Kor med grin og knækkede stemmer: ”når jeg cykler hjem skråler jeg videre”

”Alt begyndelse er svært”, mumler en i cirklen af kordeltagere. Blå chartekhæfter, der er overfyldt med nodeark, klamres om. Tangenterne trykkes på klaveret igen, og rummet fyldes af tonerne. Blå sneakers, brune læderstøvler og ortopædiske sko med velcrolukning vipper på gulvet til takterne.

For tredje gang synges de første linjer af verset til ”Sensommerkanon”. Og det kikser igen, da kordeltageren Susanne Shayegen glemmer, at der skal holdes en pause, inden det sidste ord skal synges. ”Det var noget lort”, udbryder hun, og rummet bryder ud i latter.

Bag klaveret rammer underviseren Anna Øxenhave en af de tre takter der spiller en højere tone end de andre. ”Vi tager den bare igen”, proklamerer hun højt nok til at overdøve den skrattende latter.

Cirklen af deltagere rømmer sig. De mødes hver torsdag til fællessang i et trængt musiklokale tiltænkt folkeskoleelever. Gemt væk på første sal på Skovvangsskolen på Trøjborg findes der både pensionister, læger og sosu-assistenter. De mødes ikke for at terpe sopran stemmer eller for præcisere, hvornår vokalen er på den rigtige oktav. På ”Begynderkor – syng dig glad” er der plads til ikke at kunne finde ud af at synge.

”Det gør ikke så meget, hvis det går galt”, fortæller 25-årige Anna Øxenhave. Når hun ikke sidder bag klaveret for at undervise et begynderkor, studerer hun musikvidenskab. Hun er også med til at sænke gennemsnitsalderen i lokalet. ”Der skal også være plads til at grine”.

Sammen om noget

Susanne Shayegen på 70 har brug for at tage sig til noget som pensionist. Hun vil ikke bare sidde derhjemme, for så ”bliver dagene altså rigtig lange”. Selvom hun udfylder dagene med svømning, yoga og gåture, så kan fællessang noget helt specielt. ”Jeg føler, man er sammen om noget, når vi synger”, siger hun. ”Det er dejligt ukompliceret bare at møde op, og synge med så godt man nu engang kan”.

Bongotrommer og nodestativer er skubbet mod væggene, for at gøre plads til man kan samle sig i midten. Korets sang runger i lokalet. ”Solen har varmet min sind i dag”, synges med hakkende stemmer, og det lyder som om ingen rigtig ved, hvordan det egentlig skal lyde.

Susanne Shayegens stemme knækker på de lyse toner, og det får meddeltageren Margit Sørensen til at fnise. Det var tydeligt hende, de fleste stemmer døde ud da tonerne blev lyse. Susanne smiler fjoget, ”kan det ikke komme en tone ned?” Nikken og enighed breder sig i lokalet, og Anna Øxenhave prøver det af på klaveret.

Savn til sang

Chartekhæfternes skralden bryder ud i lokalet igen, da det annonceres at der skal synges en ny sang. Der bladres ihærdigt, for at komme frem til det korrekte nodeark. Margit Sørensens sidemand står med rynket pande, og hun rækker ind over for at pege, hvor de skal starte.

Før Margit Sørensen blev pensionist, var hun vant til at synge hver dag. Som folkeskolelærer på en privatskole var det en del af morgenrutinen at synge fællessang med eleverne. ”Men jeg er her også for det sociale”, siger hun, på trods af at hun er glad for musikken. For hende giver musikken et fællesskab, som hun har savnet siden hun blev pensionist.

Sangen ”vi kan li’ at ha’ noget vi ka’ rive i” af Anne-Dorthe Michelsen går hurtigt, og tungen skal holdes lige i munden for at følge med. ”Den ser da lidt svær ud”, siger Margit Sørensen henkastet. Hendes blik er stivnet ned i nodearket. Stilheden stilheden simrer i lokalet. ”What the hell, vi er her vel for at synge”, eksklamerer Susanne Shayegen.

Efter et par forsøg bliver musiklokalet fyldt med en ironisk sang om, at husmødre elsker at servicere deres mænd. ”Det er lige noget for dig”, når Susanne Shayegen at sige kækt til den eneste mand i lokalet, inden de tager den fra toppen igen. Hans stemme presses ud på de lyse toner. Det lyder hakkende, som om ordene skal presses ud af hans hals.

Det skal være sjovt

Som en indøvet gestus jamrer stole mod gulvet da de trækkes ind mod midten. Chartekhæfter knitrer i takt da de lægges væk. Lokalet larmer med lyden af bladren i lånte fællessangsbøger alle på magisk vis hiver frem.

”At lære nye sange kan være frustrerende. Og vi er her jo for at det skal være sjovt”, siger Anna Øxenhave. ”Det er derfor også vigtigt at vi synger noget vi kender i forvejen. Det giver en succesoplevelse”.

Det er først til mølle med at byde ind med sangvalg. Der bliver mumlet, at det gerne må være en sang der passer til årstiden. Men den må ikke blive for trist. Susanne Shayegen rækker ivrigt sin hånd op. Med en bevægelse af armen giver Anna Øxenhave hende tegn til at snakke. Hun vælger ihærdigt ”Det er i dag et vejr – et solskinsvejr”.

Skuldrene sænkes, da de første takter af sangen på klaveret giver genlyd i lokalet. Med en rutinepræget finurlighed skråles der med. Margit Sørensen kigger op fra teksten, lukker øjnene. Her tages den ikke fra toppen, hvis noget kikser. Det kan høres på lydniveauet fra kordeltagerne, der synger med fornyet røst i stemmen. Den eneste mand i lokalet vipper fødderne fra hæl til tå, mens han sidder ned. Han ansigt trækker sig sammen i smilerynker, mens hans løfter hagen med et fremadskudt bryst.

”Jeg bliver simpelthen bare så glad af at komme her”, siger Margit Sørensen. Hendes kinder blusser rødt, og hendes øjne smiler. ”Når jeg cykler hjem, skråler jeg videre”.