Jessica tog til Japan for at blive klogere på kulturen

Turisterne strømmer til Japan i disse år. En af dem er 27-årige Jessica Esho. Hun vil gerne dybere ind i den japanske kultur og være mere end bare en turist på sightseeing

Jessica vil gerne ud og opleve det mere autentiske Japan
Offentliggjort

Efter Corona-nedlukningen har Japan været et af de steder, turister verden over er valfartet til. Det gælder også i Danmark, hvor interessen for det østasiatiske land er vokset i de senere år. En af dem, der har valgt at tage til Japan, er 27-årige Jessica Esho, der siden oktober 2025 har boet i Japan.

”Jeg blev færdiguddannet sidste år og fik et job, men fandt så ud af, at der bare skulle ske noget nyt. Fascinationen af Manga og Anime og den japanske kultur generelt har helt klart været en stor del af min lyst til at tage til Japan,” siger hun.

Efter at have færdiggjort en kandidat i Erhvervssprog og International Erhvervskommunikation trængte Jessica til luftforandring, og muligheden for et eventyr i Japan fik hende til at pakke tasken og tage afsted. Hun planlægger at være i landet i et år, hvor hun opholder sig på et Working Holiday visum, der gør det muligt for hende at arbejde og rejse rundt i landet på samme tid. Rejsen er arrangeret af et rejseselskab, hvor hun rejser sammen med 15 andre unge, der også er på Working Holiday.

”Lige nu er jeg jobsøgende, men jeg søger primært noget indenfor engelsk undervisning. Det er noget, de efterspørger rigtigt meget,” siger Jessica Esho. 

På trods af et kort ophold, så har Jessica Esho allerede prøvet kræfter med forskellige dele af livet i Japan.

Mere end turist

Mens mange af turisterne, der tager til Japan, holder sig til de klassiske turistmål, vil Jessica gerne være mere end almindelig turist. Hun har allerede besøgt de klassiske turistmål, og nu håber hun på, at hun kan komme et spadestik dybere ned i den japanske kultur.

”Jeg valgte Working Holiday, fordi jeg netop gerne vil være lidt mere end bare turist og komme tættere på kulturen og den lokale befolkning. Det synes jeg ikke, at man gør på samme måde, hvis man bare rejser rundt til de mest populære steder.”

Går efter de skjulte perler

Mens turisterne på korte ophold skynder sig ud til de mest populære attraktioner i Japan, så jagter Jessica de mindre populære oplevelser. Selv har hun fået et andet syn på turisterne ved at opholde sig længere tid i Japan.

”Man oplever turisterne på en anden måde, når man bor her sammenlignet med, hvis man var her på et kort besøg. Jeg kan godt fornemme lidt utilfredshed fra de lokale, når de mange turister bliver en hindring. Der er måske lidt mangel på kulturforståelse fra turisternes side, og det kan godt skabe et negativt billede på turisterne. Når man så omvendt snakker med de lokale, så kan jeg mærke, at de gerne vil dele de knap så populære steder og vise folk nogle lidt skjulte perler,” beretter hun.

Vil gerne ud af storbyen

Jessica håber på, at hun under sit ophold i landet får mulighed for at komme væk fra det turistede Tokyo og ud på landet i de mindre lokalsamfund.

”Jeg vil gerne helt væk fra storbyen og lave noget frivilligt arbejde. Der er både nogle miljøprojekter i Okinawa (japansk ø i Stillehavet, red), der handler om at holde stranden ren. Man kan også komme ud på nogle gårde, hvor man så får kost og logi for sit arbejde,” siger Jessica Esho.

Jessicas bedste oplevelse indtil videre er hun ikke i tvivl om.

”At være på sprogskole har helt klart været det fedeste. Jeg lærte meget om sprog og kom tættere på kulturen. Der ligger en masse sociale regler i sproget, og det har været vildt fedt at lære om. Generelt har det været fedt at kunne komme tæt på nogle ting, der er både skøre og absurde, men alligevel så meget Japan. Jeg kan godt lide, at det er lidt skørt og absurd, og ikke minder om noget, vi har i Danmark.”

Powered by Labrador CMS