Laurits lader sig ikke slå ud af sit synshandicap: “Jeg er overbevist om, at det ville kræve langt mere energi og kræfter, hvis jeg ikke bare accepterer det.”

Klokken 18:22 svinger Laurits ind på parkeringspladsen. Han kommer cyklende iført sit træningstøj. Han går videre ind på skolen og hen til omklædningsrummet. Lugten af sved hænger tungt i luften. Gymnastiksalens trægulv knirker under vægten af syv spillere, der bevæger sig i takt. Lyden af gummisåler mod gulvet skærer gennem rummet, kun afbrudt af tunge åndedrag. 

Laurits Krog står midt i cirklen. Han startede for fire måneder siden, men i dag bevæger han sig som en del af holdet. Sprællemænd, armbøjninger og mavebøjninger. Lyden af deres tunge åndedræt og fødder, der rammer gulvet, skaber en rytme, som de svagtseende kan følge takten til, hvis de skulle blive i tvivl, om hvad der sker.

Et fællesskab på lige vilkår

Det er torsdag aften, så Laurits og hans 6 medspillere er mødt op i gymnastiksalen på Frydenlundskolen i Aarhus Nord, hvor de skal dyrke parasporten goalball de næste to timer. De er iført sportstøj og svedarmbånd, for de ved, at det bliver hårdt. Holdets træner, Svenne Lund, observerer dem med et skarpt blik. 

Den kvindelige træner tager styringen over opvarmningen, mens en af spillerne kommer for sent. Uden tøven griber hun hans arm, og fører ham ind i cirklen. Efter tyve sprællemænd, tyve armbøjninger, tyve mavebøjninger og tyve spark med benene, råber den kvindelige træner

"Tag noget vand, så tager vi en runde mere!"

Den kvindelige stemme skærer gennem salen, og de unge mænd puster ud. Ved døren står syv drikkedunke. En af spillerne knipser med fingrene, som guider de andre frem til vandet. De ankommer trygt og tager store slurke, mens sveden perler ned ad deres pander. Da spillerne har forskellige synsforudsætninger, bærer de alle en maske for at sikre lige vilkår på banen.

For Laurits er det her et nyt fællesskab. Han har fundet nogen ligeværdige, der forstår hans udfordringer, og det har været nemt at glide ind på holdet:

“At komme ind på et goalball-hold, hvor alle har en synsudfordring, og hvor jeg så nogle gange kan være den, der ser godt. Her bliver der dystet på lige vilkår, fordi vi allesammen har maske på. Der er ikke nogen af os, der kan se bolden hurtigt som i fodbold, eller hvad der sker nede i den anden ende. Det er lige vilkår. Ingen uretfærdighed.”

Faktaboks om goalball:

At acceptere sin tilstand har ikke været let, og det har ikke været uden bump på vejen. Før han fandt sin plads på goalball-holdet, måtte han først lære at navigere i en verden, hvor hans syn pludselig ændrede sig.

Da synet forsvandt, og viljen voksede

Da Laurits gik i 6. klasse og skulle skifte skole, opdagede han, at der var noget galt. En af de første dage i den nye klasse, kunne han pludselig ikke se, hvad læreren havde skrevet på tavlen. Det kom lige pludselig, nærmest fra den ene dag til den anden. Han gik hjem, hvorefter han også havde afprøvet det i sit køkken, stod det også klart for ham:

‘’Vi havde en tavle i den ene side af køkkenet, og jeg sad tættere på end min søster. Der stod noget skrevet på tavlen, men jeg kunne ikke se det, men det kunne hun. Så tænkte vi, at jeg nok måtte til optikeren og få briller.’’

Hans forældre tog ham med til optikeren, så der kunne komme en afklaring på, hvad der skulle ske med Laurits. Men de kunne ikke finde noget unormalt ved hans syn. Derfor blev han sendt videre til en øjenlæge, der opdagede nogle små, gule prikker inde på hans nethinde. Men det var svært at registrere, hvad det var. 

Dog lød den hårde konklusion fra øjenlægen, at der var tale om ‘Stargardts øjensygdom’. En øjensygdom, der gradvist forværrer centralsynet, mens det perifere syn ofte forbliver intakt. Det betyder at små detaljer og tekst bliver sværere at se, men der i de fleste tilfælde bevares et brugbart syn. På nogle måneder gik han fra at have et syn på 100% til 25%.

For den dengang 12-årige Laurits blev det en uventet motivationsfaktor:

“Dengang fik jeg at vide, at jeg aldrig ville blive helt blind. Den yderste konsekvens vil ikke ramme mig. Det tænkte jeg ikke så meget over dengang, men i dag kan jeg se, hvor meget det har betydet for mig. Jeg vidste, at mit syn vil blive dårlige med tiden – men det var sådan, det var. Jeg kunne ikke ændre det, men jeg kunne vælge, hvordan jeg forholdt mig til det.”

For de fleste mennesker kan det være en stor udfordring at håndtere den omvæltning, det indebærer at miste synet. Ifølge Dansk Blindesamfund kan det være vanskeligt at acceptere et synshandicap, og det kan have en betydelig indvirkning på både selvbillede og selvværd.

For Laurits var det dog ikke svært at acceptere sin nye tilstand, og han omstillede sig hurtigt til sin nye hverdag. For ham var det lettest bare at tage tingene, som de kom, og handle derefter:

“Det var bare et nyt vilkår for mig. Sådan var verden, og så måtte jeg handle ud fra de nye omstændigheder. Jeg er overbevist om, at det ville kræve langt mere energi og flere kræfter, hvis jeg ikke bare accepterer det.”

