Julestemning kan ikke skjule tomme ruder i Skive

I Skives gågader står stadig flere ruder mørke, mens butikslivet tynder ud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en kold eftermiddag i slutningen af november i Skive. Snefnuggene drysser roligt ned i håret. Julelyset er hængt op i gågaden, og en stor julemand står midt på et af Skives to centrale torve. Men udover julehyggen på torvet og støj fra et stilladsarbejde, sker der ikke synderligt meget på Skives gågader sådan en mandag eftermiddag.

 

Når ’til leje’-skiltene tager over

På gågaderne i Skive er der en hel del specialbutikker, men det er alligevel de tomme ruder og skilte med ’erhvervslokaler til leje,’ der præger billedet, når du tager en gåtur gennem den centrale del af byen. ”Man kan se, at der er tomme butikker, og der sker jo ikke rigtig noget. Der kommer ikke nye butikker ind,” siger Dorthe Mark, som er indehaver af modetøjsbutikken joe joe. Det billede kan medejer af Høg Møller Ure & Smykker Charlotte Toft Møller også nikke genkendende til. Hun fortæller, at det er svært at drive detailforretning, og at ”det er lidt trist med de lukkede butikker.” Hun understreger, at det går op og ned i forhold til, hvor mange tomme butikslokaler, man støder på i midtbyen, men at de i hvert fald lige nu er inde i en periode, hvor ”det godt nok er lidt nede.”

Dorthe Mark. Indehaver af modetøjsbutikken joe joe.

 

Charlotte Toft Møller, medejer af Høg Møller Ure & Smykker.

”Storcentrene slår gågaderne ihjel”

Helt i bunden af en af gågaderne i Skive midtby finder man butikken Læsehesten. Den ligger i den del af gågaderne, som butiksassistent Claus Boytang fortæller, er kendt som ”den døde ende.” Han har også lagt mærke til de mange tomme butikker. Ifølge ham, er det blandt andet opførelsen af et nyt storcenter uden for byen, som er med til at tømme de mange erhvervslokaler i midtbyen. ”Det er synd [at de åbner storcentre], for der er noget hyggeligt ved at gå ned gennem gågaderne. Det husker jeg fra min barndom. Det er bare hyggeligt. At gå i storcenter kan også være hyggeligt, men det er ikke det samme,” fortæller han. Det er ikke alle erhvervsdrivende i Skive Midtby, der er helt enige i den udlægning. Dorthe Mark synes, at det er rigtigt godt, at de åbner et storcenter, for så holder de i de mindste på deres lokale kunder. Hun vil dog ønske, at der åbnes flere kædebutikker i gågaderne i Skive. Dette mener hun, vil tiltrække flere kunder, som også vil gøre livet nemmere for specialbutikkerne. Hun mener samtidig, at det er manglende parkeringspladser, som gør, at så mange butikker står tomme. Og der skal i hvert fald ikke indføres betalingsparkering, hvis du spørger hende. ”Det duer bare slet ikke. Flere parkeringspladser. Det må stå højt på ønskelisten,” siger hun.

Claus Boytang, butiksassistent i Læsehesten.

 

Ansvarsplaceringen er stadig uklar

Dorthe Mark synes ikke, at hun kan mærke stor støtte fra kommunen, når det kommer til opretholdelsen af butikslivet i midtbyen. Det samme siger Charlotte Toft Møller, der fortæller, at ”vi er her, og vi passer os selv.” Hun kan dog heller ikke se, hvad kommunen skulle gøre i gågaden. Det spiller ind i, at der findes handelsstandsforeningen Skive. Det er en handelsforening, som står for at sikre de bedst mulige forhold for både handelsdrivende og handlende i midtbyen. Claus Boytang fortæller, at handelsstandsforeningen gør en hel del, men også lidt har glemt den ende, hvor hans butik befinder sig. Det har gjort, at de som butik har meldt sig ud af foreningen, fordi alt foregår oppe i den dyre ende af gågaderne, som han siger. Han ser gerne, at kommunen spreder aktiviteterne i midtbyen lidt ud og måske sørger for lidt tilskud til specialbutikkerne, men han vil ikke lægge ansvaret over på kommunen alene. Han har faktisk kun én besked til kommunen: ”Ikke flere centre, tak!”

Steen B. Nielsen fra Skive Handel anerkender, at den ende af gaden, hvor Læsehesten er placeret, er mindre attraktiv end den, der ligger længere mod midten. Men han mener samtidig, at det er en naturlig del af gågadens ender, og fortæller, at de fleste butikker i de ender alligevel er udlejet. "Måske er der én tom butik, men ellers er de forholdsvis udlejet. Det er helt klart, at det i enderne af nogle gader bliver lidt tyndt," fortæller han. 

Powered by Labrador CMS