Kenneth står hver onsdag ved Bruuns Galleri – ikke for sig selv, men for Jehova

Ordene GRATIS BIBELKURSUS står på standen ved siden af Kenneth Krabbenhøft. Forbipasserende vader gennem mylderet af indkøbsposer og småsnak, mens han selv står tavs og venter på, at nogen henvender sig.

En del af Kenneths pligter som Jehovas Vidne er at være offentlige missionærer og deltage i "forkyndelsen" - hvilket er dér, hvor de spreder Biblens budskaber.
Offentliggjort Sidst opdateret

Kenneth står foran Bruuns Galleri en helt almindelig onsdag middag. 

Det er et tidspunkt, hvor de fleste, der kommer forbi, enten er studerende eller pensionister – og ikke en midaldrende mand som ham selv. Han er høj, velklædt med en pænt strøget skjorte, der er knappet til den anden øverste knap og en frakke udenover.

Han er 51 år, far og kørelærer – og ja, så er han Jehovas Vidne.

Med en troende mor har gud altid fyldt i hans hverdag. Han beskriver dog selv, at troen ikke er en selvfølge. Det er noget, man aktivt skal vælge at bære med sig. "Man kan jo ikke bare sige: i den næste time tror jeg ikke," forklarer han.

Selv med en troende familie skulle han også som ung tage stilling til, om det nu også var det han virkelig troede på.

Da han skal svare på, om han nogensinde var i tvivl, er han mere tøvende end normalt. Han fortæller, at han ligesom alle andre unge da også har haft små øjeblikke, hvor man genovervejer ens valg.

Men fra Kenneth er der ikke den mindste dråbe tvivl at spore. Hver eneste onsdag lige midt på arbejdsdagen står han ved Bruuns Galleri og venter på at hjælpe nogen på vej med deres tro.

Selvom man skulle tro, det var svært at få til at hænge sammen med et fuldtidsarbejde som selvstændig kørelærer, er svaret fra Kenneth meget simpelt: ”Så sørger jeg for ikke at have nogle elever der."

Tidligere samme dag var Kenneth ude ved en ikketroende 30-årig mand med kræft.

Manden havde selv henvendt sig til dem i håbet om at opnå en større viden om døden. ”Han har en fornemmelse af, at han snart stiller træskoene,” fortæller Kenneth om manden.

Og selvom denne mand ikke fandt klarheden i troen på Jehova efter deres samtale, så handler det for Kenneth bare om at have prøvet.

For om der er én eller ingen, der finder frem til troen gennem hans besøg eller tid foran Bruuns Galleri, så er pointen for ham bare, at han er der til at dele ud af sin tro og glæde, til hvem end, der har brug for det – som Biblen fortæller ham, at han skal.

Powered by Labrador CMS