I stille protest bryder de tavsheden

”Har du nogle flere strips?”, bliver der spurgt på tværs af det hvide banner, der rulles ud.

”BRYD TAVSHEDEN” står der med store, insisterende bogstaver. Snorene, der sidder i hjørnerne på banneret, er tydeligt mærket af, hvor længe det har båret på det budskab. Nu hænger det her, lyst op af solens stråler, med front mod krydset mellem Vestre Ringgade og Søren Frichs Vej.

Det er Christian Ulstrup og Michael Fehsenfeld, begge 58 år, der er ved at gøre klar til den ugentlige onsdagsaktion. Begge lyner de jakkerne op, og lader de sort-hvide tern i Keffiyeh-tørklæderne, der hænger om deres hals, træde frem. Tørklædet er ikke et krav, men et stille tegn. Det er blevet et udbredt symbol på solidaritet med Palæstina, og det er netop dette, der bringer dem til krydset i dag. Og alle andre onsdage.

Når trafikken svarer igen

Folk dytter og hujer i den travle eftermiddagstrafik, men i dag er det ikke interne stridigheder blandt bilisterne, der er årsagen. Nej, i dag skyldes det de fremmødte aktivisters klare budskab.

Det var Christian Ulstrup, der for lidt over et år siden var med til at tage initiativet til onsdagsflagningen. Selv har han et travlt liv med arbejde, kone og to børn, men alligevel føler han sig moralsk forpligtet til at gøre noget.

”I dag er der lidt mandefald”, siger Ulstrup, mens han peger på Michael Fehsenfeld og Mette Kristensen, de to andre, der er mødt op. Han fortæller, hvordan de i starten blot stod ganske få ude ved Ringvejen. Siden er der kommet så mange til, at man nu kan støde på de livlige farver i det palæstinensiske flag seks forskellige steder i byen.

Til trods for at bevægelsen har udbredt sig, får det stadig ingen mediedækning. I starten af februar havde konceptet årsdag, men den begivenhed er gået ubemærket hen for de fleste.

En mand i en varevogn sætter farten ned, i det han passerer Christian Ulstrup og de andre. Han dytter et par gange og strækker to fingre i vejret. Det er et fredstegn. Ulstrups smil blotter hans tænder, og han spejler håndtegnet tilbage.

De små møder i en stor konflikt

De tre fremmødte har stillet sig godt til rette op af det bannerklædte gelænder med front mod trafikken. Mette Kristensen, 58 år, har fundet en pakke chokoladesandwichkiks frem, som hun og Michael Fehsenfeld spiser med fornøjelse.

”Free Free Palestine, Free Free Palestine!”.

Alle tre vender hovederne nærmest unisont. Det er en flok indskolingspiger, der kommer gående med skoletasker på ryggen i et sortiment af lilla, blå og lyserøde farver. Christian Ulstrup har ikke kiks i munden, så han synger med. Michael Fehsenfeld klukler i fornøjelse over pigernes tilråb.

Han bliver glad, når de anerkendes på den måde. Det er her, det giver mening for ham, at han står her, fortæller han. Fehsenfeld forklarer, at han så vidt muligt er med hver onsdag, da han ikke kan forstille sig at stå passivt hen.

”Jeg har brug for at føle, at jeg gør noget, og når man møder palæstinensere, der er rørt over støtten, så føler man, at man gør en forskel. Også selvom vi ikke kan stoppe det, der foregår”. 

For ham er det vigtigst at vise solidaritet.

Den rungende tavshed

Konceptet med at hejse flaget for Palæstina startede i kølvandet på våbenhvile-aftalen, som trådte i kraft i januar 2025. Meldinger om fortsatte angreb i Gazastriben affødte onsdagsaktionerne. Christian Ulstrup er træt af, at det efter et år stadig ikke har fået nogen opmærksomhed.

 ”Jeg bilder mig ikke ind, at det, vi gør her, gør en kæmpe forskel, men det er trods alt noget. Og hvis der er noget, vi har lært fra historien, så er det, at frygtelige ting sker, når vi tiger og ser passivt til”.

Han mener, at manglen på opmærksomhed skyldes, at de opfører sig pænt, og det er der ikke en spændende historie i for medierne.

Michael Fehsenfeld er også chokeret over den stilhed, der har været. 

”Hvis jeg var Palæstinenser, tror jeg, at jeg havde følt mig enormt glemt”.

Indtil næste onsdag

Klokken er blevet 17:00, og solen er så småt ved at svinde ned bag trækronerne. Christian Ulstrup og Mette Kristensen er ved at rulle flag sammen, imens Michael Fehsenfeld for anden gang i dag klatrer op i masten til venstre for dem. Denne gang for at løsrive de flag, der tidligere blev fæstnet.

Lige som de to mænd er ved at klippe banneret løs fra gelænderet, cykler der en dame forbi på en elcykel. Hun stopper op lige foran dem med et blik, der vil dem noget.

”Vi glemmer jer ik. Vi ser jer, og vi ser Palæstina”, siger hun med en seriøs mine, der hurtigt transformerer sig til et kærligt smil. De udveksler et par ord med damen, inden hun fortsætter turen hjem fra arbejde.

Det samme gør de andre tre. De går hjem. Indtil næste onsdag, hvor de gør det hele igen.