“Jeg er glad, når de dør på min vagt”
For 58-årige Anne Jensen har det frivillige job som våger betydet meget. Efter hendes sygdom ramte, måtte hun forlade arbejdsmarkedet og fandt mening i frivilligheden. Hun har flere gange haft døden tæt på, hvilket har påvirket hendes måde at være i jobbet på.
Hun mærker på hånden.
Den er kold.
Hjerterytmen er stoppet.
Det sker, når der er gået halvandet minut mellem åndedragene.
Anne Jensen går hen mod vinduet og åbner op.
“Så skal vi jo lige have sjælen ud”.
Det er første gang, at hun prøver det, som senere bliver et fast ritual for hende.
Få dage forinden meldte Anne sig som frivillig våger hos Røde Kors i Aarhus, og nu står hun fire en halv time inde i sin første vagt med en død firsårig borger uden børn eller kone.
“Jeg tror, jeg blev lidt forundret over, at det egentlig gjorde så stort et indtryk på mig”.
Våger
Hendes lyse hår står i stærk kontrast til den lange, postkasserøde og let fnuldrede frakke. Farven går igen i den strikkede hættetrøje og endnu en gang i den brede hårelastik i velour. En farve der samtidig repræsenterer Røde Kors’ logo, som hun bærer i en broche og i sit navneskilt.
Anne har nu været våger i fire år, og her har veninden Susanne Jensen fulgt tæt med fra sidelinjen.
“Der er ikke nogen, der skal dø alene. Der er ikke nogen, der skal være bange for det. Så hvis hun kunne gøre en forskel ved at sidde der, så vil hun gerne det og give folk sindsro”.
Det var de tanker, Anne fortalte til sin veninde efter den første vagt som våger, og selvom oplevelsen sad dybere end forventet, gik der kun en uge, før hun igen tog afsted.
På de næste vagter ligger hun igen hånden på den døendes hånd eller skulder og snakker blidt til dem, som hun gjorde ved den firsårige mand.
“Jeg er hos dig og bliver ved dig. Du skal ikke være bange”.
Anne sidder på hver vagt på en stol ved den døendes hoved, så de kan se hende, hvis de nu skulle åbne øjnene af ordene eller kærtegnene.
“Det er jo høresansen og følesansen, som er det sidste, de mister”.
Sekretariatsleder for Røde Kors Aarhus, Henriette Andersen, har bemærket Anne: "Hun er en god våger, fordi hun ikke er bange for døden, og kan give tryghed og nærvær til mennesker i en sårbar situation. "
Tendensen
i 2025 blev der sat rekord ved 2176 frivillige hos Røde Kors og Ældresagen, hvilket er en stigning med 19% fra året før. Her tilbyder de frivillige i følge Røde Kors:
“Tryghed, nærvær og medmenneskelig støtte til mennesker i livets sidste fase”.
Det giver de døende en ro, at de er der, fortæller Anne. Sommetider sidder hun hos døende uden pårørende og andre gange for at lette de pårørende fra opgaven i nogle timer.
Hvis den døende stadig kan snakke, bliver Anne ofte spurgt ind til sit eget forhold til døden af dem, og der lyder det samme svar hver gang.
“Jeg har bare et afslappet forhold til døden. (...) Jeg er ikke bange for den på nogen måder, fordi jeg tror på, at der er nogle, der tager imod mig på den anden side”.
Facetterne
Selvom Anne har et meget afslappet forhold til døden, er det vigtigt for hende at adskille den fra sit eget liv, og derfor er det ikke sit eget hjem hun fortæller fra:
“Der er det mit domæne. Det er mit ene rum. Det er der jeg lader op”.
Hun fortsætter med et bestemt smil: “Der er den private Anne og så den professionelle Anne”.
De blå-grønne øjne der er matchende til eyelineren står som modsætning til det lette, blonde hår. Fine linjer breder sig fra øjenkrogen mod ørene som en vifte og den varme, rummende sjæl stråler ud af hende. Det fornemmes tydeligt, når hun trækker på smilebåndet, da både mund, næse og øjne trækker sig sammen og får ansigtet til at lyse.
Forskellen på de to facetter er, at døden ikke har samme indflydelse på den hjemlige front. Her kan hun lave mad, se fjernsyn og være fri for snak om død og sygdom. Selvom at Anne agerer professionel i sine frivillige omgivelser, får hun hurtigt indskudt bagefter:
“Det er ikke fordi, at jeg ikke er der med mit hjerte i det frivillige, for det er jeg. Det er bare vigtigt, at jeg kan parkere den del med døden, fordi jeg skal jo også videre til noget andet bagefter”.
Venskab
Måden hun formår at adskille tingene fra hinanden på, gør også at hun har overskud til at lægge mange timer i som frivillig, men samtidig være der for hendes nærmeste.
Barndomsveninden Susanne, stemmer i: “Jamen hun er generelt bare den veninde, man kan fortælle alt til og være fortrolig med. Om det så er klokken to om natten, så tager hun den stadig. (…) Hun har bare et stort hjerte."
“Og så kan vi så grine og græde lidt af det hele bagefter”.
Deres 40 år lange venskab gør at man ikke er i tvivl, når Susanne fortsætter med at beskrive Annes store hjerte.
“Samtidig har hun selvindsigt til at mærke: Jeg har mere at give af end kun til mig selv. Og at hun samtidig er villig til at give det, til andre der skal dø”.
