Jespers liv startede, da han ramte en palme med 80 km/t

Jesper griber i den spanske sygeplejerskes krave for at signalere, at han ikke kan trække vejret. Hun tror bare, han er sur og fjerner hans arm igen. Han mærker, hvordan luften forsvinder fra kroppen, og hvordan hjertet bliver mast af de knuste ribben. Hans hjerte stopper. Der er helt stille. Ikke for sygeplejerskerne, men for Jesper. Han er død. Endelig er der ro.

For første gang i Jesper Trabolts liv er der stille. Der er intet, han skal nå. Ingenting han skal forholde sig til. Ingen der kræver noget af ham.

Han bliver genoplivet tre gange i løbet af de 23 dage. Han får en chance mere. En chance for at leve det liv, han endnu ikke har oplevet.

For i forsøget på at få det hele med, mistede han sig selv.

Den dag i dag husker han stadig alle sine komadrømme. Han vidste allerede dengang, at hvis han vågnede igen, ville han have fået en chance mere. En chance for at leve livet anderledes.

“Ting sker af årsager. At jeg mistede førligheden, var en gave. Jeg ved ikke, hvor jeg var endt, hvis ikke jeg var kørt galt.”

Livet i kørestol

En grøn salto nøglebrik har sin faste plads i den lille sorte bæltetaske på skødet af Jesper. I den er et virvar af nøgler, nøgleringe og høretelefoner viklet ind i hinanden. Den grønne nøglebrik bliver væk for ham i tide og utide.

I Generationernes Hus på Aarhus Ø bor 53-årige Jesper Trabolt på femte sal i en toværelses lejlighed med udsigt til molslinjen og vandet. Han er far til tre voksne drenge og uddannet sælger.

Bæltetasken er fast inventar i Jespers hverdag, når han bevæger sig rundt i det store hus, hvor automatiske døråbnere er at finde på samtlige døre.

Ved det første øjekast er det ikke handicap-hjælpemidler, som er fremtrædende. Tværtimod. Det ligner en helt almindelig bolig med sofa, fjernsyn og klædeskab.

”Jeg kan ikke gå - herregud”, lyder det fra Jesper, og han trækker på skuldrene.

Ryggen skulle kun være brækket tre centimeter længere oppe, før lammelsen havde påvirket førligheden i resten af kroppen, og så havde det været et helt andet liv. 

"Men sådan gik det heldigvis ikke."

At benene stoppede med at virke, blev en mulighed for at vende livet, som han kendte det, på hovedet. Han mistede evnen til at gå, men fik lysten til at leve.

Jesper accepterede hurtigt, at for ham var kørestolen nu en del af det liv, som han skulle leve.

Ser man nærmere rundt i den lille lejlighed, får man øje på det hvide spisebord uden stole og køkkenbordpladen, som er sænket uden underskabe, så der er plads til en kørestol. Der er ingen gulvtæpper eller dørtrin, som står til gene for, at de tynde hjul frit kan bevæge sig rundt.

Jesper er bare Jesper. Kørestolen er et nødvendigt værktøj for at komme rundt, men han er meget mere end den. Han siger selv om sit handicap, at det mest frustrerende er, når forældre ikke giver deres børn lov til at spørge, hvad der er sket.

”Så kan jeg godt finde på at rulle hen til dem og fortælle, at jeg sidder i kørestol, fordi mine ben ikke virker.”

At have et handicap er ikke at være et handicap

På køleskabet i lejligheden hænger der en magnet, hvor der står “I don’t trust words. I trust actions.” Et motto, som Jesper har efterlevet. Både når han interagerer med andre mennesker, men også når det kommer til ham selv og hans egne, personlige udfordringer.

”Der er ikke nogen, som skal fortælle mig, hvad jeg kan og ikke kan, det skal jeg nok selv finde ud af.”

Jesper har en fysisk funktionsnedsættelse som 7% af den danske befolkning. Det viser en undersøgelse fra Syddansk Universitet fra 2021. At have en fysisk funktionsnedsættelse betyder, at man er begrænset i sin fysik enten grundet gigtlidelse, lammelse eller amputation. 

