Kritik, kontroverser og kærlighed: Hingstekåringen lever videre

Duften af friskstrøet savsmuld blander sig med duften af hest og læder. Lyden af hove, der taktfast rammer sandet i den store arena, fylder luften som en rytmisk puls. Publikum holder vejret, mens en sort hingst sætter i galop. Musklerne spiller under den skinnende pels.

Her i Herning er det tradition, præcision og skønhed, der er i fokus, men i år, hviler der også et tungt skær over begivenheden. Ridesporten har været under heftig kritik det seneste år. Dokumentarer og afsløringer har sat spørgsmålstegn ved dyrevelfærden i ridesporten. En debat, der har raset både i medierne og på sociale platforme.

Kritikere har stillet spørgsmål om sportens fremtid, men et kig rundt i Messecenter Herning vidner om en ting: Hingstekåringen lever i bedste velgående. 

Rækkerne på tribunerne er fyldte. Mennesker er rejst fra hele landet – og fra udlandet, for at se de bedste hingste blive bedømt. De mest talentfulde ryttere præsterer, og de største avlere hyldes. 

Under kritik men stadig i fuld galop 

For Matilde Petersen er hingstekåringen noget helt specielt. Hun har igennem de sidste ti år, flittigt besøgt den store begivenhed med hele sin familie. Og det stopper hun ikke med: 

“For os er det en forlænget weekend fyldt med god ridning, shopping og jeg ved ikke hvad. Vi får muligheden for at se dygtige ryttere ride på topheste, som vi normalt ikke ser, fordi de rejser rundt i hele verden, for at deltage til de helt store stævner.” 

Hovedsponsoren for arrangementet, et stort internationalt navn, har op til flere gange været i pressens søgelys. Selskabets engagement i ridesporten har fået de besøgende til at stille spørgsmål. Kan man bare fortsætte som før, når alle skandalerne står i kø? 

I modsatte ende af det enorme messecenter skinner lyset skarpt på de nyeste sadler, specialdesignede ridehjelme og tilskud, der lover at bringe hestene til det næste niveau. For mange her er det en livsstil – en passion, som de ikke er klar til at give slip på, trods kritikken.

Matilde fortæller, at hun selvfølgelig tænker over at der har været en del kritik det sidste års tid, men det er ikke noget, der fylder i hendes hverdag med heste. 

“Alle i ridesporten ved jo godt, at det har været foregået noget, men at det har været så voldsomt, som det så har vist at være, det har man jo ikke vidst som sådan.” 

På hovedsponsorens stand er der ingen krisestemning. Tværtimod er der gang i forretningen og sponsorlogoet toner frem overalt. Mennesker står i lange køer, klar til at betale og støtte. Efter at suspenderingen fra stævnebanerne ophørte den 3. januar 2025, får virksomheden sit comeback til den store begivenhed.

Mellem æstetik og etik 

Tilbage i arenaen fortsætter kåringen på opvisningsbanen. En ung hingst løfter forbenene højt, som dansede den over sandet. Publikum kvitterer med klapsalver. Hver bevægelse er perfektioneret, og præstationerne nøje forberedt. Stemningen er elektrisk. De fleste her er kommet for at opleve hestene – og ikke for at diskutere sportens skæbne. 

Men i hjørnet af arenaen, væk fra søgelysets skær, lurer skandalerne stadig. Ridesporten har været igennem en skærsild af offentlig debat, og det har sat sine spor. I år har arrangørerne gennemgået hele arrangementet, for at forbedre velfærden, og det har betydet nye tiltag.

Der er blevet indført kontrol af alle heste. Det bliver overholdt af de teknisk delegerede, som også er på opgave under hele Hingstekåringen, for at støtte og vejlede i god hestevelfærd under arrangementet. Der er opsat videoovervågning på alle opvisningsbanerne, og staldene er lukket for tilskuere. De nye tiltag imponerer dog ikke Matilde:

“De har lukket staldene af, og det synes jeg egentlig er en underlig ting. Jeg kan nemlig huske et år, hvor vi gik rundt derinde og så, hvordan de fleste hingste havde blødende sår i munden. Det er ikke et rart syn at se, og selvom de har lukket staldene af, så sker det jo nok stadig.

Jeg synes også, at det er lidt underligt at se nogle af de store navne, som er blevet nævnt i medierne, har fået lov til at deltage. Jeg synes faktisk, at de skulle have haft karantæne i længere tid. Men, hvis forbundet har givet dem et års karantæne, er der jo ikke så meget at gøre.” 

Selvom der er kritik at hente, er hun stadig optimistisk omkring ridesportens fremtid. Matilde har selv ingen planer om at opgive sin hobby, men håber, at der fremover vil være større fokus på dyrevelfærd.

“Det er levende dyr, der har følelser. De er ikke bare maskiner, som man kan gøre med, hvad man vil,” afslutter hun.

Ordene svæver et øjeblik, før de forsvinder i den velkendte duft af læder, hest og savsmuld, som stadig fylder luften. Lyden af hove mod sand giver stadig genlyd. Publikum bliver siddende lidt endnu. Måske i trods. Måske i håb. Kan en sport, der balancerer mellem æstetik og etik, fortsætte uændret? En ting er sikkert. Ingen vender ryggen til – ikke endnu.