Når vilkårene ændrer sig

I sine teenageår blev det tydeligt for Laurits, at hans vilkår ikke var de samme som hans klassekammeraters. Her var det især under prøver og eksamener, at han mærkede forskellen mest. Han havde fået bevilliget ekstra tid til prøverne og blev derfor placeret i et separat rum uden forstyrrelser. Her sad han og kiggede ud ad vinduet, hvor han så alle de andre gå forbi.

De andre var færdige, mens han stadig sad og kæmpede med sine zoomprogrammer. Dette var med til at øge deres forskellighed. En undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at børn i 5-8. klasse dagligt kæmper for at passe ind og være en del af et fællesskab. Der er mange krav og forventninger, og det omhandler alt fra personlighed, udseende og præstationer. 

Som mange andre børn i hans alder dengang, ønskede Laurits at passe ind. Han havde svært ved at lægge det til siden, og i stedet fokusere på det, som han var god til. Men med tiden skiftede hans tankegang, og i stedet for at tænke på sine begrænsninger begyndte han at styrke det, han var god til.

Et liv uden begrænsninger

Når man i dag taler med Laurits om den skelsættende periode i hans liv, er han reflekteret over, hvad han har lært ved at blive ramt af en øjensygdom, og hvordan han stadig bruger det i hverdagen. 

I sommers begyndte han på erhvervsøkonomi på universitetet, og selvom man kunne tro, at hans handicap ville være en hindring, er det langt fra tilfældet. Tværtimod har han lært at bruge det til sin fordel:

“I starten af studiet ville jeg sætte mig ved siden af dem, jeg plejer. Men jeg kan ikke se, hvor de sidder. Så jeg har bare sat mig ved nogen, og nogle gange har jeg fundet ud af, at det ikke var dem. Men så må jeg jo starte en ny samtale. Jeg er blevet udfordret til at gå hen og tale med folk, jeg ikke kender.”

Han har lært, at kompetencer kan opveje begrænsninger. Jo dygtigere han bliver til at navigere i sin verden, desto mindre påvirker hans syn ham. Han er overbevist om, at hvis han havde været dårlig til at tale med fremmede, ville hans synshandicap have været en langt større udfordring. Men fordi han har lært at opsøge mennesker og tage initiativ, fylder det langt mindre i hans hverdag.

Selvom det for mange kan være en udfordring at skulle balancere studiestart, flytning til en ny by og begyndelsen på en helt ny sport, har Laurits alligevel formået at klare det. Han har egentlig altid klaret ting, han har haft lyst til og har på den måde levet et normalt ungdomsliv, selvom der har været forbehold. Han har været på efterskole, højskole og spiller stadig fodbold en gang imellem:

“Jeg er sikker på, at jeg har gjort præcis de samme ting, som hvis jeg havde haft et normalt syn. Jeg har haft oplevelser og rejst, så det er kun småting i hverdagen, der har været anderledes.”

Dog er han nødt til at placere sig nede bagved på banen, når han spiller fodbold. Der er det mindre afgørende, hvordan afleveringerne bliver lavet, men blot at bolden bliver sendt væk. På den måde tilpasser han sine forudsætningerne og skaber de mindst udfordrende rammer for sig selv, så han kan hjælpe sig selv mest muligt.

På universitetet klarer Laurits det, blandt andet ved hjælp af en række hjælpemidler og støtte fra både universitetet, synskonsulent og sine medstuderende. Laurits er ikke bange for at bede om hjælp, når det er nødvendigt, og hans stærke vilje og positive indstilling hjælper ham med at tilpasse sig og finde løsninger på de udfordringer, han møder. Han har accepteret sit synshandicap, hvilket gør det lettere for ham at fokusere på mulighederne frem for begrænsningerne:

‘’Man finder ud af, hvad der skal til, for at det fungerer for en. Når der er nye vilkår, så må man agere ud fra de nye vilkår.”

En del af holdet

Tilbage i gymnastikhallen er det lige netop, som den også oser af. Her træner han intensivt og har hurtigt fundet sig til rette på holdet. Deres træner bemærker Laurits' imponerende udvikling:

‘’Vi er jo heldige med at have Laurits på holdet, som bare har forbedret sig med raketfart.’’

Når man ser ham øve skuddene, er det tydeligt, hvor engageret han er i at være en del af en sport, der bygger på lige vilkår. Her har alle det samme udgangspunkt, da en af reglerne er, at spillerne skal bære en maske, og ingen har bedre forudsætninger end andre.

Efter en times intens kamp går spillerne sammen med de to trænere ind i det lille omklædningsrum og sætter sig på de iskolde træbænke, der danner en hestesko. Her afslutter de hver træning med en runde, hvor de anerkender hinandens præstationer. En af spillerne siger:

“Jeg vil gerne anerkende Laurits for hans engagement i aften.”

“Hørt”, stemmer resten i.

Sådan forsætter runden, hvor både spillere og trænere byder ind med, hvad de har på hjerte. Da de er færdige, klæder de om, og Laurits går udenfor, hvor hans cykel står præcis, som da han ankom for to timer siden. Han svinger benet over stellet, hopper op og træder i pedalerne. Heller ikke her lader han sig begrænse, selvom mørket har sænket sig, og han forsvinder hurtigt ud i aftenens mørke med et sikkert greb om styret.