Kæphestetrend hitter i Svenstrup, mens Hals halter efter

Mens et kæphestearrangement i Hals har haft svært ved at tiltrække deltagere, har lignende arrangementer i Svenstrup langt flere tilmeldte. Forskellen skyldes blandt andet lokale forhold, interesse og synlighed.

Hals Bibliotek, hvor der afholdes et kæphestearrengement
Offentliggjort

På Hals Bibliotek er der indtil videre kun én, som har tilmeldt sig til det kommende kæphestearrangement, som løber af stablen nu på lørdag. Det ærgrer arrangør Emma Nielsen, der er biblioteksformidler på Hals Bibliotek. Hun peger på flere mulige forklaringer på den lave tilslutning. 

“Når vejret er godt, så falder de besøgende på bibliotekerne, og derudover er det jo også konfirmationssæson for tiden.”  

Ifølge Emma er det desuden en svær målgruppe at ramme i det lille lokalsamfund. Hun siger, at de ikke har så mange børn i Hals, og chancen for, at det lige rammer ned i deres interesser er ikke så stor.  

En anden virkelighed i Svenstrup 

I Svenstrup ser billedet noget anderledes ud. Her har kæphestearrangementer været en tydelig succes. 

Ifølge Line Hoffgaard, bibliotekar på Svenstrup Bibliotek og arrangør af flere kæphestearrangementer, deltog omkring 70 børn og voksne sidste år. 

I lørdags mødte cirka 40 op til det åbne arrangement, mens yderligere 11 deltog i et mindre stævnelignende forløb. 

Interessen hænger ifølge Line Hoffgaard tæt sammen med lokale forhold. 

“Der er heste overalt i vores lokalområde.” 

Hun peger på, at mange børn i området allerede har en interesse for heste og kæpheste, hvilket gør det lettere at samle deltagere. 

Netværk og interesse skaber forskellen 

Emma Nielsen peger netop på, at Svenstrup har et særligt udgangspunkt i forhold til Hals.

“Svenstrup er lidt en hestecentral med masser af rideklubber.” 

Den forklaring genkender Line Hoffgaard,

“Der er mange steder, hvor man kan dyrke det, og børnene møder hinanden i forvejen gennem den interesse.” 

Det betyder, at arrangementerne i Svenstrup i højere grad rammer en eksisterende målgruppe, hvor kæpheste allerede er en del af hverdagen. 

Synlighed spiller også en rolle 

Udover lokal interesse kan måden, hvorpå arrangementerne bliver formidlet på også have en betydning, og i Hals tror Emma Nielsen, at nogle måske slet ikke har opdaget arrangementet. 

I Svenstrup arbejdes der målrettet på at nå ud til borgerne især gennem de sociale medier.

“Jeg tror faktisk, det primært er gennem Facebook, at folk opdager vores arrangementer", siger Line Hoffgaard, som tror på, at online markedsføring kan have en betydning. 

Timing kan være afgørende 

Der er nu kun få dage til, at kæphestearrangementet i Hals løber af stablen, og interessen har indtil videre været yderst begrænset. Men ifølge Line Hoffgaard er det slet ikke usædvanligt. 

“Det er altid lige op til, at folk melder sig til.” 

Det betyder, at et lavt deltagerantal før arrangementet ikke nødvendigvis giver et retvisende billede af den endelige tilslutning. 

At ramme det, der rører sig 

Ifølge Line Hoffgaard er det afgørende, at arrangementer tager udgangspunkt i det, som børnene finder interessant. 

“Man skal tage det med, som man mærker rører sig blandt børn.” 

Det er netop den tilgang, hun mener har været en afgørende faktor for succesen i Svenstrup. 

Fællesskab som drivkraft 

Selvom tilslutningen er forskellig, er målet trods alt det samme begge steder, at skabe et fællesskab for børn. 

For Emma Nielsen handler det også om at vise børnene, at biblioteket ikke kun er et sted for bøger. 

“Det handler om at få børnene ind på biblioteket og vise, hvad det kan.” 

Når det lykkes, skaber det et fællesskab, og ifølge Line Hoffgaard kan det føre til positive oplevelser for børnene. For hende er kæpheste mere end, hvad man gør det til ude i samfundet. 

“Det er faktisk en enorm sjov og sund sport, som også er et fællesskab. For mig er det ikke anderledes end at lege med Lego eller barbiedukker.” 

Men i Hals kan fællesskabet være svært at samle denne gang. 

Med kun én tilmeldt få dage før kæphestearrangementet i Hals er aflysning nu en reel mulighed, hvis ikke flere melder sig til. Emma Nielsen har dog et klart budskab til dem, der overvejer, om de skal tage med på lørdag.   

“Kom med. Jeg tror, det bliver mega hyggeligt.”

Powered by Labrador CMS