Lars Laursen bor og arbejder i Den Gamle By: “Jeg synes faktisk altid, jeg har fri”

Lars Laursen føler sig heldig. Som den eneste tilbringer han ikke kun sine vågne timer i Den Gamle By. De bedste aftener er dem, han bruger i sit værksted, 30 skridt fra hans hoveddør. Her kan han forene sin glæde for håndværk med en simpel livsstil.

Lars Laursen breder sine arme ud. Det er som en indøvet koreografi. De store støvler danser over brostenene, så savsmulden på jorden hvirvler rundt. “Gæk, gæk, gæk,” lyder det i en høj konstant tone. Gasen i Den Gamle By har nemlig set sig sur Lars Laursen, og med halsen lænet frem løber det bevingede bæst imod ham. Han knuger kosten til sig som et skjold. Den napper ham i haserne, hvis han ikke har den med, fortæller han.

 “Så kan den gå derinde og tænke lidt over det,” siger han, da han endelig får lokket fuglen ind bag en låge, så han kan gøre rent i fred.

Hans kollega må gerne kæle den store fugl på maven, men Lars Laursen er den utilfreds med. Og så er det bare uheldigt, at de to er naboer. 

 “Jeg føler mig hjemme” 

Lars Laursen arbejder ikke bare i Den Gamle By i Aarhus – han bor her. I et hus, hvor H.C Andersen kom som barn. For næsten seks år siden flyttede han ind her i verdens første frilandsmuseum – noget, han næsten ikke havde turdet håbe på kunne lade sig gøre. Så her bruger han stort set alt sin tid, så meget, at han og gasen har fået et anstrengt forhold til hinanden.

At passe gæssene er blot en af de mange opgaver, Lars Laursen har i Den Gamle By. Det er også ham, der går en aftenrunde og tjekker, at alt er, som det skal være. Ham, som vagtfirmaet ringer til, hvis alarmen går. Det er blevet så stor en del af hans hverdag, at han efterhånden har det lidt svært med at sove ude ved sin kæreste, indrømmer han.

Ofte bliver han spurgt, hvordan det er at bo på sit arbejde. Selv plejer han at vende sætningen om: “Jeg føler mig hjemme i Den Gamle By. Efter mere end 20 år er der ikke et hjørne, jeg ikke har været i. Så jeg synes faktisk altid, jeg har fri.”

Superman og Fantomet 

Men som dreng havde Lars Laursen en helt anden oplevelse med skolearbejdet: 

“Jeg hadede bare at gå i skole og havde mange nederlag med at læse. Så begyndte de at snakke om gymnasiet, og det vidste jeg bare, at jeg ikke skulle,” fortæller han 

Til gengæld elskede han at tegne. Han fandt inspiration i tegneserier og forsøgte at efterligne karaktererne fra historier om Superman og Fantomet. I 10. klasse kom han så i praktik som skiltemaler. Indtil da havde han ellers forsøgt at undgå at tegne bogstaver, for det blev altid så grimt. Men måske kunne han lære det, tænkte han, og så blev han pludselig tilbudt en læreplads.

 “Jeg blev helt vild. Det ville jeg godt nok gerne. Så jeg skyndte mig hjem fra skolen, smed tasken og tonsede ned på arbejdet. Så blev jeg der, så længe jeg kunne.” 

Men opgaverne ændrede sig på grund af den teknologiske udvikling, og da hans arbejdsgiver stoppede, følte Lars Laursen en trang til at prøve noget andet. 

Den svenske bedstefar 

Det er aften, da den 29-årige Lars Laursen tager plads i togvognen. Han aner ikke, hvad han har sat i gang, og tankerne kører i ring. I flere måneder skal han bo langt oppe i Sverige for at lære det gamle træhåndværk hos den godt 70-årige Wille.

I barndomshjemmet i Aalborg havde hans far lavet en antenne, så familien kunne se svensk fjernsyn. Nu, mens han ser de endeløse rækker af nåletræer passere uden for vinduet, forsøger han at genkalde sig de svenske gloser. De er derinde et sted, ved han, han har bare aldrig sagt dem højt før. Så han begynder at øve sig på de to svenskere, der sidder over for ham.

