”Jeg har altid lidt været hende den mærkelige”

Det er vildt grænseoverskridende, når folk, der er dobbelt min alder, skal stå og lytte til, hvad jeg siger. De skal stole nok på, at jeg kører den her forestilling, det bedste jeg kan.

Jeg er ikke født med en leder i maven. Jeg tror den er vokset med opgaven, og alle de oplevelser og erfaringer jeg har gjort mig. For jeg havde den ikke, da jeg startede.

Nu er jeg forestillingsleder på musicalen Skønheden Og Udyret. Vi spiller forestilling nummer 57 i aften, og alligevel er intet helt tilregneligt. I sidste uge havde vi tre stop under en forestilling, fordi noget gik galt. Det er grænseoverskridende, for som forestillingsleder er det mig der skal gå ind og stoppe forestillingen, når der sker noget. 

Som barn spillede jeg teater i min fritidsklub. Jeg tror, det var der, jeg blev sådan rigtigt forelsket i det. Men jeg skulle jo også lave noget andet. Så efter gymnasiet startede jeg på universitetet. Jeg kunne bare ikke finde du af at gå på universitetet, min hjerne fungerede ikke til at læse på den måde. I stedet tog jeg på højskole og fandt kærligheden til teateret igen. 

Jeg har altid synes, at den relation, man har til folk gennem teatret, er fed. Der er plads til bare at være sig selv. Jeg har altid lidt været hende den mærkelige, der, især dengang, ikke gik så meget op i drenge, makeup, og det tøj jeg gik i. På teatret kunne jeg få lov til at hygge mig, have det sjovt og bare være mig selv.

Højskolen fik mig til at søge ind på uddannelse igen. Her blev jeg elev på folketeatret, og fik nogle rigtig gode bekendtskaber. Min klassekammerat blev spurgt, om han ville være scenemester hos Lion Musicals, og her blev jeg så spurgt om jeg ville afvikle Askepot for dem. Jeg blev på den produktion spurgt, om jeg ville starte som fast forestillingsleder hos dem.