"Jeg vil være politibetjent resten af mit liv. Jeg er bare ikke i funktion”
Efter 16 år i politiet mistede Martin Vestergaard ikke kun sit arbejde, da en arbejdsskade satte en stopper for karrieren. Han mistede også den rolle, han havde bygget sin identitet op omkring.
Trafikken bevæger sig langsomt gennem Amager en fredag i april 2021.
Martin Vestergaard ligger som nummer to i rækken af fire politimotorcykler under udrykning gennem København. Sirenerne er tændt, og bilisterne trækker ind til siden for at give plads. Det er den slags situationer, han altid har søgt mod. Opgaver, hvor tempoet er højt, og hvor beslutninger skal træffes på få sekunder. Foran ham begynder en varevogn langsomt at trække ind over vejbanen. Martin dytter.
En gang.
To gange.
Han forsøger at skabe afstand og gøre sig synlig. Men varevognen fortsætter.
"Han så mig ikke."
Sekunder senere bliver hans venstre ben presset ind mellem motorcyklen og bilen.
Kort efter ligger han på asfalten.
Den dag ændrer hans liv sig.
I dag, fem år senere, sidder den 39-årige tidligere politibetjent ved spisebordet i sit hjem og forsøger at forklare, hvorfor han aldrig kalder sig førtidspensionist.
"Jeg fortæller aldrig nogensinde, at jeg er på førtidspension. Jeg fortæller, at jeg er på tjenestemandspension."
For Martin er forskellen vigtig. Når han bruger ordet tjenestemandspension, ved folk ofte, at han har været politibetjent. Det betyder noget. For selvom han stoppede i politiet i august 2024, er det stadig her, han instinktivt vender tilbage, når han skal forklare, hvem han er. I mange år var svaret enkelt. Han var politibetjent. Ikke bare fordi det stod på et ansættelsesbevis, men fordi arbejdet var blevet den måde, han forstod sig selv på.
Ham der kunne alt
Som ung drømte Martin egentlig ikke om at blive politibetjent. Han drømte om jagt. Efter en læreplads i en jagtforretning og senere værnepligt i Beredskabsstyrelsen begyndte tanken om politiet langsomt at tage form.
Da han som 21-årig blev optaget på Politiskolen, fandt han hurtigt ud af, at han trivedes dér, hvor tempoet var højt, og hvor beslutninger skulle træffes hurtigt.
Karrieren førte ham gennem flere politikredse og videre til de funktioner, der tiltrak ham mest. Han arbejdede med færdsel, blev indtrængningsleder og arbejdede sig gradvist frem mod drømmen om motorcykeltjenesten.
Ved siden af jobbet investerede han i ejendomme, gik på jagt og kastede sig over nye projekter. Der var altid noget, der kunne bygges, forbedres eller udvikles.
Når Martin ser tilbage på de år, beskriver han sig selv som den, der altid fandt en løsning. Hvis nogen havde brug for hjælp, sagde han sjældent nej. Politiet passede naturligt ind i den selvforståelse.
Arbejdet fyldte heller ikke kun i arbejdstiden. Som politibetjent lærte han at være opmærksom hele tiden. Når andre havde fri, registrerede han stadig mennesker, biler og situationer omkring sig. Grænsen mellem jobbet og privatlivet blev gradvist mindre tydelig.
De fleste dage vidste han ikke, hvad der ventede, når vagten begyndte. En trafikulykke kunne blive afløst af et indbrud, en voldssag eller et menneske i krise. Netop uforudsigeligheden tiltrak ham. Han kunne lide tempoet og følelsen af, at arbejdet havde betydning.
Drømmen om motorcyklen
Blandt alt det, politiet kunne tilbyde, var der én funktion, der fyldte mere end de andre.
Motorcykeltjenesten.
For Martin var den mere end endnu en funktion i politiet. Den var et mål, han havde arbejdet sig hen imod gennem flere år, og som en af politiets mest eftertragtede specialfunktioner kom den til at symbolisere alt det, han ønskede at opnå i karrieren. Da muligheden endelig bød sig, føltes det som kulminationen på mange års arbejde.
Når han taler om motorcykeltjenesten i dag, er det stadig med et skær af stolthed. Motorcyklen gav en særlig frihed. Han husker timerne på vejene, koncentrationen og følelsen af at være en del af noget større end sig selv. Der var altid et formål med turen, altid en opgave, der skulle løses.
Når han ser tilbage på årene i uniform, er det tydeligt, at arbejdet fyldte langt mere end en almindelig arbejdsuge. Gennem årene blev det en livsstil og en central del af den fortælling, han havde om sig selv.
På det tidspunkt havde Martin svært ved at forestille sig et liv uden politiet.
På den måde blev forskellen mellem arbejde og identitet gradvist mindre. Det ene flød sammen med det andet.
