Kommende fængsel i Viborg: Naboer er utilfredse med placeringen
Den endelige placering af det nye fængsel i Viborg har medført utilfredse miner og bekymringer iblandt naboerne.
Efter det er blevet bekendt, at det nye lukkede fængsel i Viborg skal placeres i Firehuse, har de kommende naboer været bekymrede for, hvad det kommer til at betyde for dem. Dette har flere blandt andet udtrykt gennem høringssvar til byrådet, som nu er blevet behandlet.
En af de borgere som bliver nabo til fængslet, er Jette Nielsen, hvis hus er placeret 400 meter derfra. Derudover grænser hendes jord indkørslen til fængslet.
Ønske om fred og ro
Jette fortæller, at hun var meget kritisk, da hun først hørte om fængslets endelige placering, og at tanken om at flytte strejfede hende.
Det var ikke lige drømmescenariet at dele vejnavn med først en byggeplads og senere 400 indsatte, når beslutningen om at bo på landet kom fra et ønske om fred og ro.
I forhold til selve byggeriet, som kommer til at vare i flere år, deler hun sine bekymringer om den øgede trafikmængde og støj:
“Det er lang tid at bo på kanten af en byggeplads.”
Forslag får afslag
I et høringssvar foreslår Jette, at hastighedsnedsættelsen til 70 km/t skal forlænges, så den ikke kun gælder lige ved ind/udkørslen af fængslet, men på en længere strækning, for at forhindre “livsfarlige situationer”, der kan opstå grundet de bløde sving på vejen og overhalinger fra fartglade bilister.
Efter interviewet med Jette er der kommet tilbagemelding på høringssvarene, hvor hendes forslag om nedsætningen af fartgrænsen er blevet afvist af Vejdirektoratet. Det er en skuffende nyhed for den kommende nabo, som ellers var gået fra at ville flytte fra sin bolig i Firehuse til at “spille med” og komme med forslag i håbet om at blive lyttet til.
“Det er trist, at de ikke lytter mere til os, der bor tæt på,” fortæller Jette Nielsen.
Konsekvenserne som nabo
Hun er derudover bange for, at det nye fængsel i fremtiden kan komme til at skræmme eventuelle købere væk, når Jette engang skal sætte sit hjem til salg, og at værdien vil falde markant. Derfor ønsker hun nu, at byggeriet går i gang snarest muligt, så man nemmere kan forholde sig til, hvad fængslet kommer til at betyde for ejendommen.
Jette Nielsen udtrykker yderligere bekymring, om hvorvidt hun og resten af naboerne skal tvinges på offentlig vand, fjernvarme og kloakering, eftersom hun indtil nu har været selvforsynende på disse områder, og at det ville være dyrt at skulle ændre på. Indtil videre er der kun kommet tilbagemelding om, at det ikke vil være muligt at koble sig til den offentlige kloakering.
Det drejer sig om placeringen
Jettes bekymringer er dog ikke lig med, at hun er imod det kommende fængsel i Viborg Kommune, men med den givne placering er det svært at glæde sig.
"Selvfølgelig er der brug for et fængsel, det skal bare ikke ligge der hvor jeg bor."
Forklaringer venter
Da byrådsmødet for teknisk udvalg var så sent som i dag, har udvalgets medlemmer endnu ikke kunne udtale sig yderligere vedrørende behandlingen af høringssvarene, og der ventes nu et referat af mødet. Hertil håber Jette på at kunne få en forklaring på afslaget af hastighedsnedsættelsen.