Julie har fundet sin vej ud af misbrug og voldelige relationer

Julie går ind i soveværelset og ser op på sin kæreste. Hans øjne er helt sorte. 

Han tager fat i den tallerken, Julie har i hænderne, og kaster den. Varm ris og kylling flyver i hovedet på hende. 

Hun plejer at kunne tale ham til ro, men lige nu er han ikke til at komme i kontakt med. Den aften er hun bange for, at han vil gøre hende fortræd. 

Han smadrer ruderne i stuen. Han kaster Julies ting ud ad vinduerne.

Hun ser ikke andet end glasskår og blod. 

Julie løber ud på gaden, og hun har ikke lyst til nogensinde at komme tilbage i lejligheden. 

Nede på gaden holder politiet. Naboerne har nok ringet efter dem, som de har gjort så mange gange før. 

Julie sætter sig ind i politibilen. 

Betjentene tager hende med og kører hende til LivaShelter, som er et døgnbemandet kvindekrisecenter i Aarhus. 

Voldelige forhold 

Julie Kvist Nielsen er 43 år gammel, hun er tørlagt misbruger, og så har hun efter eget udsagn dårlig smag i mænd.

“Jeg har ikke kendt til andet, så jeg har opsøgt dårlige mennesker og dårlige relationer. Jeg er endt med at stå i situationer, hvor mennesker har trådt over mine grænser.”

Julie har gennemlevet et traume i sin barndom. Hun fik overskredet grænser, som har sat dybe spor. De spor kalder hun sin bagage.

Julie har gennem hele livet befundet sig i voldelige forhold og usunde relationer. Forholdet til kæresten, der smadrede ruderne i hendes lejlighed, er den seneste af de dårlige relationer i Julies liv.

”Han overskred ikke bare mine grænser, han lykkedes også med at rykke mine grænser, uden jeg havde lyst til det. Det var virkelig ubehageligt.” 

Kæresten var skizofren og levede i et misbrug.

Bedre end at være alene 

Parrets liv var præget af stoffer og voldelige skænderier, der førte til adskillige politibesøg i deres lejlighed.

”Han stillede sig ofte ud i gangen og råbte og skreg for at få min opmærksomhed. Hver eneste dag i halvandet år kom politiet hjem til os.” 

Der var dage i Julies liv, hvor det var uudholdeligt at være alene. Hun følte sig som et dårligt menneske. 

I en periode ledte Julies dårlige selvværd til selvskade.

”Jeg syntes ikke, at jeg fortjente at blive behandlet ordentligt.” 

Julie søgte opmærksomhed hos mænd, der behandlede hende dårligt. 

Mænd, der var misbrugere. 

Mænd, der ikke respekterede hende. 

Mænd, der overtrådte hendes grænser.

Men det var ganske enkelt bedre end at være alene. 

Første møde med stoffer 

Inden Julie havde et misbrug af stoffer, var hun alkoholiker.

“Jeg drak som et hul i jorden. Når jeg kom hjem fra arbejde, drak jeg en ramme øl med mig selv.”

I den sidste periode som alkoholiker sov Julie stort set ikke. Hun fik to timers søvn om natten, hvis hun var heldig. 

Hun var meget træt, og hun havde brug for en løsning.

“Jeg kunne overhovedet ikke mærke min krop, så da min kammerat tilbød mig en streg amfetamin, sagde jeg ja.” 

Dengang vidste Julie ikke, hvorfor hun ikke kunne mærke sin krop. Men i dag ved hun, at årsagen findes i de traumatiske oplevelser, hun var udsat for som barn. 

En streg amfetamin. Det blev løsningen på trætheden.

Stofferne gav Julie overskud og en øget evne til at holde fokus. Den første streg amfetamin førte flere med sig. 

Julie endte i et misbrug, hvor hun tog amfetamin, ritalin og både sniffede, røg og skød kokain. 

Et barn kom til verden 

Midt i misbruget blev Julie gravid. Hun gjorde det klart for sin daværende kæreste, at barnet skulle fjernes, hvis hun skulle stå alene med det.

Parret blev enige om at beholde barnet. 

Beslutningen om at gennemføre graviditeten resulterede i, at forældrene meldte sig ind hos et misbrugscenter. De var udmærket klar over, at man ikke kunne opdrage et barn i et stofmisbrug. 

