Klokken er altid 8.40 på Pizza Day and Night

Night

“Mikkel, hvad fanden? Hvad laver du her?”. 

Mikkel vender sig om i køen. Hans ansigt lyser op, og han kaster sig i sin vens arme. “Det er min bedste ven. Det er min bedste ven”, fortæller han begejstret resten af køen på pizzeriaet. Genforeningen virker længe ventet. Mikkels ven fortæller, at han aldrig troede han ville se ham igen efter, at han mistede ham efter en koncert på Bispetorvet. Køen bag de to venner vokser. Det er årets travleste dag. Fredag i Festugen. 

I hjørnet står en lysende højtaler og spiller tranche lignede musik ud i rummet. Musikken går i loop, og det er umuligt at høre, hvornår en sang starter og en anden slutter. Et stort retro London-ur fylder den ene væg og er gået i stå klokken 8.40. Her dufter af kanel, kebab og cigaretter. På pizzeriaets eneste bord ligger bunker af servietter og en sovende mand. Over manden er der tapet tre danske flag fast til helvægsspejlet. Måske som en markering af Festugen. 

Køen er lang, men det virker ikke til at folk har travlt med at komme hjem. To veninder venter tålmodigt på deres mad. Den ene kniber øjnene sammen, mens hun finder balancen. De skal hjem og se Gift ved første blik og “smovse” i sengen. Veninden med de knibende øjne sukker og bekender: “Men… Det er altså længe siden, at jeg har skiftet sengetøj”. Veninden trækker på skuldrene: “Vi sover bare ved mig, skat”. På trods af at tre mænd bag disken har været på arbejde de sidste 10 timer, så er tempoet højt. Der er en tydelig rollefordeling: manden i den røde trøje tager mod bestillinger og samler rullen eller pizzaen, ham i den blå steger kød og står for dressing, mens ham i hvid former og bager dejen. De tre langer både pizzaer, kebabruller og en enkelt pølsemix over disken.  “Nummer 2756” råber ham i rød, og de to veninder tjekker håbefuldt deres kvittering. 

En svajende fyr i en ternet skjorte falder ned på den røde plastiksofa. Han finder sin telefon frem. "Okay, undskyld, at jeg bollede med din dame.” Der bliver lagt på i den anden ende. Der bliver stille omkring bordet, og selv den sovende mand rykker lidt på sig. To venner, der venter på deres bestilling, sender hinanden et blik. “Hva… Det er sku rimelig dårlig stil” siger den ene til ham i den ternede skjorte. “Det er en rimelig crazy ting at sige klokken 3 om natten på Day and Night”, følger den anden op. Fyren trækker på skuldrene og finder et nyt nummer i telefonen. De to venners nummer bliver råbt op, og de rejser sig med et spjæt. De henter deres pizzaer, sætter sig ved bordet og åbner æskerne. Uden at sige noget bytter de rutineret en halv pizza hver. De forsvinder ud af døren og hver deres vej hjem. 

Day

Bunkerne af servietter, tranche musikken og den sovende mand er væk. Der er to på arbejde bag disken, de samme som i går. Den forreste gaber, mens han rutineret snitter tomater i tynde skiver. Døren går op, og en kvinde kommer ind. Hun har rodet hår og solbriller på. Hun spørger hæst: “Kan jeg få en rulle med kebab?”. “Skal det være med det hele ?”, lyder det tilbage. Hun får øje på sig selv i helvægsspejlet og retter på sit hår. Hun sætter sig på en læderstol og giver sig til at se TikToks. Lyden af kebaben der bliver barberet, overdøver stilheden og den svage summen fra køleskabet med drikkevarer. 

På vinduespladsen hænger en mand koncentreret over sin hawaii pizza. Han har glimmerrester i panden. Hvis han løftede blikket vil han se, at byen er stået op. Folk haster afsted enten med deres familie eller en kaffe i hånden, men på Day and Night viser London-uret stadig 8.40.