"Jeg ser kun op til mig selv”
I folkeskolen var han den stille dreng, der ikke følte han passede ind. I dag går Marcus efter drømmen som influencer og iværksætter.
Marcus Færch Boel Nielsen var ikke særlig gammel, da han første gang blev sendt uden for døren.
Alene.
Det var ikke fordi, at han larmede eller skabte problemer.
Tværtimod.
Der på gangen sad Marcus med papir og blyant og tegnede, imens resten af klassen havde undervisning, hvor de læste højt.
Men Marcus kunne ikke læse.
Det var ikke et engangstilfælde for Marcus at sidde på gangen.
"Det var hverdag, hver gang de andre skulle læse," fortæller han roligt og uden at trække en mine.
For Marcus var det ikke en hjælp, når han fik andre opgaver end de andre elever i klassen. For Marcus var det endnu et bevis på, at han ikke var ligesom alle andre.
“Det var ikke rart at sidde på gangen. Jeg følte mig meget anderledes der.”
Marcus er i dag 19 år gammel og bor alene i Skive. Ikke langt fra lejligheden ligger parcelhuset, hvor Marcus voksede op sammen med sine forældre og tre yngre brødre.
Han har gennem hele sin barndom haft en følelse af at være anderledes og ikke passet ind i fællesskabet. I dag har han omsat den følelse til en drivkraft, der motiverer ham til at forfølge sine drømme og tro på sig selv.
Den stille dreng i klassen
Marcus har aldrig været som de andre. Som barn kunne hans forældre også hurtigt se, at han ikke var som drenge er flest. Forældrene oplevede, at Marcus ikke havde lyst til at spille hverken håndbold eller fodbold, og han ville heller ikke lege med actionfigurer.
“Man må bare sige, jo han er anderledes, det er han,” fortæller Marcus’ far uden tøven.
Det var allerede i børnehaven, at forældrene blev opmærksomme på Marcus’ kognitive vanskeligheder, da han ikke kunne stave til sit eget navn, som alle de andre børn i den alder ellers kunne.
Først i fjerde klasse fandt man ud af, at Marcus var ordblind. Hvilket ikke var en lettelse for ham.
“Så ved man, at man ikke kan lære at læse.”
Nemmere blev det ikke af, at der ikke var andre i Marcus’ folkeskoleklasse, der var ordblinde. “Der var ikke så mange ordblinde i folkeskolen, så jeg var den eneste der var.”
Fordi Marcus ikke kunne være med, når der skulle læses højt, blev han i stedet sendt ud på gangen med et kreativt projekt. “Hver eneste gang jeg skulle læse, så ville de sende mig ud af klassen for at lave noget kreativt, fordi jeg altid godt har kunne lide det.” Noget som Marcus i dag tror, at lærerne gjorde for at hjælpe, men som i stedet isolerede Marcus endnu mere fra resten af klassen.
Når han sad alene på gangen, følte han sig anderledes, hvilket han beskriver har været med til at gøre, at han blev endnu mere stille, end han i forvejen var.
“Jeg har aldrig nogensinde sådan rigtigt snakket med så mange folk. Jeg har altid været meget stille,” uddyber Marcus.
Hver gang Marcus kom hjem fra skole var rutinen fast og ganske kort.
“Hvordan var skolen i dag?” spurgte faren.
“Fint,” svarede Marcus.
“Marcus svarer altid kun med ét ord, hvis han kan. Vi har prøvet at hive mere ud af ham i så mange år, det er nærmest umuligt,” fortæller faren.
Heller ikke da Marcus i femte og sjette klasse blev mobbet, sagde han det til nogen. Marcus holdt det bare inde og troede, det var normalt.
Da Marcus i syvende klasse skiftede skole og kom i specialklasse, stoppede mobningen, men skolegangen blev ikke bedre. Klasserne var store og nye problemer kom til. Alle larmede, og det var kun dem, som råbte højest, der blev hørt. Marcus var stille, han blev ikke set. Igen var skoledagene ikke lette. Når han kom hjem, var han træt. Han kunne ikke tænke mere, han måtte koble fra.
I dag har Marcus fundet en fast hjælper i hverdagen. Ikke en person, men Google Oversæt. Den ligger altid klar foran ham på telefonen. Marcus bruger den til at indtale beskeder eller få tekst læst højt, fx hvis han skal forstå en opskrift. Det er hans vigtigste redskab, når ordblindheden driller ham.
Et hjem med plads til ro
“Jeg vil gerne flytte hjemmefra,” sådan lød udmeldingen til forældrene, da Marcus var 18 år gammel. For Marcus var det muligheden for at have sit eget sted og få mere ro i hverdagen, der var udslagsgivende for lysten til at flytte hjemmefra. En lejlighed seks minutters kørsel fra barndomshjemmet i Skive blev hans nye hjem.
