Kig omkring dig, ikke op – For Anders Stjernholm er religion blot en begrænsning

“Hold kæft et dårligt show.” 

Det var, hvad Anders Stjernholm tænkte, da han sad i kirken til sin fætters begravelse. Hans fætter Henrik, der hverken røg eller drak, men som pludselig var faldet død om. 60 år gammel. Oppe foran altret prædikede præsten. 

“Vi sad der i en kirke fuld af mennesker og hørte på den af os, der kendte Henrik mindst, forklare, hvad hans liv gik ud på. Hvorfor stod han der og gættede på, hvordan Henrik var?” 

Men så rejste Henriks kone sig. De skæve blikke fra familiens stramme tanter kunne tilskrives de 20 års aldersforskel mellem hende og Henrik, eller det faktum, at hun kun havde været sammen med ham i tre år. At hun var ny i familien. Men de næste ti minutter fortalte hun om, hvordan hun havde mødt Henrik, hvordan hun oplevede ham, og hvilke planer de havde for deres tid sammen. 

“Årh er du gal, vi sørgede igennem der mand. Det var så stærkt. De ti minutter var mere værd end resten af den tid, vi sad i kirken.” 

Det blev for Stjernholm endnu et billede på, hvordan han mener, religiøse dogmer og traditioner begrænser os. Hvordan det gode opstår, når præsten stopper med at prædike. 

Den slags oplevelser har den 45-årige komiker, politiker, journalist, og - fremfor alt -ateist, samlet på gennem hele sit liv. Gennem stand-up shows, debatindlæg, podcasts og valgkampe har ateismen været hans mærkesag. 

Det hellige skrift 

Klask. Stjernholm smækker et lille, blåt hæfte ned på hjørnebordet på Comedy Zoo i København. “Ateistens bibel”, står der med hvide blokbogstaver. Han blotter sit gavtyve-smil. Siderne er blanke, bortset fra én linje: Kig omkring dig, ikke op. 

Han sætter sig til rette i stolen og smøger ærmerne op. Det drilske grin fortoner sig og ender i en eftertænksom mine. 

Hæftet er lavet af interesseorganisationen Ateistisk Selskab, som han er forperson for. På selskabets platforme og i en række podcasts prædiker han om løsrivelse fra folkekirken og frihed fra religion. Om ikke at tro, men at tænke frit. Det gør han i en tid, hvor undersøgelser peger på, at flere - særligt unge - danskere søger kristne fællesskaber. En tendens, der blandt eksperter tolkes forskelligt. 

“Jeg synes selv, det er vildt flabet, når folkekirken siger: ‘75 procent af danskerne, var faktisk i kontakt med folkekirken sidste år’. Jeg var til begravelse pikhoveder! I skal ikke tælle mig med i den statistik.”

Stjernholm er bevidst om, at hans retorik fremstår provokerende for nogen. At han stikker ud. 

I sin tid som forperson er han både blevet kaldt fundamentalist og venstre-ekstrem. Men han insisterer på, at ateismen ikke handler om at afskaffe tro, men om at afskaffe den magt, troen har fået. 

“Jeg er ikke anti-religion,” siger han. “Jeg er anti-misogyni, anti-homofobi og anti-psykisk vold. Det er ret simple ting.” 

Mellem himmel og jord 

Hans religiøse skepsis startede allerede, da han som 13-årig begyndte til konfirmationsforberedelse i Fredensborg i Nordsjælland.

Stjernholm er vokset op i det, han selv kalder en “vane-kristen” familie. Opvæksten var relativt konservativ, og en overgang var han endda medlem af Konservativ Ungdom. Det var dog langt fra politikken, der trak, men snarere en langhåret pige ved navn Signe, hvis nørdede og idealistiske energi dragede ham. 

Til konfirmationsforberedelsen husker han, hvordan de to præster, Lars og Bjarne, fik det til at handle om alt andet end trosbekendelsen og fader vor. Han mærkede den flove stemning sprede sig, når der indimellem skulle læres et bibelvers. Den "vane-kristne" stemning. 

“Jeg havde en følelse af, at den stemning også prægede Lars og Bjarne. At remserne bare skulle læres, og så kunne vi gå ud og snakke om virkeligheden igen. Det var et godt lille kursus i - ‘nej, det tror jeg ikke på det der’.” 

I stedet gik konfirmationsforberedelsen med natteløb, gyserfilm, og snak om værdier som næstekærlighed. Værdier som Stjernholm kalder universelle, selvom mange religiøse miljøer, forbinder dem med deres traditioner. For ham eksisterer de udenfor kirken. 

“Jeg får lyst til at tegne det her”, udbryder han og griber den første kuglepen indenfor rækkevidde. Han åbner på en blank side af “Ateistens bibel”, og skriver allerøverst ordet “religion” efterfulgt af et udråbstegn. Under skriver han “spiritualitet”. Derefter et spørgsmålstegn. 

