"Jeg ville omgive mig med mennesker, der brænder for noget”
Laila Beltofte Hygebjerg har forsøgt sig med villalivet, men det blev en kort fornøjelse. I dag har hun snart boet i økolandsbyen Friland i ti år med sin familie.
“Halvfladt tag, 200 kvadratmeter”. Laila Beltofte Hygebjerg trækker vejret dybt.
“Plus kælder, plus garage, plus en have”. Hun puster luften ud igen.
Laila trækker på mundvigen og ryster let på hovedet, imens blikket fastgøres på vasen af ler foran hende, der formes højere og højere i løbet af tilbageblikket på de seks måneder i villa-livet.
“Jeg var ved at dø langsomt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Der manglede jo mennesker, og det kan jeg ikke finde ud af.”
Den gulstenede villa fra 1960 blev solgt af pensionisten Knud, som begejstret fortalte, at haven var pensionistvenlig, og at hér ville Laila og hendes familie blive glade for at bo.
Naboen på den ene side af villaen havde to robotplæneklippere, der kørte døgnet rundt. Han klippede selv græsset efter. Naboen havde sammen med Knud også klippet hækken kort ned, så de kunne nyde udsigten af hinandens sirlige haver.
“Da vi så kom med vores høje græs og gravede halvdelen af græsplænen op, fordi vi gerne ville have gulerødder, kartofler og legehus, var han ikke helt vild med det.”
Naboen på den anden side af villaen var heller ikke vild med det.
Første gang Laila mødte ham, var hun ude og gå en tur med barnevognen. De hilste, og han pointerede, at “Knud plejede at rive det for ukrudt hver fredag”. Han nikkede sit hoved hen mod et 30 centimeter bredt sandstykke mellem deres grunde.
Laila grinede. Hun troede, han lavede sjov med hende.
“Hvorfor fanden har Knud gjort det hver fredag?”
Naboen syntes ikke, at det var sjovt.
Laila og hendes familie har nu boet i andelsforeningen Friland i snart ti år. En andelsforening der betegner sig selv som et økolandsby, hvor “mennesker eksperimenterer med at indrette hverdagen anderledes med vægt på bæredygtig livsstil, gældfrihed og selvstændigt erhverv.”
De ti år er præget af projekter, endnu flere projekter og for få timer i døgnet. Men Laila vil ikke ændre noget som helst, for hun er en del af et fællesskab med mennesker, der vil noget.
Et nyt sandstykke
Hver morgen bevæger Laila sig ud fra familiens midlertidige bolig, sniger sig forbi den runde gynge, forbi det røde legehus i træ og rundt om det halmhus, Laila og sin mand, Nikolaj Hygebjerg, har været i gang med at bygge i seks år.
Hækkene skal ikke nødvendigvis holdes korte, og der er ingen sandstykker, der skal rives. Hun møder sand på sin vej, men det er fra den 20 kvadratmeter anlagte strand ved søen, der ligger ved siden af deres grund.
Lise og Jakob, nogle af naboerne, havde foreslået det på et fællesmøde. En lastbil fyldt med sand og en gravemaskine senere havde Friland pludselig fået sin egen strand.
Når hun kommer forbi søen med stranden, kan hun følge grusstien ned til keramikværkstedet, hvor hun underviser til dagligt.
Men grusstierne var ikke fremmede for hende, da hun flyttede hertil.
Fra 2007 til 2017 arbejdede Laila og Nikolaj sammen på Rødding højskole, hvor hun hvert semester tog eleverne med på besøg til Friland:
“Når man står og er en 20-25 år, så kan man jo vælge alting. Eleverne skulle have noget at vælge ud fra, så man ser, at der er også andre måder at leve på end bare en villa på en villavej. Ligesom ens forældre måske har haft.”
“Der er ikke fordi, der er noget galt med at vil vælge en villa, men man bliver nødt til at vælge på et oplyst grundlag.”
Keramikværkstedet er noget af det første, man møder når man kommer forbi de langhårede får og det hollywoodlignende skilt med “Friland” i blokbogstaver.
Det er i den nye udvidet, solrige bygning, hun bruger mest af sin tid med at undervise i keramik, inden de yngste børn hentes af hende eller Nikolaj. Gulvet er hvidt med keramikstøv, og hylderne bugner med alt fra kopper til abstrakte figurer.
Vasen er blevet lidt for høj til ovnen. Laila vipper de øverste centimeter ler af igen. Hun er færdig med at undervise for i dag og er snart på vej hjem. Men værkstedet vrimler stadig med mennesker. Det gør ikke noget, for værkstedet er altid åbent.
Hjertebarnet
Ligesom hendes hjem også altid var åbent, da Laila og hendes familie boede på Rødding Højskole under sin og Nikolajs ansættelse.
Familien boede på højskolehusets stueplan. De delte indgangen med ti elever.
“Der var hele tiden folk, der gik ind og ud. Vores have var parken, man delte alting. Jeg har aldrig overvejet at låse døren. Der var altid elever, der var inde hos os, der sad og snakkede i køkkenet, der skulle spørge efter noget eller hente nøglen.”
De ti år på Rødding Højskole startede med et lille kig på en annonce i avisen en dag i maj 2007. Annoncen søgte efter lærere, der kunne tænke sig at være med til at genstarte Danmarks ældste højskole.
Efter at have læst annoncen i avisen og være kørt derover til en rundvisning, droppede de begge to deres fuldtidsstillinger som højskolelærere på Løgumkloster Højskole og startede på Rødding.
