Ikke tilstrækkeligt bevis: 32-årig frifundet i byret

En 32-årig mand er blevet frifundet i en sag om euforiserende stoffer, dette blev bestemt i byretten i Aarhus onsdag d. 25. marts

32-årig mand frifundet ved retten i Aarhus
Offentliggjort

Politiet fandt hash i store mængder da de i 2023 ransagede en lejlighed i Aarhus, men selvom en 32-årig mand havde en nøgle til lejligheden og overnattede i lejligheden fra tid til anden, var det altså, ifølge Aarhus byret, ikke nok til at manden kunne blive dømt.

I november 2023 fik politiet, efter mistanke om euforiserende stoffer, skaffet sig adgang til en lejlighed på Emmasvej i Brabrand, Aarhus Vest. En lejlighed som den 32-årige gerningsmand havde en nøgle til og hvor han opholdt sig jævnligt, dog uden at have ejerskab.

I lejligheden fandt politiet 1.185 gram hash og 10.600 kr. i kontanter. Blandt dette fandt de en pose med den 32-åriges fingeraftryk, en pose som indeholdt 31 hashjoints.

Kendt i retssystemet

Manden, som flere gange tidligere er blevet dømt, bl.a. i 2016 hvor han blev dømt til 4 måneders ubetinget fængsel for salg af euforiserende stoffer, nægtede sig skyldig.

Et vidne, som havde den anden af de 2 nøgler til lejligheden, forklarede i retten at den 32-årige ikke havde noget med hashen at gøre, men at det derimod tilhørte en tredje ven, som havde fået lov til at opbevare de euforiserende stoffer i lejligheden, dog uden at den tiltalte kendte til det.

Forsvarer får medhold

Anklageren argumenterede for at tiltalte skulle idømmes 3 måneders ubetinget fængsel, med fremhævelse af hans tidligere domme. Forsvarer Mette Grith Stage lagde dog vægt på at den 32-årige, ifølge vidneudsagn, ikke havde kendskab til hashen og at han ikke havde opholdt sig i lejligheden op til 2 uger før ransagningen havde fundet sted.

Retten var enig med udlægget fra forsvarer, og endte derfor med at frifinde den 32-årige mand i forholdene omkring euforiserende stoffer.

Erkendte sig skyldig i bødeforhold

Den 32-årige mand var udover de euforiserende stoffer også tiltalt i 6 andre forhold, som omhandlede trafikforseelser og verbale overfald mod politiet. Her erkendte han sig skyldig i de 5 af dem, men nægtede sig skyldig i ét af forholdene, hvor han var tiltalt for at have kørt overfor rødt lys i vejkryds i Hasle.

I den forbindelse blev færdselsbetjenten, som havde stoppet den 32-årige, indkaldt som vidne. Her viste han retten en optagelse, hvor det kunne ses at den tiltalte kørte overfor rødt lys. Retten fandt at vidnets udsagn samt bevismateriale var tilstrækkeligt, og han blev derfor erkendt skyldig.

De 6 lovovertrædelser medfører en samlet bøde som retten fastsatte til 9.400 kr., men grundet tiltaltes begrænsede midler blev den nedsat til 5.000 kr. Der blev ligeledes fastsat en forvandlingsstraf på 10 dages ubetinget fængsel, som træder i kraft hvis tiltalte ikke betaler sin bødestraf.

Powered by Labrador CMS