Kolding Havn sover og efterlader bed & breakfast ved en skillevej: Nu er den sat til salg
Lisbeth Østerlund sætter Villa Gertrud til salg efter år med venten på forandringer i Kolding Havn. Kommunen erkender, at udviklingen tager tid.
Efter ti år med engagement i både gæster og byudvikling har Lisbeth Østerlund valgt at sætte Villa Gertrud Bed & Breakfast til salg.
Beslutningen kommer blandt andet fra en oplevelse af, at udviklingen på havnen står stille, selvom forretningen har haft gode besøgstal.
“Jeg har ikke længere hjerteblod til at blive ved med at tro på, at der kommer til at ske ændringer i min eller min virksomheds tid” siger Lisbeth Østerlund.
Lisbeth har engageret sig i byens udvikling, deltaget i borgermøder og forsøgt at bidrage til sin vision om at gøre Kolding mere interessant.
”Der er så meget snak om, hvad der skal ske med havnen, der er mange ting i spil. Det er stadig ikke afklaret, og det er mere end ti år siden snakken startede. Vi trænger til at se noget af snakken udmøntet” siger hun.
Politisk stilstand påvirker engagement
Hos Kolding Kommune anerkender formand for Plan- og Teknikudvalget i Kolding Kommune og for Kolding Erhvervshavn, Tobias Jørgensen (V), at processen tager tid, men understreger, at det er nødvendigt.
“Vi har en ambition om, at al udvikling på og omkring havnen, selvfølgelig skal ske i samarbejde med alle berørte parter. I Kolding Kommune prøver vi hele tiden på at skabe rum for, at de virksomheder, der er på havnen, kan udvikle sig positivt,” siger Tobias Jørgensen.
“Det bliver sværere for mig forsat at finde drivkraften frem til at blive ved, når noget af det, jeg synes er både sjovt og spændende ikke lykkedes, fordi den politiske situation er som den er," fortæller Lisbeth.
Kulturarven i fokus
For Lisbeth er kulturarven vigtig. Det kan man mærke allerede i vindfanget på vej ind i den bevaringsværdige bygning. Hun synes de gamle bygninger er vigtige at værne om, og det handler i høj grad for hende om at passe på den kulturarv vi har.
“Jeg synes, at man skal passe på at rive bygninger ned i vildskab. Når først bygningerne er væk, bliver det for alvor svært at genetablere historien. Nutidens skrammel bliver fremtidens guld, der sker noget særligt, når vi mikser både fortid og nutid.”
Hun synes, at havnens rå udtryk og variation er en kvalitet i sig selv. Det giver genlyd i kommunalbestyrelsen.
“Kulturarven er vigtig, da det er en erhvervshavn, og det ønsker vi at værne om. Vi har nogle steder på Kolding havn, som vi ønsker bevaret, det gamle fiskerleje for eksempel,” siger Tobias Jørgensen.
“Jeg synes byen skal gå fra handelssted til mødested. Byens rum er meget spredt, og jeg synes, at vi skal binde byens rum mere sammen, men selvom jeg har prøvet at bidrage, hvor jeg kan, så har det meget lange udsigter,” siger Lisbeth og tilføjer at historien er en god måde at løse det på.
Ikke slut med engagement
Lisbeth er en idérig kvinde, og selvom hun sælger sin virksomhed, er det ikke ensbetydende med at hun stopper med at engagere sig i lokalsamfundet.
“Det med at være engageret i noget lokalt og se, at det man sår også spirer, er godt for mig,” siger hun.
Kommunen ærger sig, når virksomheder vælger at stoppe.
“Jeg synes, det er en skam, hver eneste gang, at der er nogen, der stopper med at drive erhverv i Kolding Kommune. Udvikling på havnen er ikke noget, man gør over natten, det tager lang tid, og det er det projekt, vi er i gang med nu,” siger Tobias Jørgensen.
Men han er stadig fortrøstningsfuldt for byens udvikling.
“Jeg ser, at der er fart på hjulene i Kolding og ser frem til den fremtid, vi går i møde.”
Lisbeths fremtid er ikke længere på havnen. Villa Gertrud er sat til salg, og dermed slutter et kapitel præget af både succes og engagement.
“Det har været så stor en del af min identitet, så jeg er også spændt på, hvad jeg finder på uden Villa Gertrud.”