Inklusion er ved at knække lærerne i folkeskolen
Ambitiøse inklusionsreformer og økonomisk pres har skabt et arbejdsmiljø i folkeskolen, hvor lærere presses til grænsen af stress, moralsk udmattelse og en følelse af pædagogisk afmagt. Projektet fortsætter, men på hvilken bekostning?
I mere end ti år har inklusion i folkeskolen været et af de politiske projekter der har været på dagsordenen. Målet har fra start været tydeligt: flere børn skulle rykke fra de dyre specialtilbud og specialklasserne og over i den almene folkeskole.
Politisk bliver det fremstillet som en pædagogisk nødvendighed og et socialt fremskridt. Men ude i klasselokalerne er lærernes oplevelse en helt anden. Nemlig et inklusionsprojekt der langsomt, men sikkert er ved at knække dem.
Nye nationale undersøgelser viser, at presset på lærerne er massivt. I dag oplever 11% af lærerne i høj grad stress, mens 34% oplever det i mindre grad, i forbindelse med deres arbejde. Og inklusionen af elever med særlige behov fremhæves, som den ledende årsag. Undersøgelsen viser også, at mange lærere ikke føler de har de nødvendige pædagogiske redskaber til at løfte inklusionsopgaven.
Anita Bütow, folkeskolelærer gennem mange år, har både oplevet folkeskolen før og efter inklusionsreformen, beskriver folkeskolelærernes opgave i dag således.
”Opgaven som folkeskolelærer er blevet så kompleks. Der er så mange ting man er nødt til at gøre, og så er der nogle ting man rigtig gerne ville gøre, men som man ikke når. Man har så mange gode intentioner, men det kan vi simpelthen ikke nå.”
En opgave der stadig vokser
Ifølge en rapport fra Børne- og undervisningsministeriet, fra 2024 bruger danske lærere i dag markant mere til på klasseledelse, konflikthåndtering og uro i klasselokalerne end tilfældet tidligere har været.
Undersøgelsen viser at lærerne selv vurderer at de i gennemsnit bruger 14% af undervisningstiden udelukkende på at opretholde ro og orden. Det er tid, der ikke kan bruges på undervisning.
Lærere forventes i dag at undervise elever med mange former for vanskeligheder, herunder angst, autisme, ADHD, ofte i klasser med op til 28 elever, og mange steder må de vente længe på pædagogisk vejledning og støtte fra PPR.
En rapport fra Videnscenter om handicap dokumenterer, at 70% af lærerne oplever, at de mangler kompetencer til at skabe den inkluderende undervisning, som kommunen forlanger. Samtidig med at halvdelen mangler socialpædagogisk faglighed.
Over halvdelen af de adspurgte lærere i undersøgelsen oplever desuden, at den nødvendige hjælp fra PPR kommer for sent, eller ikke kan omsættes i praksis.
Nanna Vaaben som forsker i stress og arbejdsmiljø blandt lærere påpeger også problematikken.
“Det kan tage årevis at få bevilget ressourcer, og så når barnet at få det værre, klassen får det værre og læreren får det værre.”
Moralsk stress
Ifølge Nana Vaabens undersøgelser betyder det stigende arbejdspres ikke kun øget travlhed, men også til det, der kaldes moralsk stress. Et begreb, der dækker over situationer hvor lærer ved præcis, hvad der pædagogisk set ville være det rigtige at gøre, men ikke har mulighed for at gøre det.
I praksis betyder det, at læreren konstant må prioritere. De mest udadreagerende elever får opmærksomheden, alt imens andre, mere indadvendte elever, må sidde uden den nødvendige støtte.
“Man har så mange gode intentioner, men man har ikke tid og ressourcer til at gøre det godt nok, og det får man stress af.” Forklarer folkeskolelæreren Anita.
Nogen lærere reagerer ved at forlade den almene folkeskole, for at tage job på friskoler eller privatskoler. Andre lærere vælger at blive i den almene folkeskole, men betaler prisen i form af dårlig samvittighed og stress.
Udannet til inklusion
Også på uddannelsesniveau kan de genkende de alvorlige problemer. Ifølge Mads Rune Dahlstrøm, som er lektor og underviser på inklusionsvejlederuddannelsen, på VIA, i Århus, er problemet ikke at undervisningen i inklusion er forkert, men at systemet ikke giver plads til, at den viden kan omsættes i praksis.
Ifølge ham handler uddannelsen om fællesskaber, praksisforståelse, analyse og refleksion, men når lærerne vender tilbage til folkeskolen, møder de rammer der i praksis gør arbejdet med inklusion svært.
Han peger også på, at mange nyuddannede hurtigt får et chok, når deres teori møder praksis. Klassestørrelser, manglende støtte og uklare forventninger gør, at selv solid pædagogisk viden ofte bliver svær at bruge.
”Lærerne løber fra den ene klasse til den anden og skal forsøge at opfylde en masse behov og politiske ambitioner, uden egentligt at have tid til at sætte sig ned og forsøge at forstå den opgave de har.” Understreger han.
Er inklusion et spareprojekt i forklædning?
Officielt handler inklusion om lige chancer for alle. Men både lærere, forskere og uddannelsesaktører peger alle på, at økonomi spiller en afgørende rolle. Specialtilbud er dyre. Almenklasser er billige.
Når kommunerne presses økonomisk, kan det komme til at gå ud over folkeskolen, det faglige niveau og lærernes arbejdsglæde. Resultatet bliver således ikke udelukkende færre udgifter, men øget sygefravær, høj personaleudskiftning og lærere, der forlader deres arbejde i den almene folkeskole for at kunne genoptage lærerjobbet andre steder.
Undersøgelsen fra Børne- og undervisningsministeriet viser også at lærerne er trætte af forandringer. De efterspørger ikke flere reformer, men ro, mindre klasser og reelle ressourcer.
Ressourcerne skal matche ambitionerne
Ingen af de folkeskolelærere vi har snakket med, ønsker en folkeskole hvor børn automatisk bliver sorteret fra. Men fælles for kritikpunkterne er, at inklusion aldrig kan lykkes, hvis ikke ressourcerne følger med.
Indtil ressourcerne matcher ambitionerne, fortsætter lærerne med at skulle løbe stærkere og løfte flere opgaver, med risiko for at bukke under for en voksende følelse af utilstrækkelighed.
Og det vil blive ved med at være tilfældet så længe tinges tilstand, i folkeskolen ikke ændres.
