Karin fandt troen som 47-årig:
“Det forvandlede mit liv at begynde at læse i Bibelen”

For 73-årige Karin Kühl var Gud og en tur i kirken noget, som længe var reserveret til juleaften. Men en enkel oplevelse har ledt til, at Karin i dag ser sig selv som værende i ‘fuldtidstjeneste for Gud’.

Karin Kühl har levet meget af sit voksne liv som kulturkristen, men i dag er søndagsgudstjenesterne i Citykirken et fast ritual.
Offentliggjort

Hun fumler med nøglerne og får, kun med mindre besvær, skubbet den store halvtunge grå dør op. Inden for døren trykker hun på relæet på væggen, og med ét kastes der lys ud over hele kirkerummet.  

“Jeg har altså ikke adgang til at tænde spotlysene deroppe på scenen, så det må vi leve uden,” griner den nu pensionerede Karin Kühl.  

"Citykirken har omkring 500 voksne medlemmer og et væld af børn og unge." Kilde: Citykirken.dk

Det ligner ikke ligefrem det klassiske kirkerum med hvidkalkede mure, hårde træbænke og det store pompøse alter for enden af kirkeskibet. Citykirkens kirkerum ligner ved første øjekast mest af alt en koncertsal: Væggene er godt nok stadig hvide, men de kolde kirkebænke er skiftet ud med hundredvis af bløde stole fordelt på ni bueformede rækker. I loftet hænger 20 teater-spotlights, der alle peger ned mod den store sorte scene midtfor i lokalet. Til højre derfra prydes den hvidmalede murstensvæg af et stort sort kors. 

Karin Kühl er kommet i frikirken i Aarhus V. siden maj 2002. Hun er fast deltager til de ugentlige søndagsgudstjenester, og kører også fra sit hjem i Hammel ud til Skejby Sygehus for at bede for svært syge.

Hun har sågar viet alle sine fredag aftner de sidste 14 år til at stå ude med Gadekirken på Store Torv og tale om tro med de unge i Aarhus’ natteliv. Alt sammen ‘i Jesu navn’ som hun selv siger det. Men Karin har ikke altid omfavnet Gud og den kristne tro, som hun gør i dag. 

Troen på Gud glider langsomt ud af mange danskeres liv. Det bekræfter en undersøgelse lavet af Epinion for DR, hvor kun 35 procent af danskerne siger, at de i dag tror på Gud. I en tid hvor danskernes tro er under forandring, har Karin fundet sit faste holdepunkt:  

“Jeg var så klar til at give mit liv til Jesus. Det er det bedste, jeg har gjort i hele mit liv.” 

“I mit univers er der ingen tilfældigheder, det er Gudfældigheder," siger Karin.

Inden Karin slår op i Bibelen for første gang, når hun at blive gift, få to børn og fylde 47 år. Hun er vokset op i et hjem, hvor de kaldte sig kristne.  

“Vi har jo alle sammen kaldt os kristne, fordi alle er døbt og konfirmeret.”  

Familien nærmede sig dog kun kirken i anledning af højtider, og den årlige julegudstjeneste var en fast tradition.  

“Vi skal i kirke, fordi ellers bliver det ikke rigtig jul, sagde min mor altid, og det turde vi børn jo ikke sige noget til,” smiler Karin. Men hendes forhold til kristendommen blev ved Juleevangeliet og de julesalmer, der følger med hvert år den 24. december.  

Selv beskriver Karin sig som tilbageholdende, før hun fandt sin tro.  

“Jeg har aldrig været en, der sagde noget i et rum med fremmede mennesker. Aldrig i skolen, og heller ikke hvis jeg skulle sige noget overfor mine kollegaer på arbejde. Nej, det gjorde jeg helst ikke,” fortæller Karin, der dengang kunne blive helt lilla i hovedet, når tungen valgte at slå knuder i sociale sammenhænge.  

“Han har forvandlet alt det,” siger Karin om Gud. 

En aften i oktober år 2000 tænder den dengang 47-årige Karin sit fjernsyn og sætter sig godt til rette i sofaen. På den firkantede flimrende skærm toner TV2-journalist Thomas Breinholt frem. Ved sin side har han Roger Petersen, som er styrtet på sin cykel og som nu ser dobbelt.

Sammen skal de til Ringkøbing for at overvære helbredsprædikanten Charles Ndifons helbredelser af syge i en lille dansk frikirke. Karin rynker på næsen og strammer øjenbrynene sammen, men øjnene er fængslet til skærmen. Roger Petersen har nu lettere skeptisk fundet en stol og placeret sig midtfor i det alternative kirkerum.  

Helbredsprædikanten går i gang, først med de gangbesværede. Karin smiler let: det kan jo ikke lade sig gøre. Dog har hun rykket sig lidt længere ud på sofaen. Ryggen rører ikke længere ryglænet. En mand smider sine krykker og går nu rundt i kirken. Skridt efter skridt, som han ikke før kunne tage uden hjælp.

Alle rejser sig og lægger en hånd på det område, de ønsker helbredt. Roger placerer sin hånd på sit ene øje. Efter lidt tid er han ikke til at få øje på, indtil kameramændene finder ham ude på gangen. Her har han stået i en rum tid og forsøgt at fremprovokere dobbeltsynet tilbage. Men det er væk.  

