
Kom med bag buketterne
Mød pigerne med sans for det smukke, der på en hverdag fyldt med duft og detaljer forvandler blomster til buketter.
Døren til blomsterbutikken i Ceresbyen står åben, og idet man træder ind ad døren, sprudler det med farver fra de mange blomster, og næsen nærmest overvældes af de mange dufte.
Ved disken står et par piger i gang med at binde buketter, og en tredje render rundt med en vandslange og fylder spande op med vand. En helt særlig brusende lyd fra vandet blandet med hyggesnak og dæmpet musik fra en højtaler indrammer rummet.
En af pigerne ved disken er 26-årige Cecilie Dvinge Kristensen, som efterhånden har arbejdet hos De 4 Årstider en del år. Først som studiejob og i dag er hun fuldtid, selvom hun egentlig har en professionsbachelor inden for et andet fag.
”Jeg føler mig meget heldig for at være her. Nogle af mine medstuderende er på kontanthjælp, fordi deres dagpenge er udløbet,” siger hun.
Udenfor fyldes gadebilledet ligeså med butikkens sortiment. Potteplanter, pyntegræskar og de populære buketter, der startede som et SU-venligt alternativ, kan kunder købe. Døgnet rundt, året rundt. Bemandet eller ej.

Hver morgen bliver blomsternes tilstand udenfor tjekket, og der bliver fyldt op med dagens nye varer.
Kunder og kaos skal vi nok klare
Imens der arbejdes, falder de to piger ved disken i snak.
”Det var en god dag, og vi havde solgt godt. Men så kommer en kunde ind og brokker sig over misteltenen, hvorefter han spørger, om vi kan få flere hjem,” forklarer Cecilie Dvinge Kristensen. ”Dagen før juleaften?” udbryder kollegaen Isabella Rosing forbavset, hvorefter Cecilie Dvinge Kristensen bekræfter. Efterfølgende havde kunden talt grimt til dem, og det havde påvirket det gode humør.
Heldigvis er der flest gode kunder, bliver pigerne enige om.
Af og til dukker der endda kendte ansigter op. ”Vi har Ronda. Hende kan vi rigtig godt lide. Det er dejligt, når vi kender kunden og deres præferencer,” siger Cecilie Dvinge Kristensen.
På dage som mors dag eller valentinsdag er der særligt travlt, og der hjælper de søde kunder bestemt på omstændighederne.
Isabella Rosing har engang prøvet, at kunderne stod i kø helt ud på gaden. Det var en valentinsdag på en hverdag, hvor alle kunderne stort set ankom samtidig.
Alligevel er pigerne optimistiske.
”Vi klarer det altid. Det plejer vi at sige”, siger Cecilie opmuntrende og fortsætter, ”der er altid en løsning, det er der”.
Hverdagen
Cecilie Dvinge Kristensen har nu bundet 50 beige minibuketter af tørrede blomster til en kunde, og det har været tidskrævende. Idet hun bliver færdig, finder hun sin telefon frem og snupper et billede til Instagram.
Kunderne ringer ind, ellers bestiller de på Instagram. Derfor er det vigtigt, at der er inspiration at hente på Instagram. Det er meget anderledes end førhen.
Kundekorrespondancen er ikke den eneste, der har været under forandring de seneste år. Butikkens indretning har været væsentligt anderledes. Før var det meget bare spande på gulvet.
”Kan du huske, at vi havde de der vaser ovre i hjørnet, hvor man bare kunne tage? Dengang havde vi pluk selv med tørrede blomster,” siger Isabella Rosing til sin kollega.
Nu har butikken så mange friske blomster, at der ikke er plads til de tørrede mere. Det passer pigerne fint, for de tørrede blomster havnede ofte ud over det hele. Kun enkelte tørrede buketter er udstillet i butikken nu, og de er mest tiltænkt inspiration til bestillinger.
Til gengæld har butikken fået det, de kalder buffeten. Den fylder omtrent halvdelen af butikken og indeholder et bredt udvalg af alle mulige blomster. Liljer og eukalyptus er altid at finde, og ellers gælder det blomster i sæson.

Bare et job?
Blomsterbutikken De 4 Årstider slog dørene op for første gang i Ceresbyen for omtrent seks år siden, og cirka to år senere udvidede de med en butik mere på Aarhus Ø.
Den store forskel ved butikkerne er, at der oftest arbejdes alene i butikken på Aarhus Ø. Ifølge pigerne går tiden ofte hurtigere, når kollegaerne er til stede.
Kollegaerne er gået hen og blevet til veninder for mange. De ses i deres fritid og afholder hyggelige arrangementer såsom buketaften og laver juledekorationer sammen.
Ude bagved er der rodet, og køleskabet er fyldt op med Pepsi Max. Det hele er ikke så højtideligt.
”Der er mange, der siger, ’ej, er det ikke bare megadejligt at arbejde med blomster?’, og til det vil jeg sige ’jo’” siger Cecilie Dvinge Kristensen overbevisende.
Isabella Rosing giver hende ret og lægger vægt på, at hun er særligt glad for ikke at sidde ned dagen lang. Men hun tilføjer også, at det jo ’bare er et arbejde ligesom alt muligt andet’.
Så lyder det fra Cecilie Dvinge Kristensen: ”Hvor er jeg glad for, at jeg arbejder hér.”