Kom tæt på et menneske: Thor 

Her sidder Thor. I botanisk have og læser på en bænk. Han nyder stilheden før stormen i disse måneder, da han lige har søgt ind på universitetet.

Thor i Botanisk Have.
Offentliggjort

“Jeg er lige kommet hjem fra at have boet et år i Island, hvor jeg har arbejdet på en restaurant ude på landet. Jeg kom hjem for et par måneder siden, og nu går jeg og venter på at finde ud af om jeg kommer ind på Æstetik og Kultur på AU.

Jeg er i gang med at flytte lige nu. Jeg flyttede hjem fra Island og ind i en lejlighed, og nu flytter jeg så videre igen et andet sted her i Aarhus, så jeg har ikke forfærdelig mange ting. Det er alt sammen pakket ned i kasser.

Jeg arbejdede på  en restaurant i i Island, det var min kærestes forældres restaurant, de er alle fra Island. Restauranten ligger lidt over 100 km kilometer fra Reykjavik.

Jeg mødte min kæreste før jeg flyttede til Island, og nu er vi begge tilbage i Aarhus, hvor vi skal bo sammen. Hun er lidt ældre end mig. Hun har allerede en uddannelse. Jeg er ikke lige helt der endnu. 

Jeg har valgt at søge ind på Æstetik og Kultur fordi det stod ud i mængden for mig. Det er en meget bred uddannelse, der er mange muligheder for at gå i dybden med ens interesser. 

Men jeg har også overvejet religionsstudier, fordi jeg er også meget interesseret i mytologi,  og det er blandt andet noget man engagerer man sig også med i religionsstudier. 

Interessen for mytologi tror jeg kommer fra min barndom. Jeg hedder Thor og er opkaldt efter dén Thor. Min morfar var kæmpe vikingeentusiast og rollespillede som viking i sin fritid, når han ikke var Læge. Han samlede på Valhalla tegneserierne, og jeg havde arvet hele stakken fra ham. Han døde, da jeg var meget lille.

Den tegneserie har jeg fået fortalt som godnathistorie, og da jeg selv blev gammel nok til at læse, så læste jeg alle andre tekster om nordisk mytologi. Der er ikke så forfærdelig mange, så jeg læste bare alt jeg kunne finde, og fandt jo så ud af at mytologi er noget som eksisterer i hele verden.

Lige for tiden er jeg meget interesseret i Buddhistisk og hinduistisk mytologi. Det har jeg brugt meget tid på at læse. Det er så radikalt og anderledes end alt det, vi er vokset op med, men er samtidig også slående tæt på nordisk mytologi på mange måder. Der er mange arketyper som går igen.

Det bliver fortalt som en cyklisk historie, hvor verden ender og starter forfra. Det er også det, Der er sker i nordisk mytologi. Derfor har det været sjovt at sammenligne.” 

Thor Deenfeldt Essebo Olsen, 23 år, Aarhus 

Powered by Labrador CMS