Larmende tavshed, stor fest: Silent groove rykkede ind foran rådhuset
Feststemte Aarhusianere kunne slippe deres indre danser løs til fredagens silent groove

”Du kan ikke gøre det forkert, I danser på jeres egen måde. Bøj knæene, sæt hofterne fri.”
De blå høretelefoner lyser op foran det afmærkede område foran Aarhus Rådhus. Trækronerne glimter. En gruppe på omkring 30 mennesker, danser og synger løs, mens forbipasserende undervejs stopper op for at se, hvad der foregår. Der bliver sunget, men det er a capella. Den instrumentale del af festen lever nemlig udelukkende i de høretelefoner, den dansende folkemængde har på.
”Silent groove” står der på skiltet ved indgangen. To ord, der normalt ikke harmonerer med hinanden. Men i aften gør det. Nogle kender måske silent disco, hvor man får udleveret et sæt høretelefoner og frit kan skifte mellem forskellige kanaler, hvis musikudvalget ikke lige passer en ved første lyt. Silent groove er lidt anderledes. Her er alle på samme kanal, mens en såkaldt facilitator leder den dansende flok. Det handler om at give den gas, mens man lytter til facilitatorens instruktioner og opløftende replikker. Her er frizone, og der er ikke nogle forbudte trin.
Aftenens dirigenter hedder Lotte Andersen og Rikke Mosberg. De er groovefacilitatorer og laver workshops, hvor folk kan komme tættere på hinanden gennem dans og musik, både med og uden headsets på. Mens musikken brager ud i høretelefonerne, styrer de slaget på dansegulvet.
Plads til alle
”I begynder at danse ind mod midten. Tættere på hinanden, alle har været i bad i dag,” dirigerer Rikke, mens folkene på dansegulvet trofast følger hendes instrukser og stimler tæt sammen i en rundkreds.
Rikke Mosberg er facilitator på aftenens silent groove og en af hendes mærkesager er, at folk skal turde at give slip og finde hinanden i dansen.
”Jeg vil gerne facilitere et rum, hvor alle kan finde deres egen autentiske stil i et trygt fællesskab med andre og mærke den samhørighed, som dansen giver. De her høretelefoner er en genvej til at folk kan give slip. Jeg elsker at danse med folk, der er ædru, og det kunne vi godt blive lidt bedre til,” siger hun.
”Det var sgu da fucking sjovt,” lyder det fra en gruppe på vej videre efter en tur på dansegulvet. Aftenens første session er slut, og der er et lille ophold inden næste omgang starter. Mange kigger nysgerrigt på høretelefonerne og flere vælger at tage del i festen. En gruppe på ni personer tilslutter sig. En af dem er udstyret med en flaske små sure. Andre virker ikke helt klar på at indtage dansegulvet endnu. ”Vi skal have lidt flere bajere, inden vi begynder at danse,” lyder det fra en gruppe, der spankulerer forbi.
Klar til næste omgang
Playlisten er fintunet og næste sæt er klar. Det er nu Lotte Andersen, der dirigerer. Med lys i skoene passer hun godt ind i den dynamiske farvepalet af dansere, der bevæger sig rundt.
Greased Lightnin er den næste sang. Alle kaster sig ud i deres bedste John Travolta. Selvom der hos nogle er lidt stive hofter, så gør det ikke noget. Alle er nemlig i trygge hænder hos Lotte.
”Ud med numsen. Ud med armene,” opfordrer hun, og folk adlyder. Nogle har tydeligvis givet sig helt hen. En tabt mobil og et rejsekort skal have fundet sin ejer, inden gulvet gives frit til aftenens sidste punkt, silent disco.
Nu er der ingen facilitator, og de dansende kan frit skifte mellem tre kanaler med hver deres musik. Blå, grøn og rød. Bag de festende lyser rådhustårnet op i rødt. Måske nogle af dem skal ud og male resten af byen rød. Men først efter de har sat deres hofter fri til silent disco.