Jens har været en del af Aarhus Festuge siden 68’, men er ikke fan af nutidens ”rabaldermusik”
For den garvede aarhusianer, Jens Winther, handler festugen ikke om ølkander, dans på bordene og høj musik, men om noget helt andet.
Én tår bliver til 3 slurke, da han sidder og sludrer med sin ven fra gamle dage over en øl. Med plastikkoppen i sin venstre hånd fortæller Jens om, hvordan festugen var for mange år tilbage, mens han artikulerer med sin højre.
"Jeg er jo så gammel, at den første gang jeg var til festugen, var i 68'." griner han og ser selv lidt forbavset ud.
De strittende, grå øjenbryn rynker, da han ikke kan høre, hvad der bliver sagt, fordi nogen ved bordet overfor råber til hinanden.
”De ældre mennesker råber altid, fordi de skruer deres høreapparater for langt ned til den her slags ting.” vrisser han, men pointerer, at hans ikke er skruet ned. Endnu.
En blanding af kulørte dufte og spildte væsker
En skjorteklædt musiker med skægstubbe og snabelsko tester mikrofonen med ”Hallo, hallo” oppe fra pallescenen i det hvide, cirkus-lignende telt. Der står mange mennesker udenfor på Pustervig Torv. Mange mennesker med Sketchers-sko og cardigans.
Blandingen af cigaretrøg og pølseduft kriller i halsen, så snart man træder ind i teltet. Lyden af plaskende væsker under skosåler er som en rytme til den høje summen af tonesvingende stemmer. På utallige uslebne træklapborde og -bænke bliver der holdt i hånd, klappet på skuldre og kysset på kinder, mens der skåles i kor og nye kander kommer til. En moden kvinde med røde negle og gul håndtaske råber til sin veninde: ”Jeg skal nok være en god pige i aften Sus!”.
Rundt på teltets sider, under den fir-farvede lyskæde, hænger grønne skilte med hvid skrift, hvor der står, at det er ”FORBUDT” at stå på borde og bænke. Det ligner også et arrangement, der kunne udvikle sig til en ”dans-på-bordene-fest”, når først livemusikken spiller.
Indtil videre har kun en soundbox, en moderne boomblaster, spillet Himmelhunden og Disco Tango. Dog uden megen opmærksomhed fra Jens og hans kammerat, da sangenes lydniveau ikke har kunne hamle op med de mange modne stemmers summen.
Genforeningens sted
Lidt gemt over i hjørnet, til venstre for scenen, sidder Jens med sin kammerat. Deres venskab kan dateres tilbage til før de begge fik børn. I dag er faktisk første gang de mødes efter en længere periode uden kontakt.
”Der har været nogle perioder uden kontakt, men så er det rart, at vi kan mødes her.” siger Jens og kigger kærligt over på sin kammerat.
De morer sig gevaldigt, men lavmælt, over røverhistorier fra gamle dage og over manden med fiskehatten, der sidder to rækker foran dem.
Kammeraterne har ikke yderligere planer for aftenen, men i baren spørger de nysgerrigt ind til anbefalinger. Klostertorvet synes de dog er lige vel ungdommeligt til dem.
”Det er så moderne, og deres ’rabaldermusik’, det er ikke noget for mig.” pointerer Jens og griner til sin kammerat.
Livemusikken begynder nu, og arrangementet Musik & Dans på Pustervig starter for alvor.
”Bare de ikke larmer for meget.” råber Jens med kroppen bøjet ind over bordet. Musik og dans er nemlig ikke grunden til, at kammerater i aften er i teltet på Pustervig Tov. Formålet for dem er at genforenes og tale om de tider, der var engang: ”Og det kan man her!”.
25 minutter efter, at musikken er begyndt, vinker de to genforenede kammerater farvel. Med slæbende fødder og hænderne foldet på ryggen trasker de sammen udad teltet og hjemad med ordene: ”Vi ses da nok igen næste år.”.