Forskning fra 2022 viser tilmed, at 3.000 danskere, svarende til 0,05% af befolkningen, har en rygmarvsskade. Hvoraf der hvert år er cirka 159 nye tilfælde af rygmarvsskader. Undersøgelsen fra SDU viser tilmed, at de som er fysisk aktive, har bedre forudsætninger for at klare hverdagsaktiviteter.

Netop bevægelse er et frirum for Jesper. Bevægelse er et redskab, som han bruger, når han har en dårlig dag, en måde hvorpå han kan slå hjernen fra.

Rullende i sin sportskørestol, lavet af letvægtsaluminium, et hævet understel og tynde hjul, kører han flere gange om ugen et maraton.

Enten kører han frem og tilbage på den 85 meter lange gang på første sal i Generationernes Hus eller rundt på Aarhus Ø, som primært består af flad asfalt og brede sving. Han kører, indtil han har passeret de 42,2 kilometer.

Han fastholder også at vaske gulvet selv minimum fire gange om ugen, fordi det styrker ryggen. Det er smertefuldt for Jesper at sidde i kørestol. Han har ingen mavemuskler eller muligheder for at vedligeholde resten af kroppen.

Müesli-ritualet

Selvom Jesper har mistet førligheden i 2/3 af sin krop, er smerterne hans største udfordring for en velfungerende hverdag. Efter at have brugt et år i en hospitalsseng, var det svært for Jesper at finde en rutine og en hverdag.

”Jeg lærte, at jeg ikke kunne rende fra tingene mere. Når livet gjorde ondt, skulle jeg selv håndtere det. Jeg kunne ikke løbe fra det.”

En af løsningerne blev at have noget helt konkret at forholde sig til. Et ståsted som kunne få ham igennem natten og ud af sengen om morgenen.

”Jeg vidste, at uanset hvor lang natten havde været, og hvor mange smerter jeg havde haft, var min morgenmad klar.”

Müesli-ritualet bliver det fysiske billede på den kamp, som foregik inden i ham. Han gik fra at kunne det hele og skulle det hele, til at have udfordringer med basale ting som nattesøvn. Müeslien i den høje gennemsigtige tupperware-bøtte med et låg som klapper, stiller han stadig frem på det hvide spisebord, inden han går i seng om aftenen.

”Mine børn kan godt lave sjov med og grine af, at jeg er endt med at være sådan en, som har slået sig ned."

Müesli-ritualet har spredt sig til flere aspekter i hans liv, som i dag er langt mere rutinepræget, end det var før ulykken.

Livet som Trabolt

”Hej Trabolt,” lød det fra en af Jespers folkeskoleveninder i sommers. Det er han ikke blevet kaldt i mange år.

Trabolt var sjov. Han var bartender. Han havde godt gang i pigerne. En konstant uro og søgen efter det, han ikke havde og ikke helt vidste, hvad var.

For Trabolt var normen kun at bo det samme sted i maksimalt tre måneder, glemme sig selv og sine børn i farten og hele tiden have øje for det næste projekt.

Han vidste ikke dengang, at imens livet kørte afsted med 120 km/t, var han mere ulykkelig end nogensinde.

”Jeg skulle hele tiden overleve. Det er hårdt bare at skulle overleve.”

Trabolt manglede alt det, som Jesper har i dag. Livet i dag er mere monotont. Ikke alle dage er fest og farver, men alle dage er værd at leve.

At blive kaldt ‘Trabolt’ satte tingene i perspektiv for Jesper. Han blev utrolig bevidst om, at han aldrig har været lykkeligere. At alt det, som fik ham til at leve et liv i overhalingsbanen, forsvandt i det, han kolliderede med en palme.

“Efter ulykken var jeg Jesper. Ingen andre. Når man har ligget i en hospitalsseng i så lang tid, som jeg har og ikke er i stand til at hjælpe sig selv eller andre, så er man rå og hjælpeløs.”

At turde drømme om fremtiden

Selvom det for Jesper betyder meget at leve i nuet og ikke hele tiden drømme om fremtiden, har han en drøm, som han har svært ved at lade ligge.

