’Ild i natten’ over Hvolris

Vi står samlet rundt om ler-skulpturen. Ild kaster sig op mod himlen, som en drage der hidsigt spyer ild. Gnisterne dør ud i nattemørket, og aske falder som fnug ned over forsamlingen. Der er god stemning. En lavmælt summen fra samtale mellem familiemedlemmer og venner breder sig.

Det er fredag d. 5. september, og mange er mødt op til arrangementet ”Ild i natten” på Hvolris Jernalder. Et arrangement af Hvolris Venner, som er en støtteforening til Hvolris Jernalder. Ved indgangen mødes man af stemningsfuld musik fra musikerne Mette Katrine på harmonika og Kristian på violin. Der er mennesker i alle aldre. En af de fremmødte er Birgit Bak Nielsen. Hun har tidligere deltaget i Ild i natten, men for omtrent 10 år siden.

”Jeg husker det som meget stemningsfuldt, så det tror jeg også er min forventning,” siger Birgit Bak Nielsen.

Ved siden af Birgit står Hanne Tind Jensen, som har deltaget en del gange før.

”Det er ligesom Birgit siger, det er en stemning. Det her med, at man går fra en tid til en anden, til efteråret. Jeg kan godt lide lidt anerledes riter, der tager udgangspunkt i naturen. Der er noget over Ild i natten,” siger Hanne Tind Jensen.

Aftenen byder på fællessang, solnedgang, dans, musik og selvfølgelig ”Ild i natten”, og på aftenens første stop maler naturen med fine penselstrøg. Vi befinder os på en af områdets mange bakketoppe. Det er solnedgang, og solen forsvinder stille bag en anden bakketop i horisonten. Det fremkalder orange farver, som kun solen kan fremkalde. Imens er der fællessang og musik fra harmonika og violin.

Det går jævnt ned ad bakke på stien tilbage fra bakketoppen. To ældre kvinder, den ene med rollator, griner sammen, da den ene med et glimt i øjet siger: ”Skal jeg sætte en snor i dig?”

Musikken spiller: Først den ene vej, og så den anden vej

På aftenens andet stop spiller Mette Katrine og Kristian op til dans. Der danses to og to – ”først den ene vej, og så den anden vej” – og tre og tre, og tilsidst i fælles flok. Mette Katrine og Kristian leder an. 

Sidste dans foregår i en stor rundkreds. Kristian fortæller om et såkaldt ”Vejle-twist”, når man bevæger sig frem i rundkredsen, fra hånd til hånd. Musikken spiller. Langt de fleste danser. Fra hånd til hånd i rundkredsen, og så to og to ind mod midten. Imens råbes der: ”En, to, tre, så siger vi hey”.

Jeg kan se månen gennem træerne

I en lang linje bevæger vi os gennem skulpturlunden på Hvolris. Der er træer og fakler på begge sider af den smalle sti. Tusmørket har sænket sig over os. Musikerne spiller forrest i gruppen. En kvinde siger: ”Det lyder så flot med det violinspil”. Vi når ind til en lille lysning mellem træerne. Her er der en stille stund til lyden af musikken og bålets knitren i midten. 

Vi bevæger os videre, og det er nu blevet ’rigtig’ mørkt. En lys barnestemme siger: ”Jeg kan se månen gennem træerne”. Langs med stien er skulpturer smukt oplyst af levende lys.

Som en ildspyende drage op mod nattehimlen

Til sidst når vi frem til en stor ler-skulptur – en såkaldt ler-ovn. Den er omkring to meter høj, rund som et fyrtårn, med små runde huller langs siderne og en åben top, hvor flammerne kan slippe fri. 

Ild-mesteren tænder op i den imens forsamlingen kigger på. Han fortæller, at ovnen ”er så kold, at man kunne kramme den” på trods af ilden indeni den. En mand går hen til ovnen, og råber i sjov ”av, av, av”. Det får mange til at grine.

Ild-mesteren kaster, hvad der ligner tryllestøv, ind over ilden. Ilden reagerer prompte med gnistrende flammer op mod den stjerneklare nattehimmel. Enkelte gange fremkaldes et grønt skær i ilden. Herefter får børn og voksne også lov til at prøve.

Når man spørger Hanne og Birgit, hvad de synes om aftenen, er svaret: 

”Fantastisk. Musikken passede så godt,” siger Hanne Tind Jensen.

Birgit Bak Nielsen siger desuden:

”Jeg synes, at vi har været heldige med vejret, det har givet ekstra stemning, at man kan kigge på ilden oppe på himlen."