Kaffe, kammeratskab og 331 spande

I et lille personalerum i Skanderborg sidder en flok skraldemænd og skraldgriner.

Alle med en kop kaffe i hånden.

Det er meget tidlig morgen, så kaffemaskinen får stor opmærksomhed.

Otte af kollegaerne, som også er gode venner, var til stegt flæsk ad libitum i går på en lokal kro, så snakken går højlydt på, hvem der spiste mest svin.

En mand i refleksuniform, arbejdssko og meget højt humør kommer lallende ind i det lille lokale med den ene pegefinger rettet stift mod himmelen: ”Oink oink oink.” siger han.

Og så bryder latteren ud.

”Det er godt med dig.”

”Åhhh hold nu kæft.”

”Ja ja ja tak for i går.”

”Oink oink oink.” Fortsætter han, mens han manøvrerer gennem lokalet mellem stole og udstrakte korslagte ben. Stadig med fingeren stift i vejret.

Han er gået over for at læse kalenderen, som hænger på væggen over nogle slidte dueslag. En kollega bemærker, at hans refleksbukser er meget beskidte meget lokalt.  

”Se I bare gutter. Så beskidt bliver man på røven, når man aldrig går ud af vognen.”

Manden, som stadig ikke har sagt andet end griselyde, har taget armen ned, og bruger nu sin strittende pegefinger til at orientere sig i kalenderen. Med den anden hånd viser han, hvorfor han er beskidt på røven.

”Der er fordi jeg tørrer mine fingre af. Når man laver noget, får man jo beskidte fingre. Det kender du sikkert ikke til.”

Latteren bryder ug igen.

Deres venskabelige revolver-duel med kække bemærkninger stopper her, for det er ved at være arbejdstid. Mændene trækker benene til sig, stiller sig op og går ud af personalerummet.

Nogle af dem ryger hurtigt en smøg, inden de går ud mod deres skraldevogne.

”Vi ryger de korte, for vi skal jo nå noget i dag.” Siger den ene grinende.

Den mørke gårdsplads bliver oplyst af LED-lygters blå skær, og skraldebilerne forlader på skift gårdspladsen, som når en militæroperation starter i en Hollywood-film.

Kenneth Barnewitz skal i dag køre 331 spande på rute 17 C torsdag.

Det vil sige, at Kenneth i dag skal tømme 331 skraldespande på en rute i Stilling, en lille by tæt på Skanderborg, som han kører hver sjette torsdag.

Ruten starter på Aarhusvej, som er en meget trafikeret landevej. Den skal bare køres hurtigst muligt, før morgentrafikken for alvor tager til.

”Morgentrafikanterne har så travlt. De tager absolut ingen hensyn. De skal bare fremad fremad fremad.” siger Kenneth, mens han sidder og orienterer sig i sidespejlet for at se, om han kan komme ud.

Bilerne overhaler skraldebilen, som holder stille så langt inde i siden af vejen som muligt, mod alle færdselsregler. Fuldt optrukket og forskellige chikaner forhindrer ikke de travle morgentrafikanter i at suse forbi.

Da der er ophold i trafikken, åbner Kenneth døren og glider ud af førersædet, som var der brun sæbe på det. En bevægelse som bliver lavet mange gange hver dag, hvilket førersædet også vidner om. Venstre side af førersædet er meget mere slidt end den højre, og slitagen fra de mange glidende udstigninger har gjort læderet så glat og friktionsfrit, som det kan blive.  

Kenneth henter to spande, sætter dem på skraldebilen og betjener håndtaget, som får skraldebilens hydraulik til først at løfte spandene, så tømme dem og derefter presse skraldet sammen oppe i vognen.

Knap to minutter efter Kenneth åbnede døren og gled ud af førersædet, åbner han den igen og springer tilbage i en lige så indøvet bevægelse.

Kenneth arbejder i meget højt tempo, og han har heller ikke være i gang i mere end 20 minutter, før svedperlerne kommer til syne, og han smider sin vest, så han nu kun er i shorts og t-shirt.

Det høje arbejdstempo får ham igennem Aarhusvej, inden morgentrafikken bliver for tæt. Nu står den på villaveje, som Kenneth foretrækker.

Da skraldebilen ruller ind i et nybygget kvarter, står der en mor med sin lille pige mellem benene, som holder intenst øje. Den lille piges store hvide krøller er presset mod mores lår, som hun holder rundt om, så hun nærmest læner sig gennem morens ben.

Det er Kenneth, som den lille pige er kommet for at se, og da han glider ud af skraldebilen, får han hendes fulde opmærksomhed. Hendes øjne følger Kenneth tæt og nysgerrigt.

Kenneth arbejder i sit vanlige tempo, men det bliver sat ned, da han skal hente den spand, som står ved den lille pige. Han smiler til hende mens han udfører sit arbejde, og den lille pige får en stor oplevelse.

”Folk værdsætter os. Det er en af de bedste ting ved at være skraldemand. Der er så mange taknemmelige mennesker, og jeg gør jo bare mit arbejde.”

Kenneth er generelt meget glad for sit arbejde, og kunne ikke forestille sig ikke at være skraldemand.

”Dem som taler negativt om skraldemænd, eller siger du er bare skraldemand, aner ikke hvad de taler om. De har helt sikkert aldrig prøvet det.”

Kenneth trykker på parkerings- og drive-knappen lige i rap med glidende pianistiske fingre, så han kan komme videre mod næste spand. Med et smil på læben fortæller han om en anden fordel ved at være skraldemand:

”Kommer man efter klokken elleve ved fiskemanden, er der sodavand og lune fiskedeller."

"Så det timer vi det selvfølgelig efter.”

Dagens sidste spand er ved en børnehave, hvor Kenneth introducerer sig selv som Egon, til de børn som er klistret op ad hegnet for at se skraldemanden.

På vej tilbage til gårdspladsen møder Kenneth en kollega, som han lige tager sig tid til at sludre og pjatte lidt med gennem vinduet.

”Sammenholdet er vigtigt. Vi er gode venner, og det gør helt sikkert også, at vi er bedre til at arbejde sammen og hjælpe hinanden.”

Netop derfor møder Kenneth ind igen i morgen 03:45, selvom arbejdsdagen først starter 05:30.

”Der skal jo være tid til at drikke kaffe og sludre.”