“Jeg ville omgive mig med mennesker, der brænder for noget,” fortæller hun om beslutningen de tog dengang ved at give sig fuldt ud til et projekt, der blev deres hjertebarn – udover parrets fem børn selvfølgelig.
Højskole har altid været centralpunktet i hendes liv. Hun mødte sin mand Nikolaj på sit eget højskoleophold, og har sammenlagt viet 23 år af sit liv som underviser på højskoler.
Når hun bliver spurgt i dag, hvad hun laver til hverdag, svarer hun altid, at hun er højskolelærer.
“Det kan jeg ikke finde ud af aflægge mig”.
Den lilla kuffert
Laila er vokset op i Nordjylland ude på en mark mellem Brønderslev og Løkken.
“Nord for fjorden”, ligesom hendes bror vil sige. Her voksede hun op med hendes mor, far og bror.
“I den by hvor jeg gik i skole, kunne man enten vælge at spille fodbold eller være spejder. Og jeg var utrolig dårlig til fodbold”.
Det var et fællesskab, der satte sit aftryk på hendes liv.
“Det fulgte os hele vejen indtil gymnasiet, hvor vi var en 12-14 stykker, der stadig gik til spejder. Jeg har altid syntes, det var fedt at være sammen med folk.”
På Friland bor der 75 voksne og 35 børn fordelt mellem 45 husstande. Det er nu dét fællesskab, der spiller en rolle i Lailas liv.
“I hverdagen er det mest følelsen af, man bor et sted, hvor man kender alle.”
To dage forinden skrev Laila ud i deres frilandsgruppe: Hun manglede sin kuffert. Det er to år siden, hun sidst var ude at rejse. Og kufferten er ikke bare virkelig stor, den er også meget lilla.
“Nogen må jo vide, om de har den,” griner hun.
Ingen kunne finde den lilla kuffert, men til gengæld skrev flere andre, at hun gerne måtte låne deres kufferter. Det fik hende til at reflektere:
“Hvorfor er det egentlig, at jeg ejer en kuffert overhovedet. Vi rejser alligevel ikke på samme tid, så vi kunne jo bare dele vores kuffert”.
I forgårs var det en kuffert, en anden dag kan det være to æg eller en boremaskine, forklarer Laila.
Især boremaskiner og andet værktøj har været fast inventar på familien Hygebjergs grund de seneste seks år på Friland.
Drømmehuset
Halmhuset har været det store drømmeprojekt for Laila og familien, siden de flyttede til Friland. Laila og Nikolaj er begge uddannet designere og har tegnet huset.
Et stort afbarket bøgetræ står midt i den tomme stue ved siden af værktøj og børnetegninger. Det strækker sig fra gulvet til loftet, hvor det breder sig ud og bærer taget.
Til højre for indgangen ved trappen er der bygget en rutsjebane, der først var tænkt til børnene. Men Laila tvivler på, om selv de to yngste når at rutsje, mens de stadig bor hjemme.
“Det er Nikolaj, der vil have en rutsjebane og knap så meget mig. Så nu kommer han til at rutsje på den fra nu af, indtil han dør, for vores børn er sikkert for længst flyttet hjemmefra.”
Lige nu er projektet nået til, at Laila skal pudse halmvæggene, der har fået et lag ler på. Men hun er fuldt optaget i keramikværkstedet.
“Måske gør jeg det i december.”
“Eller efter december”.
Når Laila har pudset væggene, skal de males med en maling, der består af skyr, den samme som man spiser til morgenmad, og kalk.
Denne maling kan bindes til lervæggene med halmen under, og er derfor helt optimalt i deres drømmehus. De har fået ideen fra nogle af deres medbeboere i Friland.
“Vi kunne aldrig have bygget det her hus, hvis det ikke var for Friland. Vi anede ikke, hvordan vi skulle gøre.”
Frilandshabitten
Hvert år afholdes der i Friland en solhvervsfest på årets mørkeste dag den 21. december.
Laila husker tydeligt det første år, hun var med.
Inden festen begyndte overtænkningen.
De skulle være udenfor først, og fordi det var koldt, så skulle hun jo have meget tøj på. Men senere skulle de ind i fælleshuset, og så ville hun jo gerne have fint tøj på. Og det fine tøj skulle jo heller ikke blive beskidt allerede i starten af festen, når de var udenfor, så måske skulle hun tage regnbukser udenpå? Men det er jo også træls med regnbukser på til fest.
Laila griner.
“Så dukkede vi op, og mange af de andre havde Kansaskedeldragter eller uldsokker på. Flere havde begge dele.”
Laila husker lettelsen i hendes krop, der blev afløst af følelsen af at høre hjemme.
Gulerødder, kartofler og legehus
Nu har vasen nået sin optimale højde, for ellers er der ikke plads til den i ovnen. Den er faktisk lidt for høj, men Laila er sikker på, at hun kan finde plads til den alligevel.
Den gulstenede villa fra 1960 er for længst bosat af en anden familie. Måske klipper de græsset og hækken kort og river sandstykket.
I Friland spotter Laila til tider naboens robotplæneklipper, men det gør ikke noget.
Så længe han har det helt fint med, hun ikke også slår sit græs.
Her på Friland er der i hvert fald plads til mere end gulerødder, kartofler og legehus.
“Vi dyrker altså ikke hash, som nogle tror, men til gengæld er der ret mange, der dyrker god salat”.
Flere af damerne i værkstedet griner med Laila.