Kemitvivlen vokser: Victoria tager sagen i egen hånd

En ny undersøgelse viser, at 8 ud af 10 danskere har svært ved at gennemskue, om hverdagsprodukter indeholder potentielt skadelig kemi. En af kemiskeptikerne er Victoria Karlsen, der nu selv producerer sæbe fra bunden.

Her ses Victoria Karlsens hjemmelavede sæber
Offentliggjort

Når danskerne står foran hylderne i supermarkedet, er det langt fra altid med ro i maven. 

En ny undersøgelse foretaget af Opinion for Svanemærket viser, at 8 ud af 10 danskere har svært ved at gennemskue, om produkter indeholder skadelig kemi. Samtidig mangler hver fjerde tillid til, at myndighederne har fjernet de farlige stoffer.

Midt i den usikkerhed vælger nogle forbrugere at gå en anden vej. En af dem er 43-årige Victoria Karlsen fra Fredericia.

Victoria Karlsen tager afstand til skadelige kemiske produkter

Afstand til skadelig kemi

Victoria Karlsen driver i dag virksomheden RenHverdag, hvor hun selv producerer sæbe fra bunden. Hun ser sit arbejde som et alternativ til det, hun betegner som mere industrielt fremstillede produkter.

"Mit formål er, at jeg vil gøre folk bevidste om, hvad de putter på deres hud".

Hun opfordrer samtidig forbrugere til selv at forholde sig kritisk til indholdet i deres produkter:

"Kig på jeres flaske, folkens – vend den om".

Victoria Karlsen understreger, at hendes fokus ikke er at undgå alt kemi, men det hun opfatter som uønskede eller skadelige stoffer. 

I sin egen produktion anvender hun blandt andet oksetalg og kokos som primære ingredienser.

Fra hobby til forretning

For lidt under et år siden faldt Victoria Karlsen over en facebookgruppe, hvor en kvinde solgte hjemmelavet sæbe. Det blev startskuddet til hendes egen produktion.

Det begyndte som en hobby til eget forbrug, men interessen voksede hurtigt, og hun begyndte at sælge sine produkter. 

De første sæber blev solgt til en lav pris, hvilket tiltrak kunder, men da priserne senere blev hævet, for at få økonomien til at hænge sammen, faldt en del fra igen.

Alligevel holder hun fast i sin tilgang:

“Jeg vil kun sælge de sæber, der er perfekte – resten giver jeg væk”.

De produkter, der ikke lever op til hendes standard, bliver ikke smidt ud, men omsmeltet og brugt til sæbespåner så intet går til spilde.

Victoria Karlsens hjemmelavede sæber kommer i mange farver og former

En passion

For Victoria Karlsen er projektet dog først og fremmest drevet af en passion:

“Jeg brænder for det – jeg elsker det”.

Hun fortæller samtidig, at hun tidligere har døjet med tør hud, og at hun oplever en positiv forskel efter at være gået over til sine egne produkter. 

Også når hun er ude at købe ind glider hun lettere og bekymringsfrit forbi alle hylder med. Hun bruger nemlig kun et produkt - hendes eget.

En del af en større tendens

Victoria Karlsens historie står ikke alene, men afspejler en bredere tendens, hvor forbrugere i højere grad forsøger at navigere i deres usikkerhed om kemi og indhold i hverdagsprodukter.

Når overblikket over ingredienser og betegnelser opleves som vanskeligt, vælger nogle, ligesom Victoria Karlsen, selv at tage kontrollen.

 

Powered by Labrador CMS