

Når Oliver ser tilbage på turen til Wien, er det ikke blodproppen, der står tilbage.

Vi havde en god ferie. Det var virkelig fedt.

Powered by Labrador CMS