Karin sidder nu på kanten af sofaen og holder kroppen oppe for ikke at falde ned. I nu 35 år har hun selv set dobbelt. Siden hun var 13 år gammel og pludselig så sin bedste venindes kat gange to hoppe simultant ned ad bagtrappen. Da hun kiggede op, var alt dobbelt, og sådan har det været lige siden.  

“Jeg havde også fået at vide, at det var jeg nødt til at lære at leve med,” fortæller Karin, imens hun reflekterer over episoden.
  

En ting står lysende klart for hende efter udsendelsens slutning: Hun må vide mere.
I en blanding af nysgerrighed og skepsis finder hun frem til Ndifons hjemmeside og mødekalender – han kommer til Danmark igen. Karins nysgerrighed vokser sig endnu større.  

“Jeg besluttede, at jeg blev nødt til at se med mine egne øjne, hvad der foregår på sådan et møde,” fortæller hun. 

Og blot fire måneder efter, i februar 2001, befinder Karin sig på Drejervej 15 i København. Trods at årets første snestorm rasende har lukket veje og sat en stopper for den offentlige transport landet over, finder hun vej ind til Kirken i Kulturcenteret, hvor den nigerianske helbredelsesprædikant skal til at indlede ‘mirakel-mødet’. 

Karin erindrer, at Ndifon flere gange i løbet af mødet løfter sin store bibel og banker hans knyttede næve mod den tykke bog. “I kan ikke tillade jer at kalde jer kristne, hvis I ikke ved, hvad der står i denne bog!” var hans udråb.  

Og for hver gang mærkede Karin den bitre fornemmelse af skyldfølelse og dårlig samvittighed vælde op i sig. Hun havde ikke læst den, men det skulle laves om. 

“Jeg havde en bibel stående derhjemme, men den havde samlet så meget støv på min hylde. Så det første jeg gjorde, da jeg kom hjem – efter jeg havde fået sovet lidt” indskyder hun med et glimt i øjet, og fortsætter “det var simpelthen at støve biblen af, og starte ved side et,” fortæller hun, mens smilet breder sig over ansigtet på hende. 

Karin kom for første gang i Citykirken i maj 2002.

Og fra den dag, gik det fremad med hastige skridt. Så meget at livet atter tog endnu en drejning.  

“Mit ægteskab gik i stykker. Jeg havde levet i 16 år i et ægteskab, som ikke havde været nemt. Men det gjorde det heller ikke nemmere, at jeg nu var blevet glad efter at have fundet Gud,” fortæller hun med et let træk på skuldrene. Mundvigene peger dog stadig opad.  

Karin havde nu fundet troen, og meldte sig ind i Citykirken. Kort tid efter lader hun sig også døbe “De Troendes Dåb." 

“Det var det, der forvandlede mit liv. At begynde at læse i Bibelen.”  

I dag er Gud stadig en universel del af Karins liv.  

“Det giver bare sådan et håb og sådan en fred. Ingen bekymring.” 

Det bringer hun med sig videre, når hun hver fredag supplerer Store Torv i Aarhus med gratis kaffe, kakao og en bøn eller ti.

Gadekirken startede Karin op i 2012, og i dag drives det af hende og andre frivillige.  

Karins håb med Gadekirken er at sprede det kristne budskab til flere og især møde de unge, hvor de er.

"Vi har flyttet kirken ud på gaden, fordi i Guds perspektiv er kirken ikke en bygning," fortæller Karin.

“Der er mange unge mennesker på gaden: og om dagen er de jo på arbejde eller i skole.” 

Den ro, troen giver hende, vil hun gerne give videre til de unge: 

“Jeg takker Gud for, at jeg må få lov til at opleve og tilbringe evigheden hjemme ved Ham sammen med alle de mennesker, jeg har fortalt om Jesus.” 

Karin mærker Gud hver dag. En varm følelse, der spreder sig i kroppen, som understreger Hans tilstedeværelse. Når hun er sammen med andre troende i frikirken, forstærkes denne følelse og føres ud i kirkerummet gennem lovsang og arme løftet mod himlen. 

Den energi tager Karin også med sig ud, når hun beder for syge. Hun anser sig selv som værende ‘i fuldtidstjeneste for Gud’: som en del af samlebåndet, men ikke som en frelser.  

Udover kaffe og kakao byder Gadekirken også på forbøn. Her ses Karin bede for et knæ.

“Jeg er en kanal for Guds kraft: til at dele ud af Hans kærlighed, Hans frelse, Hans helbredelse. Men det er ikke mig, der helbreder overhovedet. Jeg kan ingenting i mig selv. Jeg kan bede.” 

Karin sidder i Citykirken, som hun for første gang trådte ind i for næsten 25 år siden. Hun ser ud ad de store vinduer i lokalet på første sal og ænser et træ: 

“Jeg ser stadig dobbelt,” siger hun, imens hun betragter bladene, der stille falder. 

I dag er hun imidlertid taknemmelig for dobbeltsynet. Karin opsøgte nemlig ikke troen for at få helbredt sit eget dobbeltsyn. Det har hun for længst lært at leve med. 

”Men jeg er taknemmelig for, at jeg fik det dobbeltsyn, da jeg var 13 år, for ellers er jeg ikke sikker på, at jeg var kommet til tro.”  

Det var det at genkende sig selv i noget, der gjorde Karin nysgerrig på troen, da hun så Roger Petersen blive helbredt for sit dobbeltsyn på landsdækkende TV for 26 år siden.  

“Gud er den samme for mig, om jeg har dobbeltsyn eller ej.” 

Powered by Labrador CMS