De kommende forældre lagde stofferne på hylden, og Julie troede gennem hele sin graviditet på en stoffri fremtid. 

Under graviditeten var der jævnlige tjek af parrets misbrug. Både hende og ekskæresten skulle aflægge urinprøver på misbrugscentret. Julie var også tilknyttet psykiatrisk afdeling, fordi hun havde diagnosen bipolar lidelse. 

Den 7. juli 2015 kom barnet til verden. 

Chris Anthony skulle han hedde. Opkaldt efter ekskærestens afdøde bror, der hed Chris, og Julies kammerat Anthony, der for mange år siden tog sig eget liv.

Kun to dage 

Efter ti dages indlæggelse på Skejby Sygehus kunne familien tage hjem. Men hjemme ventede udfordringerne. 

“Jeg vidste ikke noget om babyer, så jeg var meget usikker. Hvad hvis han begyndte at græde, hvad skulle jeg så gøre?”

Julies usikkerhed voksede, og hendes overskud dalede. De nybagte forældre var trætte og udmattede.

Den første måned af barnets liv holdt misbrugscentret sommerlukket, hvilket betød, at parret var uden opsyn. 

Men der skulle vise sig kun at gå to dage derhjemme med en nyfødt, før parret faldt i stofferne igen. 

“Vi var trætte hele tiden, og så sad vi og snakkede en aften. Vi blev enige om, at vi bare kunne købe et enkelt gram.” 

Parret endte med at tage amfetamin for at kunne holde sig vågne om natten.

Set i bagklogskabens lys indrømmer Julie, at det var en dårlig og uholdbar løsning. Det var aldrig planen at blive stofmisbrugende forældre. 

Uden barn, uden kæreste 

Parret endte i et misbrug igen og opsøgte derfor Bethesda.

Her skulle de lære at blive en familie. Mens opholdet stod på, var barnet hos ekskærestens forældre. 

Opholdet gik ikke som håbet, og parret endte med at gå fra hinanden. Kommunen tilbød at sende barnet i pleje.

“Vi var ikke i stand til at give et lille spædbarn noget godt liv. Selvfølgelig skulle jeg ikke se mit barn, når jeg væltede rundt i stoffer.” 

Julie sagde ja til kommunens tilbud, men ekskæresten sagde nej og tog barnet med sig.

Julie blev sendt hjem til sin lejlighed.

Uden barn. Uden kæreste. 

Ekskæresten havde et stærkere netværk, der kunne tage sig af barnet, og Julie bad om hjælp til sit misbrug. Derfor fik ekskæresten bopælsretten. 

I dag har parret delt forældremyndighed. Det giver Julie muligheden for at se sin søn hver onsdag i halvanden time.

Ekskæresten og barnet er dog for nylig flyttet længere væk. Den tre timer lange transporttid fra Julies lejlighed til farens bopæl gør det ugentlige besøg uoverskueligt for Julie. 

Sin egen bedste ven 

Tilbage på bagsædet i politibilen sidder Julie. De ankommer til kvindekrisecentret, og Julie stiger ud.

Hun bærer på sin bagage fra barndommen, sit nylige brud med en voldelig kæreste, og hun har blod og glasskår på hænderne.

Kvinden, der går gennem dørene på krisecentret, har et stort arbejde foran sig. 

På kvindekrisecentret LivaShelter hjælper de kvinder, der er udsat for vold. Formålet er at støtte kvinderne og hjælpe dem til at bryde ud af volden og deres usunde mønstre.

Den hjælp får Julie.

Hun får desuden tilknyttet en kontaktperson, der efter opholdet på krisecentret hjælper hende videre til et behandlingsforløb hos FORandring.

Forløbet indebærer gruppeterapi samt et individuelt forløb med psykologhjælp. 

"Jeg har lært, at jeg er god nok, som jeg er. Jeg fortjener også kærlighed og at blive behandlet ordentligt.” 

I september i år siger Julie farvel til sin kontaktperson hos FORandring. Hun tager nu i højere grad ansvar for sig selv og for, hvem hun omgås. 

I dag går Julie ind på sit soveværelse i sin egen lejlighed, når dagen er slut. Her er hun ikke bange. 

Hun er fri for usikkerhed, voldelige relationer og misbrug. 

Hun har lært at være sin egen bedste ven.