De første slag
Allerede før ulykken havde Martin oplevet, hvor hurtigt livet kan ændre sig.
Først blev han ramt af meningitis og lå på sygehuset, mens familien stod på den anden side af glasruden.
Senere fulgte et kræftforløb med operationer og måneder præget af usikkerhed.
Hver gang fandt han tilbage til arbejdet og til den rolle, han kendte.
Derfor havde han heller ingen forestilling om, at det skulle blive en trafikulykke og ikke sygdommen, der for alvor ændrede hans liv.
Dagen der ændrede alt
Da Martin vågner efter operationen, er benet samlet igen. Metalsøm og skruer holder det knuste skinneben på plads, og lægerne beskriver skaden som et diamantbrud.
Men det er ikke operationen, han husker tydeligst. Det er beskeden fra lægen:
"Du kommer aldrig til at passe dit job."
Martin tror ikke på det. Han skal tilbage. Til motorcyklen, kollegerne og arbejdet.
Beskeden passer dårligt med det menneske, han kender sig selv som. Gennem livet har han mødt modgang ved at arbejde sig igennem den. Da meningitis ramte, kom han tilbage. Da kræften ramte, gjorde han det samme.
Derfor er hans første tanke efter ulykken heller ikke, at karrieren er slut.
Han begynder genoptræningen med et klart mål. Tilbage til arbejdet. Tilbage til motorcyklen. Tilbage til den hverdag, han kender.
Han forestiller sig, at det blot er et spørgsmål om tid.
Men månederne går, og kroppen reagerer ikke, som han håber.
Hvem er man uden politiet?
Mens kroppen kæmpede med følgerne efter ulykken, begyndte gamle oplevelser fra arbejdslivet at dukke op igen.
Trafikulykker, voldssager, børn der var blevet dræbt og mennesker i krise. Situationer, han tidligere havde håndteret professionelt, begyndte at vende tilbage i tanker og drømme.
Samtidig blev dagene mere stille. Hvor hverdagen tidligere havde været styret af vagter, kolleger og konkrete opgaver, tilbragte han nu store dele af tiden alene med sine egne tanker.
Han mistede gradvist overskuddet, begyndte at isolere sig og udviklede angst. Til sidst fik han diagnosen kompleks PTSD.
Da Martin senere får diagnosen kompleks PTSD, får nogle af forandringerne en forklaring. Til forskel fra PTSD handler kompleks PTSD ikke kun om traumatiske minder og oplevelser, men også om vedvarende udfordringer med selvopfattelse, relationer og følelsesregulering.
For første gang oplevede han, at han ikke længere kunne genkende sig selv.
"Martin var den, der kunne alt. Lige pludselig kunne jeg ingenting. Jeg vidste ikke, hvem jeg selv var."
En psykiater fortalte ham senere, at hans personlighed havde ændret sig
Det blev et nyt vendepunkt.
For et brækket ben kan ses på et røntgenbillede. Det kan en identitetskrise ikke.
At finde fodfæste igen
I dag ser hverdagen anderledes ud. Jagten fylder stadig meget. Familien gør også. Nogle dage arbejder Martin på små projekter, når kroppen tillader det. Andre dage sætter smerterne grænser for, hvad han kan.
Naturen er blevet et af de steder, hvor han finder ro, når smerterne og tankerne fylder. Her er der ikke krav om præstationer eller vurderinger af, hvad han kan og ikke kan.
Men overgangen til et liv uden arbejde har ikke været let. I mange år var hans hverdag bygget op omkring ansvar, handling og følelsen af at gøre nytte. Den rolle er svær at slippe, også selvom kroppen ikke længere kan det samme som før.
Behovet for at bidrage er dog ikke forsvundet. Tværtimod er det blevet en måde at genfinde noget af den mening, som tidligere lå i arbejdet. For det, han savner mest fra politiet, er ikke nødvendigvis uniformen eller arbejdspladsen. Det er følelsen af at være nødvendig, kunne hjælpe andre og gøre en forskel.
Den søger han stadig.
Ikke som politibetjent, men som menneske
Politibetjent resten af livet
Martin Vestergaard ved godt, at han ikke vender tilbage til det arbejdsliv, han havde. Han ved også, at smerterne og PTSD'en sandsynligvis vil følge ham resten af livet.
Når han ser tilbage, handler savnet ikke kun om selve arbejdet. Han savner også den retning, arbejdet gav. Visheden om, hvad hans rolle var, og hvad der blev forventet af ham.
Alligevel er der én ting, han ikke har givet slip på. Ikke jobbet eller uniformen, men identiteten som politibetjent.
"Jeg tror faktisk på en eller anden måde, at jeg vil være politibetjent resten af mit liv," siger han.
Han holder derefter en kort pause.
"Jeg er bare ikke i funktion."