“For mig kan det koges ind til det her: Religion konkluderer, mens spiritualitet spørger. Religiøse plejer at sige, at der er mere mellem himmel og jord, end vi ateister forestiller os. Men det er jo ikke deres påstand. De siger, at de ved, hvad der er. Vi siger bare, at vi er i tvivl.” 

Netop den tanke har han forsøgt at formidle i en Instagram-kampagne med Ateistisk Selskab. At ateisme betyder mangfoldighed, og at spiritualitet ikke behøver begrænses af religiøse retningslinjer. Den kan udtrykkes på mange måder. 

Han haler sin telefon op af lommen, vender skærmen og holder et billede højt. Et billede af Ida, som han har interviewet til kampagnen. En danseglad, spirituel ateist, og for Stjernholm det perfekte eksempel på, at man sagtens kan tro på, at der er mere mellem himmel og jord, uden at begrænse det til religion. 

“Ida mener oprigtigt, at hun har talt med et træ i tre timer. Hun aner ikke hvorfor, og hun prøver ikke at forklare det.”, fortæller han med begejstring. 

Men selvom han kan grine af, hvordan religion efter hans mening indsnævrer fantasien, er det for ham langt fra kun et spørgsmål om kreativ frihed. Jo mere han beskæftiger sig med feltet, desto tydeligere bliver det for ham, at dogmer ikke kun begrænser idéer, men også mennesker. Og nogle rammes hårdere end andre. 

Oktan 99 i tanken 

I 2015 var Stjernholm med til at oprette foreningen Eftertro. Et støttenetværk, hvor eks-troende kan udveksle erfaringer, om at forlade religiøse rum. Her har han samlet på historier, som har givet ham benzin i tanken til at fortsætte med sin ateistiske mission. 

Han husker især ét møde.

I et lokale på Nørrebro sad Stjernholm og 15 unge mennesker samlet om et bord. Tidligere frikirke-kristne, Jehovas vidner og muslimer skulle skiftevis fortælle om deres oplevelser med at forlade religionen.

For hver fortælling tyngedes stemningen. Fra historier om akavet stemning ved julemiddagen til beretninger om fordømmelse, udstødelse fra familien og vold i hjemmet. En af dem, var en tidligere kristen, der var blevet afsvoret af sin familie på grund af sin seksualitet. 

“Det var Oktan 99, der røg lige ned i tanken der. Så kunne jeg køre igen. Jeg husker tydeligt tanken: Hvordan kan folk stadig tænke, at religion er hyggeligt?” 

Oplevelser som denne er grunden til, at han igen og igen vender tilbage til eksempler som homofobi, psykisk vold og undertrykkelse. Ikke fordi han mener, at kristne mennesker ønsker skade, men fordi han mener, at en dogmatisk ramme tillader den.

“Folk siger, at kristendommen er harmløs,” siger han. “Men mennesker kommer til skade. Så nej. Det er den ikke.” 

Derfor mener han heller ikke, at det er acceptabelt at trække på skuldrene, når folk går i kirke juleaften for hyggens skyld, eller når kirken modtager millioner af skattekroner hvert år. For ham er det et princip. 

Hvis du tror

Men selvom Stjernholm er kompromisløs i sin kritik af kirkens magtposition, anerkender han, at det ikke er så enkelt i praksis.

Selvom han insisterer på, at kristendommen ikke er en del af den danske national-identitet, er det tæt på umuligt at styre udenom dens højtider og traditioner, når fire millioner af hans landsmænd stadig er medlem af folkekirken. 

Derfor har han et princip om, ikke på forhånd at nægte at deltage i religiøse traditioner – men med ét forbehold: 

“Jeg kommer gerne til din hønseblods-clairvoyant-ceremoni... hvis du tror på det! Men jeg kommer ikke for at bevidne, at du lyver.”

Sådan sagde han også til nevøen Valdemar, da han skulle konfirmeres. Selvom Valdemar ikke på forhånd kunne garantere, at det drejede sig mere om gud end gaverne, tog Stjernholm alligevel med i kirke. 

I sidste ende handler det for Stjernholm om at tage stilling. Hvis troen er reel, møder han gerne op. Hvis ikke, bliver det - som han siger - så “gennemført fjollet”. 

Kig dig omkring 

I et virvar af principper, realiteter og hans egen indignation, orienterer Stjernholm sig efter noget så uventet som Star Trek-universet. For ham er dét univers et forbilledligt eksempel på, hvordan verden kunne se ud uden religionens begrænsninger. 

Et optimistisk modbillede til den verden, han mener religion spænder ben for. Udviklingen af ren energi, rumrejse og overgangen til vegetarisme er eksempler på et ideal om nysgerrighed, forandring og fælles ansvar. Kritikere vil hævde, at visionen er naiv, eller at hans analyse af religion er unuanceret i en pragmatisk verden. 

Men for Stjernholm er pointen netop at tænke stort og uden for de begrænsninger, som han mener religionen sætter for os. 

Det er derfor, han vender tilbage til den ene linje, der står trykt i "Ateistens bibel", og som han citerer, når snakken drejer mod himlen, håbet eller meningen med livet: 

Kig omkring dig, ikke op.