“Det er en gimmick at komme op og stå. Det kunne være meget fedt. Men det er ikke, hvad der holder mig kørende. Det er mine børn.”

Jesper Trabolt afholdte den 23. august 2025 et maratonløb. Her kørte han et maraton rundt på Aarhus Ø, hvor præmissen var at indsamle penge til en rygmarvsoperation i Thailand. Her kunne private og virksomheder donere penge og oddse på, hvor lang tid det ville tage ham at færdiggøre løbet. 

Operationen skal få Jesper op og stå igen. Den er ikke godkendt i Danmark.

Jesper har accepteret og affundet sig med sin virkelighed, men smerterne stadig er mange, og derfor søger han efter muligheder, der kan lindre hans smerter.

Når han samler penge ind til sin operation, ønsker han at give igen. Det gør han ved at indsamle gaver fra forretninger, som han kan give til dem, der støtter ham.

Jesper tror på karmaloven. At hvis man gør noget godt for andre, vil de også gøre noget godt for dig. 

Han har indtil nu indsamlet 73.000 kroner.

 ”Så jeg er der næsten,” siger han med et smil.

For Jesper er bevidst om, at der er et stykke vej op til de 600.000 kroner, som han skal bruge.

Manglende godkendelse i Danmark

Jens Christian Hedemann Sørensen, professor og leder ved neurokirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, forklarer, hvorfor operationen ikke er godkendt herhjemme endnu.

“Behandlingen betragtes stadig som eksperimentel, da der mangler store, kontrollerede studier med langtidseffekt og sikkerhed,” fortæller Jens Christian.

Jens Christian forklarer, at i Danmark bruges rygmarvsstimulation kun som behandling mod kroniske smerter og at den behandling, Jesper vil modtage i Thailand, kun har indgået i et enkelt dansk forskningsprojekt, som ikke havde overbevisende resultater.

En operation som den Jesper er ved at spare sammen til, kræver tæt og livslang opfølgning og intensiv genoptræning. Det er Jesper mere end indstillet på.

Jesper har lavet sin egen research, og han mener, at der er forsøget værd at tage turen til Thailand. Hvis der er selv den mindste chance for, at det har en positiv effekt, er han villig til at give det et forsøg for at komme nogle af smerterne til livs.

Roen har lagt sig

For mange kan det måske virke helt paradoksalt, at Jespers liv startede, da han mistede førligheden.

Men Jesper har fundet roen. Ikke som Trabolt, men som Jesper. Han fik en chance mere.

For Trabolt var ro en utopi. En drøm han endnu ikke viste, han havde. En drøm han ikke vidste, han manglede. Men det blev hans redning.

“Jeg er stadig sjov, men jeg er i dag meget mere groundet, og jeg har fundet mig selv.”

I den store forhal med højt til loftet og kunst, som skulle forestille en legeplads til børn, men mere er en klods af et møbel, hilser han på en beboer, der har lidt anderledes sportslige holdninger, end Jesper har.

Jesper udtrykker sine klare mening over for byens hold, AGF. Han er ikke den største tilhænger af fodboldklubben, og det opsnapper den nybagte far med babyen på armen.

“Du skal ikke komme for tæt på kanten nede ved havnen, før nogen skubber dig i med de udmeldinger, du kommer med,” tilføjer faren.

Jesper svarer igen med et stort smil, og jargonen er tydelig. Der udvises nærvær og tryghed.

Han ruller videre ned i Føtex, over brogede brosten som kræver, han holder tungen lige i munden.

Jesper ruller ud i verden med åbne arme, for ingen ved, hvornår det hele er slut.

“Jeg er ikke bange for at dø. Men der er meget, jeg stadig gerne vil opleve. Jeg vil gerne være farfar.” 

Livet er kort. Der er ingen selvfølgeligheder. Hvad man gør med det liv, man har fået givet, er hvad der tæller, hvad der giver værdi. Det kostede Jesper sin førlighed at nå til den erkendelse. Han fik så uendeligt meget i bytte.