Klokken seks om morgenen står Lars Laursen af toget efter en nat uden sovekupé. På perronen står en let krumrygget mand med huen trukket godt ned. De lange, senede lemmer bevæger sig roligt mod ham. Han ser venlig ud, tænker Lars Laursen, og med ét føler han sig tryg.

De første mange dage sidder han bare og snitter skeer. Han kan mærke, hvordan de mange gentagelser hjælper ham til at tømme hovedet, og tilfredsstillelsen ved at sidde med noget, han har skabt med sine egne hænder, er enorm. 

 “Jeg tror på, at de ting, man laver, opsamler den energi, man har puttet i dem med sine hænder. Det stråler ud til beskueren, hvis man er i stand til at se det. Den energi er der ikke i noget, der er produceret på maskine,” fortæller han.

Som ugerne gik, udviklede Lars Laursen et særligt bånd til sin svenske mester. Der gik ikke en time, hvor de ikke var sammen. Han sov endda på den anden side af Willes soveværelsesvæg, så han kunne høre, hver gang han snorkede.

“Wille blev en slags reservebedstefar. Det er ham, jeg takker hver dag for, at jeg har fået det her liv. Han har givet mig kærligheden til at lave ting i hånden og opgaven at føre glæden og respekten for håndværket videre – og så har han vist mig vigtigheden af at være generøs.” 

De gamle håndværk 

I dag, 30 år senere, er glæden ved håndværket intakt: 

 “De bedste aftener, jeg har, er dem, hvor jeg har været nede på værkstedet og lave et eller andet,” fortæller han med et smil. 

Heldigvis for Lars Laursen ligger værkstedet blot 30 skridt fra hans hoveddør, i en bygning fra år 1741. Her arbejder han i dagtimerne med at vise bødkerfaget frem for gæsterne, et gammelt, traditionelt træhåndværk, hvor man blandt andet laver tønder og kar. 

I værkstedet kan Lars Laursen lige akkurat stå oprejst, og der dufter kraftigt af træ. Fra et lille sprosset vindue falder en stråle ind og lyser høvlebænken op. Med en gåsevinge børster han bænken fri for træspåner. De flyder overalt på gulvet, og hver gang han flytter sine fødder, knitrer det under hans såler. 

 “Det er jo ikke en global redningsmission, men jeg synes, Den Gamle By har en evne til at få folk til at reflektere. At jeg ved at formidle, hvordan man levede i gamle dage, måske kan give folk en taknemmelighed over for deres eget liv,” fortæller han. 

 “Svusj," lyder det, når metallet skærer de lange tynde træspåner af spanden. Han sig sætter sig på en træstub og snitter hul til hanken. Der er jord under hans negle, og en af dem er blå. På hånden er der flere rifter, og den anden skal scannes i slutningen af ugen. Den har generet ham i noget tid.

Pludselig strejfer han sin finger med kniven, og han trækker et næsten usynligt spor af blod over det lyse træ. Et ældre ægtepar stikker hovedet ind: 

 “Det er godt, at der er nogen, der holder de gamle håndværk i live,” siger kvinden begejstret.

En hest inde i træet 

Lars Laursens håndværk kan ses flere steder på museet. I Møntmestergården, hvor blomstertapetet er trykt med træblokke, han har snittet i hånden. Hos isenkræmmeren, hvor skiltet er blevet til i et eksperiment med bladguld og gelatine for at få den helt rigtige blankhed. Og på en husgavl, hvor han har lavet en eksakt rekonstruktion af et gammelt relief. 

 “Mange gæster synes, det er synd, at de her håndværk forsvinder, men vi bestemmer selv, om de skal overleve. Hvis bare vi bruger flere penge på færre ting,” fortæller Lars Laursen. Det sidste er blevet hans motto: “flere penge på færre ting".

I værkstedet står der en helt særlig genstand – det allerførste, han lavede for museet. Det var i 1998, og han havde gået arbejdsløs i noget tid, da han besluttede sig for at tage ned for at vise sine mange kreationer. Dagen efter ringede museet tilbage. De ville høre, om han kunne snitte to træheste til årets juleudstilling.

 “Jeg var ved at skide i bukserne, for det kunne jeg slet ikke,” fortæller han i dag. Godt nok havde han snittet sig igennem et utal af skeer, men heste – det var han ikke kommet til endnu. Så i et desperat forsøg ringede han til Wille for at få ham til at komme og lave dem.