Susanne har også et bud på, hvor det store hjerte kommer fra:
“Jeg tror, at det er hendes nysgerrighed for mennesker, og hvad der ligger bag dem. Altså hvorfor gør de, som de gør”.
Nysgerrigheden
Trangen til at forstå andre mennesker er ikke noget, der er opstået ud af det blå.
Tværtimod.
“Det har meget at gøre med, at hun har udviklet sig meget igennem årene, at hun kan rumme andre mennesker, “ siger Susanne eftertænksomt.
Dette er noget, hovedpersonen kan nikke genkendende til.
“Altså jeg tror, det er noget, der er kommet over årene. Jeg har selv gået i egenterapi i mange, mange år, så jeg har meget ro og hviler også rigtig meget i mig selv.”
Udviklingen har spillet en rolle for hende personligt, men er også sket igennem andre mennesker. Anne og hendes røde frakke har hjulpet mange andre med problemer igennem årene.
“Jeg har taget uddannelsen til psykoterapeut og har arbejdet med det i 10 år. Jeg kan jo godt lide at se mennesker blomstre igen. Folk der har været kede af det og været nede.”
Annes vilje til udvikling igennem hende selv og andre udspringer fra noget, der er sket tidligere i hendes liv.
Sygdom
I en ung alder ramte livet Anne hårdt, da hun fik konstateret sclerose. Hun var i starten af 30’erne, nyuddannet pædagog og følte endelig, at hun havde fundet sin plads i verden.
“Jeg havde svært ved at kigge til højre. Jeg kunne ikke holde min muskel derude, uden at den røg tilbage”.
“Det er nok bare briller, jeg skal have. Det har min søster også”, tænkte hun.
Dommen fra lægen kom aldrig, men hun havde det på fornemmelsen. Da hun otte år senere fik taget en rygmarvsprøve, stod det klart, at hun havde sclerose.
Sygdommen gjorde, at Anne fik det dårligere og derfor måtte på førtidspension.
“Dengang jeg kom på førtidspension, gjorde det, at jeg tænkte: Jeg skal være frivillig.”
Vendepunktet
Lysten til at være frivillig har båret hende siden dengang.
Året er 2022. Anne sidder og scroller ned af hendes Facebook.
Hun stopper ved et opslag.
“ Vi søger våger i Aarhus”.
Det er ikke første gang, at hun ser dette opslag, og denne gang vækker det noget i hende, som startede hos hendes forældre.
Forældrene
Annes mor har røget i mange år og med tiden udviklet kol 20 år forinden Facebook opslaget.
Cigaretterne erstattede hinanden, hvilket endte i en slem lungebetændelse, som sendte hende i respirator.
“Min mor havde en panisk angst for at dø, og det havde hun måske prøvet at smitte mig lidt med”.
Annes angst varede kun indtil, at hun sammen med sine søstre sad og vågede over deres mor.
Efter noget tid kom lægen og sagde: “Jeg tager hende ud af respiratoren”.
“Så gik der noget tid, og så sov hun ind i døden, men hendes puls blev først helt stille efter et par timer”.
To måneder senere lå deres far på sit dødsleje.
“Vi vidste godt, at han skulle dø, fordi han led af prostatakræft, som havde spredt sig”.
Han kæmpede en kamp for at holde sig i live.
“Han kom tilbage til livet flere gange, og så blev vi ved med at sige til ham: Du må gerne give slip. Du må gerne rejse mod mor nu”.
Forældrenes rolige død få måneder fra hinanden fik tanker i gang den dag, Anne sad med Facebook opslaget.
“Det var der, jeg tænkte: Kan jeg sidde ved mine forældre... og det kunne jeg. Det var faktisk der, hvor jeg fik det prøvet af. Min mor havde jo panisk angst for at dø, og det havde hun prøvet at smitte mig med, så jeg tænkte, nu prøver jeg at udfordre angsten”.
Oplevelsen
Efter den første vagt som våger med den firsårige lærer Anne at slippe jobbet, så snart hun træder ind ad døren til sit rækkehus.
En dag. Mange vagter senere. Bliver hun alligevel overmandet af en oplevelse.
“En weekend hvor sad jeg ved en ældre kvinde, som havde fået sendt et telegram fra dronningen, fordi hun har fyldt 100 år, og så sidder jeg to dage efter ved en, der kun er 26 år på min vagt”.
Hun er den yngste døende i Røde Kors, og Vågetjenesten blev tilkaldt, fordi de pårørende ikke havde lyst til at være der i dødsøjeblikket.
“Det havde jeg jo fuld respekt for og forstod det også godt, da jeg hørte en del af baggrunden”.
Derfor sad Anne med den 26-årige i hånden, og fortalte hende, at det nok skulle gå, og at hun snart kom et bedre sted hen.
“Jeg er aldrig dømmende, når jeg kommer dertil, fordi alle har deres egen historie. Jeg har ikke gået deres sko, og det er meget vigtigt, når man skal være våger, at man på ingen måder er dømmende”.
Annes rummelighed kommer med et klart budskab: Ingen fortjener at dø alene.
“Jeg synes jo kun, at det er en gave for mig, når de dør på min vagt, fordi så ved jeg, at de ikke har været alene”.
Oplevelsen satte sig dog i Anne, og som hun selv siger, er livet pludselig kort.
“Der tænkte jeg for første gang. Det satte livet i perspektiv med et langt levet liv og et meget kort levet liv, og hvor en forskel der er i det".
Den 26-årige ender med at sove ind kort tid efter Anne kom ind til hende.
“Jeg var glad for, at hun gik bort på min vagt”.