Klodsmajor med samfundets byggeklodser – Aalborg Kommune prøver nyt tiltag for at øge de unges interesse for ungebyrådet

Demokrati-stratego, kryds og bolle, gæt og grimasser og debatbold er nogle af de ting, UngeKrati tager med sig, når de besøger børnene i ungdomsklubberne i Aalborg Kommune.

Dialogskabende aktiviteter er en af mange ting på menuen, når UngeKrati gæster de forskellige ungdomsklubber i kommunen.
Offentliggjort Sidst opdateret

Valget til ungebyrådet står for døren, og i år har Aalborg Kommune taget et nyt tiltag i brug for at vække interessen for Aalborg Ungebyråd i forbindelse med valget. Sammen med UngeKrati har de valgt at tage ud til ungdomsklubberne rundt omkring i kommunen i et forsøg på at få de unge til at engagere sig i demokrati.

Ung til ung

En af dem, der har været med til at tage beslutningen om at prøve et nyt tiltag er Cæcilie Lyndgaard Andersen, der er sekretær for Aalborg Ungebyråd samt demokrati- og international medarbejder. Hun forklarer, at det nye tiltag sker i samarbejde med UngeKrati.

"Vi har en ung til ung formidlingsgruppe, der hedder UngeKrati, som er den del af ung til yngre metoden. Ung til yngre betyder, at det er unge mennesker, der er ældre end de børn, de snakker til og med. Repræsentanterne fra UngeKrati formidler demokrati. Formidlingen sker ikke i form af et oplæg, men gennem aktiviteter og lege, hvor demokrati indgår."

UngeKrati er en gruppe, der hører under UngAalborg. UngAalborg er ungdomsskolen i Aalborg og hører til under kommunen. 

Fokus på ungebyrådet

I en mail fra Cæcilie Lyndgaard Andersen til ungdomsklubberne fortæller hun om, hvilken rolle de to besøgende fra UngeKrati har i forhold til at sprede budskabet om ungebyrådet.

"For at sikre os at så mange unge som muligt ved, hvad ungebyrådet er, kommer UngeKrati nu rundt og besøger jer i klubberne […] I alle aktiviteterne fortæller de om ungebyrådet og indgår i dialog med de unge om, hvad ungebyrådet er."

Og netop disse aktiviteter kan bestå af flere forskellige ting. Fysiske aktiviteter i form af demokrati-stratego, kryds og bolle, gæt og grimasser og debatbold. Derudover er der også nogle dialogskabende aktiviteter såsom dialogkort, demokrati-ludo og klodsmajor med samfundets byggeklodser.

Valdemar Bruun Jensen og Mille Vistisen ude for at sprede budskabet udstyret med lykkehjul og merchandise

Demokratisk dannelse

Besøgene tager cirka to timer, og to af dem, der har været rundt på ungdomsklubberne er 21-årige Mille Vistisen og 19-årige Valdemar Bruun Jensen. Med sig har de forskellige lege, aktiviteter og ideer til, hvordan demokratiets interesse kan blomstre i de unge mennesker. 

Ifølge Mille Vistisen er oplevelsen, at på nogle af stederne er børnene slet ikke klar over, at de rent faktisk allerede besidder en interesse.

"Det er selvfølgelig ikke alle, der er interesseret i demokrati, men der er mange, der måske alligevel har været det uden, at de selv er klar over det. De har mange holdninger, interesser og meninger uden at vide det. De skal bare have hjælp til at italesætte det, og det kan vi hjælpe med, når vi kommer ud,” fortæller Mille Vistisen.

UngeKrati er ikke kun sat i verden for at fortælle om ungebyrådet, men her op til valget fylder netop det emne mere end noget andet.

"Lige nu har vi fokus på ungebyrådet på grund af valget, men efterfølgende skal vi ud igen for at snakke om ting som medbestemmelse i klubberne og generel demokratisk dannelse,” forklarer Valdemar Bruun Jensen.

Andre måder at tiltrække de unge

Udover det nye tiltag med ungdomsklubberne, der er taget i brug for første gang i år, så bliver der også gjort opmærksom på Aalborg Ungebyråd via beskeder i e-boks til alle i Aalborg Kommune i aldersgruppen 15 til 19 år, beskeder i Aula til børnene samt forældrene og reklamer på både busser i kommunen og gågaden i Aalborg.

Sidste besøg i ungdomsklubberne er denne torsdag d. 7. maj i den lille by Ferslev, der ligger syd for Aalborg.

Grundlovsfesten

Er du mellem 13 og 19 år og bor eller går i skole i Aalborg Kommune og er interesseret i at blive en del af den demokratiske proces i kommunen, så kan du indtil d. 18. maj indsende din ansøgning om at blive en del af Aalborg Ungebyråd. 

På grundlovsdag i år bliver det nye ungebyråd udnævnt af kommunens socialdemokratiske borgmester, Lasse Frimand Jensen. Udnævnelsen kommer til at foregå ved grundlovsfesten i parken Karolinelund. 

Lige nu er der 17 medlemmer, men der er plads til 31. Er der mere end 31 ansøgere, har alle børn over 10 år i kommunen mulighed for at afgive deres stemme.

Powered by Labrador CMS