“I' en slatten, bleg og ynkelig flok. Hvem sku' I dog kunne true?”  

Tonerne fra Disney-klassikeren `Rigtige Mænd´ fylder rummet. Tre, fire meter til loftet. Tres, halvfjerds stole på det brune plankegulv. Placeret i fem rækker fra det sorte Yamaha-klaver.  

Hverken slatne, blege eller ynkelige sidder de på hver sin stol i den bueformede formation. Rigtige mænd og rigtige kvinder, i alderen 18-35 år. Kommet for at synge alt fra Nephew til Gospel, fra Disney til Aphaca.   

Hver onsdag på Katrinebjerg i Aarhus til UNGKOR Christiansbjerg. Et kor fraregnet optagelsesprøve og uden høje forventninger til sangevner.

Siden coronapandemien er interessen for korsang steget i Danmark, og det gælder især hos de unge. Det skriver DR i en artikel fra oktober sidste år. Flere kor melder om lange ventelister og større tilslutning. Især rytmisk kor, hvor der primært synges populærmusik. 

“Første gang var vi 16 mennesker. I dag er vi et sted over de 60.”  

27-årige Miriam Kirstine Medom Månsson er korleder og var med til at starte UNGKOR for to år siden, hvor hun løbende har mærket den stigende interesse for kor blandt unge.  

“Man er blevet meget mere opmærksom på de mentale og sundhedsmæssigt gode kvaliteter ved sang. Og så er der helt klart noget i det fællesskab, som man træder ind i til kor.”  

Klokken er 19:00. Alle er ved at have fundet sin plads i buen. De sidst tilkomne venter på de ekstra stole, som er ved at blive bragt ind, imens de skriver sig et navneskilt.  

Tre ekstra stole bliver placeret i buens bagerste række. De tre når lige at sætte sig ned, før alle bliver bedt om at rejse sig og bevæge sig ud i en cirkel. Så starter opvarmning.   

Fra tramp til toner 

Stamp, stamp, stamp.   

Nogle stamper, andre tramper og nogle trasker. Alle på stedet. Parallelt med tonerne fra Miriams klaverspil. Sat sammen med et klap på hver anden takt. Nogle klapper højt, andre lavt. Det vigtige er, hvornår der klappes, hvornår der trampes. Ikke om du bruger højre eller venstre ben.  

De fem forskellige stemmer stamper sig frem på skift: sopran, alt, mezzo, tenor og bas. Indtil stemmerne er varme, og alle bedes sætte sig igen. En bølge af støj rammer. Snak, men uden konkrete ord. En bevægelse af lyd. Grin. Alle stemmer sammen til en. Man skulle næsten tro, at de er vant til at få deres stemmer til at følges ad.  

Hver og en har de en mappe, gennemsigtig og glat på ydersiden, ru og mættet med A4-ark indeni. En kollektiv bevægelse åbner mapperne på tværs af stolerækkerne.  

Fællesskab i dur 

Enkeltvist øver stemmerne. Blikke fast rettet mod klaveret og ordene fra mikrofonen. Andre følger med i nodearkene, med fingrene svævende over papiret i takt til klaverspillet.   

“Jeg synes det er vildt hyggeligt, at man kan mødes et sted og være fælles om sang,” fortæller 23-årige Sybille Elizabeth Tabori Kraft med et stort træk på smilebåndet.  

Hun studerer medicin på 3. semester i Aarhus og er lige begyndt i UNGKOR Christiansbjerg.   

“Det giver mig en adspredelse fra min hverdag. Man får lov til at møde andre og komme ud fra sin egen boble og se nogen, der ikke læser det samme som en og ikke er ens familie.”  

Sybille har sunget, siden hun var lille og gik til solosang, men ifølge hende er det helt anderledes at være en del af et kor:  

“Det er meget sværere. Det er god øvelse til min sang, men jeg skal virkelig lige tune mig ind på mig selv for også at holde de rigtige toner.”  

De toner og sætninger, der repeteres 10, 20, 30 gange. For hver gang er flere blikke hævet fra mapperne. De øjne, der før borede sig fast i hvert ord i nodearkene, nu med en lettere mine. En ny selvsikkerhed. Man ved, når nogen har fanget den: et glimt i øjet og en let opadstruttende mundvig.  

Nye ansigter og kendte akkorder 

“En, to, tre, fire.”   

Fire knips lyder fra bag klaveret, og vokalerne fylder langsomt lokalet. Stemmerne alene er lette, stille og næsten usikre. Men så samler de sig. Komplimenterer hinanden, finder deres plads og bliver til én klang. Som en muskel, der trænes lidt stærkere for hver gentagelse.  

Sangen afbrydes af den samme synkrone bevægelse igen og igen. Et raslende kor af papir, når siderne vendes på samme tid.  

Flokken er nu nået til andet vers i Disney-klassikeren. I' en slatten, bleg og ynkelig flok. Flere synger med et smil på læben. På tenor-rækken breder der sig en let skepsis over den næste tone. En rynke i panden og skuldrene oppe under ørene.  

“Det er ikke højere end det plejer,” lyder det fra bag klaveret med et stort smil.   

En tenor på anden række ryster let på hovedet.   

“Det siger du altid.”  

Latteren bryder straks ud omkring ham og spreder sig gennem rækkerne. Fra de forreste stole til de bagerste. Sangteksten bliver kort overdøvet af grin, inden koret finder tilbage til melodien.   

Bag sangvalgene ligger et bevidst forsøg på at appellerer til de unge: 

“Jeg prøver at gøre det genkendeligt. Sange, som man også kunne høre i radioen, på sin egen playliste eller bringe noget nostalgi ind,” fortæller Miriam Månsson.   

Næste onsdag står stolene igen placeret i en bueformation på plankegulvet. Med næsen peget mod det sorte Yamaha-klaver. For hver øvegang vil der være flere smil fra nabostolen, hver gang de flere end 60 stemmer bliver til én, og kabalen går op. Buen spændes yderligere uge for uge, og pilen sendes afsted, når der til vinter er koncert, som Miriam Månsson ser frem til:  

“Vi øver frem til en afslutningskoncert, men primært er meningen, at det her er et fællesskab, hvor vi også kan mødes efter kor eller have en hyggelig filmaften.”