 “Ah, Lars,” lød svaret. “Det kan du godt. Du tager bare et stykke træ, og så snitter du bare alt det væk, som ikke er hest.”

Så måtte han jo gøre det, og selvfølgelig fik Wille ret: Der var en hest inde i træet.

Ikke et tilfælde 

Efter et par år som timelønnet følte Lars Laursen sig nødsaget til at sige op og takke ja til en fast stilling som højskolelærer i Kerteminde. Men det var hårdt at undervise, og i de fem år kredsede hans tanker sig kun om én ting: at vende tilbage til Den Gamle By. En gang i kvartalet ringede han til museumsinspektøren for at holde linjen varm.

 “Jeg gik ikke og læste jobannoncer, for jeg ville ikke have andre jobs. Jeg var så fræk at ringe til udstillingsmedarbejderen for at høre, hvornår han gik på pension. Jeg ville bare stå der som et søm, hvis han valgte at stoppe.” 

En dag hørte Lars Laursen, at de havde startet levende museum op i Den Gamle By – uden ham:

 “Jeg blev virkelig skuffet og ked af det, for jeg syntes egentlig, jeg havde været med til at opfinde det at invitere gæsterne ind, så de kunne se, hvordan jeg arbejdede,” fortæller han. 

Men en dag var det hans telefon, der blev ringet til.

 "De spurgte om jeg havde lyst til at arbejde en weekend, og så blev jeg helt høj. ‘Det ville jeg godt nok gerne,’ sagde jeg, ‘men jeg er nødt til at løbe, for jeg er indkaldt til møde på højskolen’.”

 Og så blev Lars Laursen fyret fra højskolen. Samme dag. 

 “Jeg tror ikke på Gud på den måde, men det her var ikke tilfældigt. Så nu havde jeg to dage til at bevise, at jeg skulle være her i Den Gamle By for altid.” 

Stillingen fik han, men det blev alt for hurtigt hverdag. Særligt én episode endte med at få stor betydning for hans livssyn. 

 “Der var en dag, jeg gik ned på værkstedet og tænkte: ‘Ej, jeg gider faktisk ikke.’ Så sagde jeg til mig selv: ‘Okay, nu har du ventet i fem år på det her job. Det var så sidste gang, du tænkte sådan om dit arbejde’.” 

For Lars Laursen er det vigtigt, at arbejdet også er en del af livet. Hvis ikke man lever, mens man er på arbejde, så mister man en tredjedel af sit liv, forklarer han. 

Men det har også haft sine konsekvenser: 

 “Måske var det også det, der holdt lidt hårdt ved mit ægteskab: at jeg måske elskede mit arbejde mere, end jeg elskede min ekskone.” 

 “Drømmer jeg?” 

I dag er Lars Laursen fuldstændig ligeglad med, hvad han bliver sat til at lave, så længe det udgør et tandhjul i det maskineri, som Den Gamle By er. 

Faktisk er han blevet så meget en del af museet, at han i familien af og til går under navnet “Den Gamle By”. Også hans kolleger driller ham med, at han er blevet inkarnationen af museet.

“Det kan godt være, det er Julie, der er direktør, men det er mit museum.” 

På den grønne væg i Lars Laursens stue hænger 27 unikke skeer, og under dem et tegnet portræt af Wille. I køkkenet har han installeret en hånddreven kaffemølle, og i reolen står egetræstallerkener, han selv har drejet.

“Gode ting, tager tid,” siger han, mens han vasker op.

Han håber, han kan blive boende her resten af sit liv, og han har ikke planer om at stoppe med at arbejde: 

 “Jeg tænker, de kan skrive en rolle, hvor jeg kan sidde ude på bænken og råbe ad gæsterne som en eller anden original,” griner han.

Men til spørgsmålet om, hvordan han havde det den første nat, han tilbragte i sit nye hjem, bliver der stille 

 “Nu bliver det svært,” siger han. Han tager brillerne af, så de ikke dugger til.

 “Jeg havde det som ‘Jeppe på Bjerget’, der ligger i baronens seng og tænker: ‘drømmer jeg, eller er jeg vågen?’ Sådan har jeg det virkelig hver morgen. Fornemmelsen af at ligge i min seng og være bevidst om, at den står på det her sted, hvor jeg bare har lyst til at være hele tiden. Jeg føler mig enormt heldig.”