Lejligheden står som kontrast til Marcus’ opvækst.
Den lille lejlighed er ryddelig, møblerne er i neutrale nuancer, og kun de hjemmemalede abstrakte malerier på væggene bryder med det stilrene design.
Her finder Marcus ro.
Det jyske barndomshjem i Skive rummer i dag både mor og far samt Marcus’ tre yngre brødre. Her er tempoet højt, og familien farer ind og ud ad døren for at komme til diverse håndbold- og fodboldtræninger.
For Marcus var det ikke et hjem, han kunne være i.
Det var alt for larmende.
Han ville væk.
Have sit eget.
Beslutningen om at flytte hjemmefra er derfor noget, han i dag beskriver som en nødvendighed og smilet breder sig, når han beskriver sin hverdag i sit eget hjem, imens han sidder med rank ryg ved spisebordet iført sin nykøbte brune blazerjakke og hænderne foldet i skødet.
Jagten efter sin egen plads
Da Marcus var 13 år, begyndte han at arbejde som avisbud. På avisruten rundt i Skive mærkede han for første gang en følelse af frihed. Aviserne blev omdelt i al slags vejr, selv de vådeste regnvejrsdage kom Marcus ud med aviserne. Her kunne han gøre præcis, hvad der forventes af ham.
En ny følelse som han ikke oplevede i folkeskolen.
Siden det første arbejde har han ikke stået stille. Arbejdet er for Marcus blevet hans pusterum. Det er på arbejdet, han slapper af og hviler mest i sig selv.
Hvis han bare ligger hjemme på sofaen, så begynder han at tænke på alle sine udfordringer, som fx at han aldrig kommer til at kunne læse lige så godt som andre.
Marcus har altid haft mange kreative idéer og en motivation for at føre dem ud i livet. Allerede som 15-årig begyndte en iværksætterdrøm at spire i Marcus, der bestilte ting hjem fra nettet, som han forsøgte at sælge videre.
“Marcus har masser af drive,” som Marcus’ far fortæller. Dette drive har også efterfølgende drevet Marcus ud i flere projekter.
Han begyndte at male, da han flyttede hjemmefra. Det startede egentlig som en hobby, fordi væggene var tomme, men udviklede sig hurtigt til en idé om at sælge malerierne. Derfor oprettede han en hjemmeside og har indtil videre solgt tre værker. Resten hænger hjemme på hans egne vægge, indtil de bliver solgt. Det er ikke meget, han maler i dag, det er mere en terapiform for ham.
“Det er mere det at komme væk fra det hele og bare være indeni sig selv,” forklarer han om kunsten, der som forretningsidé er lagt lidt på hylden.
I dag er Marcus’ største drøm nemlig at få succes med sin nyopstartede virksomhed, Atelierboel.
Et hudplejebrand.
På nuværende tidspunkt har han kun et produkt i sortimentet. Et serum, der skal afhjælpe uren hud. Noget som har stor betydning for Marcus, der selv har haft problemer med akne, da han var yngre, og som også var en faktor, der gjorde ham endnu mere usikker i folkeskolen.
Lige nu er han selv i gang med at teste serummet, inden det skal sælges. Denne proces deler han på sin Instagramprofil, hvor han samtidig forsøger at skabe en platform, hvor han kan vise andre, at det er okay at være anderledes, og man stadig skal forfølge sine drømme. Marcus ønsker at blive den person, som han selv manglede i folkeskolen. En at spejle sig i. En der forstår en.
Selvom han beskriver, at det i starten var grænseoverskridende at dele videoer af sig selv og sit liv på de sociale medier, så gjorde han det alligevel.
For Marcus vil gerne være kendt.
Han vil ikke længere være den stille dreng i klassen, der ikke passede ind. Han vil råbe ud i verden - men på sin egen stille måde.
For Marcus er drømmen om iværksætteri en alternativ vej til at finde sin egen plads og retning i livet, hvor han ikke er afhængig af, at skulle være ligesom alle andre og en måde, hvorpå hans ordblindhed ikke bliver en hindring for ham.
Iværksætterdrømmen har ikke sat en stopper for Marcus’ kunstneriske side. Han har nemlig selv designet label til sit hudplejeserum med et af sine egne malerier.
“Det er for at gøre det mere unikt,” fortæller han stolt.
I dag er Marcus hverdag fyldt godt ud for udover at have en nyopstartet virksomhed, så går han til hverdag på FGU i Skive, hvor han for første gang oplever at blive set af både lærere og elever.
“De forstår en der,” fortæller han og uddyber, at det først er nu, han er begyndt at gå til eksamener, fordi ingen før troede, at han kunne gøre det.
Spørger du, hvem der har inspireret ham til at forfølge sine drømme, så kommer svaret prompte og med et lille grin: “Jeg ser kun op til mig selv.”